South Park: Bigger, Longer & Uncut (1999)

South Park: Bigger, Longer & Uncut, 1999.
Instruktør: Trey Parker
Medvirkende: Trey Parker, Matt Stone, Mary Kay Bergman, Isaac Hayes.

Son, I have some bad news: We accidently replaced your heart with a baked potato, you have about three seconds to live. Stan, Kyle, Cartman og Kenny tager i biografen og ser den nye canadiske film med Terrence & Philip. Filmen lærer dem at bande, og i vrede får Kyles bitch-mor hele nationen med på at erklære krig mod Canada. I mellemtiden planlægger Satan og hans nye kæreste, Saddam Hussein, at overtage verdensherredømmet.

Her næsten 10 år efter filmens premiere er South Park stadig en populær serie på tv, kendt for at gøre nar af alt og alle. Filmens handling synes på mange måder at handle om sig selv, hvor Terrence & Philip repræsenterer South Park’s to skabere: Matt Stone og Trey Parker, der revolutionerede plat humor ved at putte det ind i en animationsfilm for voksne, som dog naturligvis ville blive set af børn. Hele affæren løftes endda yderligere ved at have fantastisk musik med kreative satiretekster, der mest minder om forskruede Disney ballader — sangen “Blame Canada” blev endda nomineret til en oscar.

Uanset hvor plat historien er, så har filmen da også en handling, hvor de forskellige elementer, der introduceres løbende, viser sig at få betydning for komik og plot senere hen (fx. at Saddam er død, bandeords-mikrochippen og diverse andre ting). Manuskriptet var årsagen til, at South Park stadig huskes som en satireklassiker fra det forrige århundrede, og film som Terkel i knibe (2004) synes blot at være et ekko af, hvad Parker og Stone havde formået med denne film. Lad os håbe på, at deres næste biograffilm i 2011 bliver lige så god, hvis den da bliver til noget. 5 stjerner.

Die Hard (1988)

Die Hard, 1988.
Instruktør: John McTiernan.
Medvirkende: Bruce Willis, Alan Rickman, Reginald VelJohnson.

I 1985 var Arnold Schwarzenegger med i en actionfilm, der hed Commando. Man tog derpå bogen Nothing Lasts Forever af Roderick Thorp og forsøgte at bygge en fortsættelse på plottet i denne bog, som ellers intet med Commando havde at gøre. Schwarzenegger ønskede da heller ikke at medvirke, så man ændrede lidt på manuskriptet og satte Bruce Willis ind i stedet. Det nye projekt fik titlen Die Hard, og det blev en klassiker i actiongenren, og Willis’ actionhelt havde noget, som den pumpede Schwarzenegger ikke havde kunnet give: Almindelighed.

Det er d. 24. december, og John McClane – en strømer fra New York – bliver samlet op af en limousine i Los Angeles’ lufthavn og kørt til sin kones firmajulefest i en skyskraber. Denne bygning overtages af terrorister under ledelse af den onde Hans Gruber (Rickman), men McClane tager kampen op mod terroristerne, mens han forsøger at tilkalde politiet.

Det er en myte, at en god actionfilm afhænger mere af stunts og effekter end af et godt manuskript. Die Hard er godt skrevet. De allermest nødvendige elementer lægges først godt på plads, før terroristerne introduceres. Konfrontationerne mellem disse terrorister og McClane virker aldrig forcerede, og situationerne virker aldrig kunstigt konstruerede. Det er denne troværdighed i selve historien, der gør, at filmen lykkes i så høj grad, som den gør. Dermed skal det ikke påstås, at den ikke er overdrevet, for naturligvis kan ingen mand løbe væk fra skuddene fra et maskingevær – men hvis det ikke lykkedes McClane, så var der jo heller ingen film.

Rickman har en særlig charme som terroristskurk, og hans ondskab er i høj grad med til at bære filmen. Man ser længe frem til konfrontationen mellem den rapkæftede McClane fra New York og den nådesløse gentlemand fra Tyskland. Den tredje person, der driver historien, er en sort politibetjen, McClane bliver venner med over radioen. Dette forhold styrker filmen nævneværdigt i sit menneskelige aspekt og hjælper os med at se den menneskelige side af vores actionhelt, som ellers havde stået helt for sig selv.

Når alle eksplosioner og skud er løbet over skærmen, så er man da heller ikke slemt skuffet – jeg ser ikke mig selv som en actionfan, men jeg var faktisk godt underholdt. 4 stjerner.

Over the Hedge (2006)

Over the Hedge, 2006.
Instruktør: Tim Johnson og Karey Kirkpatrick.
Medvirkende: Bruce Willis, Garry Shandling, Steve Carell, Wanda Sykes, Nick Nolte.

For humans, enough is *never* enough! And what do they do with the stuff they don’t eat? They put it in gleaming silver cans, just for us! Da bjørnen Vincent opdager, at RJ har stjålet hans mad, tilbyder RJ at bringe alt maden tilbage til hulen inden en uge – hvis ikke slår Vincent ham ihjel. RJ allierer sig med en dyrefamilie, der vågner op til foråret, og overtaler dem til at hjælpe ham med at stjæle mad fra menneskeverdenen på den anden side af hækken. Det er dog ikke alle mennesker, der finder sig i dette, og snart bliver også en uortodoks skadedyrsbekæmper tilkaldt.

Dreamworks’ Over Hækken har ikke sin styrke i en fantastisk historie og imponerende animation, som det plejer at være tilfældet med Pixar’s film (f.eks. WALL-E, som jeg så for nogle uger siden). I stedet vinder den på at have et stort hjerte, et rigtig sjovt persongalleri – især lo jeg af Steve Carell’s egern, Hammy – og generelt en humor, der efter min mening overgår langt de fleste animationsfilm, jeg har set. Dette spænder fra det i forvejen hyperaktive egerns berøring med sodavand til da dyrene sidder og diskuterer om Dr. Phil (hans navn nævnes ikke, men en parodi stemme spiller tydeligt) overhovedet er en rigtig læge.

Filmen tager en lille smule tid om at komme i gang og de første 10 kedelige minutter med dyrefamilien fik mig til at overveje at gå op på mit værelse og studere, men jeg var glad for at jeg blev, for derefter gik det kun op ad bakke. Forældre vil for øvrigt bifalde dens moralske temaer om familie og solidaritet, og så er det også svært at overse satiren rettet mod velfærdssamfundets frådseri. 4½ stjerner.

You’ve Got Mail (1998)

You’ve Got Mail, 1998.
Instruktør: Nora Ephron.
Medvirkende: Tom Hanks, Meg Ryan, Greg Kinnear.

The odd thing about this form of communication is that you’re more likely to talk about nothing than something. But I just want to say that all this nothing has meant more to me than so many somethings. Joe Fox ejer en stor bogkæde, der flytter ind tæt på en lille bogbutik ejet af Kathleen Kelly. Mens de er rivaler i det virkelige liv, så er de anonyme pennevenner på Internettet. Hadet vokser, men det samme gør kærligheden, indtil de en dag beslutter sig for at mødes.

Der findes mange romantiske komedier derude, men i de senere år har der ikke været mange, der har været lige så intelligente som for eksempel You’ve Got Mail. Hovedpersonerne er på mange punkter så (stereo)typiske og nede på jorden, at man kunne fristes til at kalde dem kedelige, men til gengæld er de begge unaturligt velformulerede, hvilket dog løfter underholdningen, og særligt Meg Ryan har en sød og lidt barnlig charme, der også er ganske fornøjelig. Ideen i sig selv er god, da den både lægger op til en interessant konflikt, og da det skaber muligheden for en masse humoristisk skæbnes-ironi. Slutningen vil formentlig være en lille smule for sentimental for mange, men sådan er genren jo. 4 stjerner.

The Thing (1982)

The Thing, 1982.
Instruktør: John Carpenter.
Medvirkende: Kurt Russell, Wilford Brimley, T.K. Carter.

If I was an imitation, a perfect imitation, how would you know it was really me? En panisk nordmand ankommer til en amerikansk videnskabsbase på Antarktis, da han jagter en løs hund med et gevær. Da amerikanerne tjekker den norske base ud, finder de det ødelagt og tomt, bortset fra nogle meget deforme lig. Snart opdager de, at de har med noget fremmed og farligt at gøre – et væsen fra det ydre rum – som er en trussel mod dem alle. Paranoia eskalerer, da det går op for dem, at de ikke kan stole på selv deres bedste venner.

Når man sætter sig med en gyser fra 1982, så forventer man måske i højere grad at grine end at blive bange. Denne gyser gav mig dog sand mavepine, men samtidig vidste jeg, at jeg måtte se den til ende, da jeg allerede havde investeret i disse hyggelige gutters skæbne. Filmen er fantastisk godt lavet, både når det gælder effekter. Ting havde det med at se mere virkelige ud, når de var lavet af dukker og modeller, end i dag hvor det meste fikses med CGI. Det er ikke svært at forstå, hvorfor folk argumenterer for, at denne gyser er en klassiker på lige fod med Alien, som blev lavet et par år før. 4 stjerner.

(Grunden til at jeg skaffede mig denne film var, at jeg læste, at et afsnit af X-Files var inspireret af den. Afsnittet er fra den første sæson og hedder “Ice“, og det er muligvis det bedste X-Files afsnit, jeg nogensinde har set. Men nok om det.)

WALL-E (2008)

WALL-E, 2008.
Instruktør: Andrew Stanton.
Medvirkende: Fred Willard, Sigourney Weaver, John Ratzenberger.

I don’t wanna survive, I wanna live! WALL-E er en lille oprydningsrobot, der en dag – efter hundreder af års oprydning – møder EVE, som er kommet til jorden på en mission. Dette fører til en rejse tværs gennem galaksen til skibet, hvor den dovne menneskehed venter på, at Jorden igen er klar til beboelse.

Denne lille film er, som det er typisk for PIXAR film, usædvanlig kreativ og godt skruet sammen med en rørende historie, god musik, flotte animationer og en hyldest til livet, alle kan tilslutte sig. Den bliver aldrig kedelig, og det er imponerende, at fortællingen glider så let, når man tager i betragtning, hvor lidt tale der er i filmen. Selv om filmen (især musikken) både synes at hylde E.T., Superman og Rumrejsen 2001, så er historien vældig original. Efter den barnlige Cars, vi så i 2006, var det her det helt rigtige skridt fra PIXAR. 5 stjerner. Havde været fin at se med kæresten også…

In the Valley of Elah (2008)

In the Valley of Elah, 2008.
Instruktør: Paul Haggis.
Medvirkende: Tommy Lee Jones, Charlize Theron, Susan Sarandon, Jason Patric.

[It means] we’re in a whole lot of trouble so come save our asses ’cause we ain’t got a prayer in hell of saving it ourselves. En pensioneret officer, Hank Deerfield (Jones), får et opkald om, at hans søn, der netop er hjemvendt til en militærbase fra 18 måneder i Irak, meldes savnet. Således starter en længere efterforskning, hvor Hank arbejder sammen med en lokal politibetjent (Theron), og mens de kommer nærmere sandheden om, hvad der skete med Mike, går det også lige så stille op for dem, hvad krigen i Irak har af komplikationer for hjemvendende soldater.

Denne film indeholder en præstation af Jones, der er mere tilbagetrukket og følsom, hvor vi normalt er vant til charme og karisma fra hans side. Det er i høj grad hans præstation, der bærer filmen, mens han lige så stille lærer mere og mere om sin søn. Selv om filmen beskæftiger sig med forfærdeligt mord og kriminalitet, så er filmen en meget stille dramafilm, der til tider kan synes langtrukken med sit triste plot. Filmen bliver mere interessant af de politiske undertoner af anti-nationalisme, der skærer tydeligst igennem det sidste kvarters tid. Haggis har med denne film skruet ned på tempoet og indsnævret fokusset til én mand, og det er gjort uden store fejl. Men det er stadig en lang film, og der er ikke substans nok til, at man ville kunne se den mere end én gang. Jeg føler mig derfor gavmild, når jeg giver den 4 stjerner.

Sælges: DVD’er

Køb én eller flere film til 10, 15 eller 20 kroner pr. stk. (se listen). Fragt bliver noget med 20 kroner for en enkelt DVD (og hvis man køber flere, så kan jeg jo sende dem samlet og derved spares lidt). Jeg skal lige ind til posthuset i morgen og tjekke de nøjagtige omkostninger, og så vender jeg tilbage med oplysningerne her.

Hvis du er interesseret, så kommentér på indlægget (og indtast en e-mailadresse, som kun jeg kan se), så kontakter jeg dig. Dette annonceres også andre steder.

Film

10 kr.:

Highlander: Endgame [RT, IMDb]
Metro (Farligere end politiet tillader) [RT, IMDb]
Wedlock [RT, IMDb]
Shadow of Doubt [RT, IMDb]
The Bumblebee flies anyway [RT, IMDb]
The Odyssey (1997) [RT, IMDb]

15 kr.:

Blade II [RT, IMDb]
Generalens Datter [RT, IMDb]
Highlander II [RT, IMDb]
Jurassic Park III [RT, IMDb]
One Hour Photo [RT, IMDb]
Pearl Harbor [RT, IMDb]
Planet of the Apes (2001) [RT, IMDb]
The Life of David Gale [RT, IMDb]

25 kr.:

Batman: Mask of the Phantasm [RT, IMDb]
King Kong (2005) [RT, IMDb]
Strings [RT, IMDb]
The Last Samurai (R1) [RT, IMDb]

50 kr.:

The Unit – Season 1 (uåbnet) [RT, IMDb]

Update: Så er der udsolgt.

Mening: Useriøs journalistik om Bale

En journalist på Politiken, Camilla Høy-Jensen, påstår i en længere online artikel at have mødt Christian Bale og beskriver ham som “eddikesur”. Problemet er, at hun ikke har mødt ham rent personligt, i hvert fald ikke mere end en masse andre, der var til samme pressemøde. Men hun bilder sig ind, at hun havde øjenkontakt og gør det til en sensation:

“Lytter til [Michael Caines] dybe britiske røst, da jeg pludselig mærker noget stirrende og får øjenkontakt med Christian Bale, der sender et dræbende blik i min retning. [...] Han ligner mere den psykopatiske yuppieseriemorder fra ’American Psycho’. Gys.”

Nu er jeg selv Christian Bale-fan, ikke sådan i ekstrem grad, men beundrer da hans arbejde og ejer flere af hans film. Han var god som barn i Steven Spielberg’s Empire of the Sun og som voksen har han leveret virkelig gode præstationer i American Psycho (som nævnt), The Machinist, Equilibrium, Rescue Dawn og 3:10 to Yuma. Der er for mig ingen tvivl om, at det ville være et tab for Hollywood ikke at have Christian Bale.

Manden er tydeligvis introvert af person og skuespiller på trods af berømmelsen. Det må da i sig selv kalde på en vis form for respekt. Ovenpå de sidste dages familieproblemer og dertil hørende presseomtale og æreskrænkelser, så skal man være idiot for at forvente, at Christian Bale er i festhumør.

Artiklen tog min opmærksomhed, da den paranoide journalist påstår at have mødt ham, hvilket tydeligvis er en grim sensationel overdrivelse af, hvad der skete. Jeg er sikker på, at hvis Bale så et billede af Camilla Høy-Jensen i dag, så ville han ikke ane, hvem hun var, eller om han nogensinde havde set hende før. I virkeligheden har Bale nok siddet og stenet i hendes retning, siddende i sin egen verden, som ikke just er fyldt med solskin lige for tiden. Fuldstændig irrationelt har en dansk journalist valgt at tage det personligt. Useriøst.

Brokeback Mountain (2005)

Brokeback Mountain, 2005.
Instruktør: Ang Lee.
Medvirkende: Heath Ledger, Jake Gyllenhaal, Randy Quaid, Michelle Williams, Anne Hathaway.

If you don’t want no more o’ my kids, I’ll be happy to just leave you alone. To unge mænd ansættes til at vogte får ude i den frie natur, hvor de gradvist opsluges af et mystisk begær efter hinanden. Da sommeren er forbi, vender de hver især hjem til deres eget liv med kone/kæreste og børn og ansvar, men begge bliver de ved med at længes efter det, de havde på Brokeback Mountain.

Brokeback er og bliver en af dette årtis mest overvurderede film. Mens den har pæne billeder, rørende og troværdige skuespilpræstationer og god musik, så tynges den af en historie, der er så forkvaklet og umoralsk, at selv homoseksuelle burde krumme tæer over den. For uanset hvad man måtte synes om romancer mellem mænd, så bør homoseksuelle lyster (såvel som heteroseksuelle) aldrig blive en undskyldning for løgn, bedrag, kynisk adfærd og utilstedelig omsorgssvigt.

Kritikere har hyldet filmen med ord om, at “det er en kærlighedshistorie, ikke en bøssekærlighedshistorie,” men der syntes nu aldrig at være særlig meget kærlighed i al lidenskaben. Udenfor teltet og i påklædt tilstand synes de to karakterer aldrig at have meget respekt for hinanden, de skændes og de slås, men holdes ultimativt sammen af deres uslukkelige begær efter hinandens kroppe, som reelt er den eneste mulighed for homoseksuel udfoldelse, de har. Prisen betales af alle andre i deres liv, som de nedprioriterer for dette forholds skyld, og der er aldrig nogen selverkendelse eller anger for deres mange fejl — i stedet behandles de som ofre, der aldrig fik mulighed for virkelig at dyrke deres forhold (sådan permanent).

En kærlighedshistorie mellem to mænd kunne vel have fungeret fint på nogle andre præmisser, men kravene til et moralsk bevidst publikum er simpelthen for store. Det hjælper ikke på vurderingen, at filmen med sit noget enkle plot varer hele 2 timer, fordi den er fyldt med en fuldstændig ligegyldige sidehistorier og kunstneriske grædepauser. Filmen er en prætentiøs hyldest til promiskuøs opførsel og må ses som et forsøg på at retfærdiggøre den umoralske adfærd, den slags resulterer i. 2 stjerner.

(Jeg kan også anbefale denne anmeldelse. Han rammer virkelig plet.)