Lion King (Special Edition) (1994)

Lion King, 1994.
Instruktør: Roger Allers, Rob Minkoff.
Medvirkende: James Earl Jones, Jeremy Irons, Moira Kelly, Nathan Lane, Rowan Atkinson.

Yet, out of the ashes of this tragedy, we shall rise to greet the dawning of a new era… in which lion and hyena come together, in a great and glorious future! En gammel film efterhånden, men ikke desto mindre er det nok stadigvæk den bedste tegnefilm, jeg har set til dato. En Hamlet-lignende fabel i et afrikansk ørkensavanne miljø med eksotiske dyr alle regnbuens farver, hvis musikalske sans i senere år har bragt dem helt til Broadway. Nærmere introduktion bør være overflødig. Rørende historie, god humor, smukke tegninger, rigtig god musik, og for mit vedkommende har den også en nostalgisk værdi. 5 stjerner. (Og så er jeg villig til at se gennem fingre med, hvor den har stjålet sit forlæg fra.)

Napola - Elite für den Führer (2004)

Napola - Elite für den Führer, 2004.
Instruktør: Dennis Gansel.
Medvirkende: Max Riemelt, Tom Schilling.

I 1942 lægger en boksetræner mærke til den fattige Friedrichs store boksetalent og får ham optaget på en meget disciplinær skole, hvor unge mænd uddannes til nazister. Her bliver nationalsocialisme og socialdarwinisme banket ind i de unge sind, der samtidig udfordres til at glemme tillærte værdier som fx medmenneskelighed. Friedrich er optimistisk og glad for de karrieremuligheder, skolen giver ham, men får sig samtidig en ven, Albrecht, der udover at være søn af en højtrangerende soldat, har en indre integritet og menneskelighed, der synes at stride mod skolens normer.

Napola er en beskeden dramafilm, der på fantastisk vis forstår at skildre de etiske dybder i de få personer, historien er centreret om. Den viser individuel menneskelighed, når det ser bedst og værst ud, og den viser endnu en dimension af Anden Verdenskrig og Hitlers regime, der kan være med til at udvide ens historiske horisont. Frem for alt, så er de unge tyske skuespillere branddygtige, ikke mindst Riemelt, der spiller Friedrich. Man vil blive rørt, og nogen vil helt sikkert græde.

Det skal siges, at dette ikke er noget mesterværk, men det er en god historie med forskellige aspekter, der helt sikkert vil tiltale de fleste. På nogle punkter kan den måske godt kritiseres for sin prioritering af hvilke dele af historien, den vil fortælle. F.eks. starter den med at skildre hovedpersonens baggrund og fokuserer lidt på hans far - og derfor kan det virke underligt, at vi ikke ser hans far igen resten af filmen. Og sådan er der flere sidehistorier, der ikke synes at være integreret nok i det større hele, som om den primære historie ikke var stærk nok.

Men for de ustrukturerede mennesker vil det næppe gøre særlig meget. Det er en underholdende og interessant film, meget stemningspræget og med skidegodt skuespil. Og så er det jo i det hele taget godt at se endnu en tysk film om Tysklands mørke fortid - det har jeg stor respekt for. 4 sikre stjerner.

Pirates of the Caribbean - At World’s End (2007)

Pirates of the Caribbean, 2007.
Instruktør: Gore Verbinski.
Medvirkende: Johnny Depp, Orlando Bloom, Keira Knightley.

Why should I sail with any of you? Four of you have tried to kill me in the past, one of you succeeded. Sørøvernes tid er ved at være omme. Captain Jack Sparrow (Depp er et sted, hvor levende normalt ikke har nogen adgang, men under genopstandne Davy Jones’ ledelse sejler William Taylor (Bloom) og Elizabeth (Knightley) ud på en farlig rejse for at få ham tilbage. Imens spekulerer Will over, hvordan han bedst kan få sin far gjort fri af Den Flyvende Hollænders forbandelse - hvis han kan.

Den sidste film i Pirates of the Caribbean-trilogien (som der dog muligvis kommer flere fortsættelser til, at dømme ud fra slutningen og diverse rygter) tager tråden op, præcis hvor Dead Man’s Chest sluttede. Ligesom sin forgænger har den humor og action og flade stereotyper, blandt andet den vattede Will Taylor og den fordrukne, men charmerende Jack Sparrow, der dog fylder knap så meget i denne som i forgængeren.

Filmens største problem er sådan set længden. Ligesom Spider-Man 3 faldt også denne blockbuster i fælden at inkludere flere handlingstråde, end nogen biografgænger kunne overskue. Flere af dem ville man uden problemer kunne skære væk, f.eks. historierne om troldkvinden og Barbossa og Capt Sao Feng (Chow Yun-Fat), og man ville stadigvæk have et nogenlunde fyldigt plot, der i sig selv kunne bære filmen.

Det står klart fra begyndelsen af filmen, at man ønskede at gøre dette kapitel en smule mørkere og i en instans også mere romantisk i forhold til sørøverlivet på havet. Dette er der ikke i sig selv noget i vejen med, men det kan virke som en lidt mærkelig blanding, når man det ene øjeblik er revet med af denne stemning og i det næste udsættes for slap-stick og uoriginale one-liners. Udover disse disney-øjeblikke er actionsekvenserne dog ganske underholdende. Kanoner flyver i alle retninger, og besætningen transporterer sig rundt med reb og svinger sværdene, mens det er vildt uvejr.

Alt i alt en mere underholdende film end 2′eren, men den kunne stadig have lært fra den første films beskedenhed. Filmen er alt for ambitiøs i de historier, den vil fortælle, udover de historier, den forsøger at runde af fra de tidligere film. Resultatet er, at den bliver minimum 40 minutter for lang. Derfor sniger den sig kun lige op på 3 stjerner.

The Shining (1980)

The Shining, 1980.
Instruktør: Stanley Kubrick.
Baseret på bog af: Stephen King.
Medvirkende: Jack Nicholson, Shelley Duvall.

Here’s Johnny! Jack Torrance, hans kone og hans søn passer et hotel i vinterperioden, mens Jack forsøger at skrive sin roman. En kraftig vinterstorm isolerer dem totalt, og sønnen, der har særlige evner til at se glimt af fortiden og fremtiden, fornemmer, at onde kræfter rumsterer på hotellet, og at disse er ved at få magt over hans far, der bliver mere og mere aggressiv.

The Shining er en gyserklassiker. Selv om den er baseret på en bog af Stephen King, så er Kubrick mere interesseret i visuel forførelse end personudvikling og bogens essentielle temaer om vold og afhængighed. Heldigvis var Kubrick netop manden, der forstod at bruge mediet. The Shining kan meget vel være den smukkeste gyserfilm, jeg har set, og 27 år senere er den stadig creepy, selv om den ikke er specielt skræmmende. Særligt kunne jeg godt lide den kreative ide med ofte at filme fra barnets perspektiv, når han kører gennem de store (tomme?) korridorer på det forladte hotel.

Filmen bliver aldrig kedelig, selv om den ellers er lang nok. Det skyldes til dels de flotte billeder, og så naturligvis at Jack Nicholson er så underholdende. Men overbevisende kan man nok ikke kalde ham i denne rolle, hvor han i starten skal forestille at være en almindelig familiefar. Problemet er, at han virkede rimelig skør fra start af, og derfor kommer forvandlingen ikke som det chok, det formodentlig var meningen.

I sidste ende har man set en masse pæne billeder, men til gengæld sidder man med et noget haltende plot med lidt for mange elementer, end Kubrick har kunnet nå at udforske. 3 stjerner.

Shoot ‘Em Up (2007)

Shoot ‘Em Up, 2007.
Instruktør: Michael Davis.
Medvirkende: Clive Owen, Paul Giamatti, Monica Bellucci.

What’s up, Duck? En bums (Owen) sidder og venter på bussen, da en gravid kvinde med veer løber panisk forbi ham. En mand med en pistol stiger ud af bilen, løber efter hende, mens han råber: “Du er død, Kælling!” Bumsen tøver et øjeblik, før han bestemmer sig for at gå ind og tage kampen op. Det bliver starten på en lang affære, hvor han sammen med en prostitueret (Bellucci) forsøger at forsvare en baby mod en sadistisk gangster (Giamatti). Ikke meget historie, men masser af blodig, kreativ og humoristisk action.

Shoot ‘Em Up starter lige på og hårdt, og der går ikke mange minutter efter første actionsekvens er ovre, før den næste begynder. Undervejs fodres man med stupide ordspil og one-liners, man har hørt tusind gange før i utallige andre film. Det gode ved Shoot ‘Em Up er, at det i længden bliver så dårligt, at det nærmest er morsomt, og samtidig kan der ikke herske nogen tvivl om, at det hele er overlagt. Det er faktisk meningen, at der skal være et ton klichéer, for disse er filmens egentlige substans. Det eneste tidspunkt, man kan blive lidt i tvivl om, hvorvidt klichéen er meningen, er i en scene, hvor Belucci forsøger at vise følelser - denne scene erstattes dog hurtigt af en hed elskovsscene, som glider over i mere plat action, og filmen er hurtigt tilgivet.

Filmen vil falde perfekt i nogens smag, mens andre vil sige, at den var spild af tid. Grundlæggende er det et spørgsmål om smag og humør. Men hvad skaberne af denne film har forsøgt at lave, det har de gjort næsten uden fejl: En masse bang-bang krydret godt med Owens kyniske charme, Belluccis osende sexappeal og Giamattis maniske ondskab. Herfra får den ikke mindre end 4 stjerner.

Honey (2003)

Honey, 2003.
Instruktør: Bille Woodruff.
Medvirkende: Jessica Alba, David Moscow, Mekhi Phifer.

Let me tell you something: If you make me miss my hook-up with miss Honey Daniels, I’m gonna barbeque your Big-Bird-looking, Men-In-Black-wannabe, driving Miss Daisy ass! Honey Daniels er bartender, men prøver at bryde igennem som pro danser. Instruktøren Michael Ellis ser hende danse på et diskotek og tilbyder hende et job i musikvideo-industrien. Endelig kører det for Honey, indtil hun opdager, at hendes virkelige drøm ikke er at blive berømt, men at hjælpe børnene “ad gaden” (ud af kriminalitet) ved at få dem til at engagere sig i det, de elsker allerhøjst: At danse.

Jessica Albas bedste rolle til dato er og bliver hendes karakter i tv-serien, Dark Angel, der samtidig var hendes debut. Hun er omtrent så dyb som en pizza, til gengæld har hun en god fysik og et englesødt smil, 2 ting, der bliver denne films redning. Honey har en sød historie (man fristes til at kalde det et eventyr), men der synes ikke at være meget realisme over den. Honey er mere et teaterstykke, måske en musical uden sangere, end det er en egentlig film. Den har nogle gode dance moves, men handlingen er og bliver en tand for triviel. 3 stjerner, fordi jeg er i mit gavmilde hjørne, og fordi jeg kunne lide Missy Elliotts replikker.

Wag the Dog (1997)

Wag the Dog, 1997.
Instruktør: Barry Levinson.
Medvirkende: Dustin Hoffman, Robert De Niro, Anne Heche.

What’s the thing people remember about the Gulf War? A bomb falling down a chimney. Let me tell you something: I was in the building where we filmed that with a 10-inch model made out of Legos. 14 dage op til det amerikanske præsidentvalg, kommer en sexskandale frem i lyset, og præsidenten - som vi aldrig får at se - står til at tabe valget. For at dække over sexskandalen fabrikerer en spindoktor (De Niro) sammen med en producent fra Hollywood (Hoffman) en falsk historie om en krig i Albanien.

Wag the Dog er god politisk satire fra 1997. Der er gået 10 år siden, og i mellemtiden har verden både været i Afghanistan og Irak, og den politiske virkelighed er en anden. Filmens primære påstand om at en regering med ganske få midler kan føre hele den amerikanske nation bag lyset er mindre realistisk i dag, hvor Internettet spiller en større rolle, og hvor medierne (også tv-stationerne) faktisk er med i fronlinjen både i Afghanistan og Irak, takket være mobilkameraer og modigere journalister. Humoren er stadig god, men selve plottet hører til for 10 år siden. Er man opmærksom på dette, så står man dog overfor en rigtig god, tankevækkende og ikke mindst dejlig kynisk oplevelse (sidstnævnte ses især i slutningen).

Jeg nød filmen, men primært på grund af humoren og de kreative twists i handlingen. Karakterne investerer man ikke noget særligt i, da de alle sammen er mere eller mindre karikerede og har et meget koldt forhold til politik og medieverdenen, der gør, at man har svært ved at sympatisere med dem på det seriøse plan. Alt dette taget i betragtning giver jeg den 3 stjerner, også fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke gad se den igen.

4 film om Hannibal Lecter

Den ledeste og mest frygtindgydende skurk i filmhistorien siges af mange at være Hannibal Lecter. Han optrådte første gang i Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) i skikkelse af Anthony Hopkins (Rettelse: Der findes en endnu ældre film om Lecter ved navn Manhunter - har dog ikke set den). Siden da er der blevet lavet hele 3 film, den seneste havde premiere her i 2007 og udkom på DVD for ikke så længe siden. Den rigtige Hannibal er skabt af forfatteren, Thomas Harris. Indtil fornylig havde jeg dog aldrig stiftet bekendskab med nogen af filmene. Det har jeg nu - og det vil jeg gerne sige lidt om her på filmbloggen.

Hannibal Rising, 2007.
Instruktør: Peter Webber.

Denne film er den nyeste i rækken, men er rent kronologisk den første i serien. Den starter under Anden Verdenskrig, da Hannibal er et lille barn. Sammen med sin lillesøster skjuler de sig i en hytte, som bliver invaderet af en række soldater, som i kulden vælger at spise hans lillesøster. Da jeg så filmen, havde jeg intet kendskab til de andre film i genren, men jeg forstår nu, at den satte det samme mål som den nye Star Wars-trilogi - at forklare skurken (Darth Vader / Hannibal Lecter).

Dette klarer den vel ganske udmærket, men spørgsmålet er, om man overhovedet er interesseret i at få ham forklaret, eller om man hellere ønsker at se ham som en gådefuld og mystisk sociopat. Gaspard Ulliel gør det ganske udmærket efter omstændighederne, han er troværdig og vækker følelser, men han er og bliver aldrig Anthony Hopkins’ fortolkning af Lecter-figuren, ikke engang som ung. Filmen foregår i en anden tid og er derfor af en noget andet genre, og fokuset er direkte på Hannibal på en måde, man ikke ser i de andre film. Jeg vil være gavmild og give den 3 stjerner, da den ellers er ret godt lavet.

Red Dragon, 2002.
Instruktør: Brett Ratner.

Man kunne have været i tvivl om, hvorvidt Brett Ratner var den rette instruktør til at instruere den anden Hannibal-film i rækken, når den første havde været sådan en succes, og når Ratner selv var kendt for de useriøse Rush Hour-film. Denne tvivl var dog ubegrundet, da Red Dragon blev en ganske god og underholdende thriller. Rent kronologisk er Red Dragon en prequel til den oprindelige Silence of the Lambs og slutter lige før, Jodie Foster angiveligt skulle komme ind i billedet som Agent Starling (mere om det senere).

Skulle nogen kunne spille op til Hopkins med samme kraft som Foster, så var Edward Norton nok det helt perfekte valg. Som intelligent og sympatisk efterforsker er man med ham lige fra start af, da han sidder på Lecters kontor, før den første store konfrontation. Filmen er flot, og man keder sig ikke. Rent psykologisk og på det intellektuelle plan virker den måske mere overfladisk end Silence of the Lambs, til gengæld er den spændende, og Hopkins er (som altid) i sit es. I øvrigt er Ralph Fiennes med og gør det ganske godt som utilregnelig morder. For den brede publikumsskare er dette muligvis den mest spiselige af de fire film. 4 stjerner.

Silence of the Lambs, 1991.
Instruktør: Jonathan Demme.

Som sagt er dette klassikeren, de andre film forsøger at hamle op med. Vi introduceres for Clarice Starling (spillet af Jodie Foster, inden hun ramte de 30), som er ung og grøn og usikker og næsten FBI-agent. Samtidig introduceres man første gang for Hannibal Lecter og der lægges ikke fingre imellem for at gøre ham til en meget, meget skræmmende mand. Det meste ligger dog i snakken, og hvor filmen ikke er eksplicit, dér er den meget beskrivende i sin dialog og i skuespillet. Taget i betragtning at den blev lavet i 1991 er den en ganske habil thriller, men så skal det heller ikke overdrives.

I forhold til de andre film i serien er den dog lige en tand mere intelligent i sin dialog. Den mystiske Hannibal Lecter, der på én gang synes meget, meget civiliseret, filosofisk og velformuleret, men som på samme tid er verdens mest frygtindgydende kannibal bliver her udforsket i dybden på en måde, som det aldrig vil kunne gøres igen. Dette gøres godt og grundigt i dialogen med Agent Starling, hvor man også har fornøjelsen af at se, hvordan han manipulerer og leger med folk, der har brug for hans hjælp. Dette aspekt af filmen var en udsøgt fornøjelse, men dog ikke nok til at løfte den fra de 4 stjerner efter min mening.

Hannibal, 2001.
Instruktør: Ridley Scott.

Den sidste film, rent kronologisk, var samtidig det første forsøg på at tage den legendariske morder op igen efter næsten 10 års hvile. Ridley Scotts tilgang var modsat de øvrige instruktørers meget mere klam og psykotisk. Billederne er slørede, musikken er irriterende og kameravinklerne er mærkelige, og nogen gange vises ting i slow-motion. Scott forstår at lege med mediet for at give den nye historie om Hannibal en speciel stemning, der på mange måder er stærkere, end man havde indsigt i mediet til at kunne præstere tilbage i 1991. Genren er gået mere over i gyset end i kriminalthrilleren. Filmen er da også mere eksplicit, og man får flere gange set nogle ting, de aldrig ville have vist i Silence of the Lambs.

Jodie Foster er blevet erstattet af Julianne Moore i rollen som Clarice Starling, der nu er erfaren FBI-agent (et godt valg til rollen, nu da Jodie Foster ikke selv tog den). Starlings karriere går dog ned ad bakke efter en mere eller mindre mislykket operation, og Hannibal (som er på fri fod) sender hende et venligt brev. Han render imidlertid rundt i Italien, hvor en gammel politimand genkender ham som én af FBI’s mest efterlyste mænd - og får den ide, at han selv vil fange ham for at indkassere dusøren. Filmens plot og spændingskurven lider lidt under at der er 2 historier, den skal nå at fortælle, og da den ene slutter forstår man dårligt, hvad der er tilbage, før den anden går i gang - og man ærgrer sig over, at den ikke bare sprang til den anden historie med det samme. Opbygningen trækker ned, og Scotts psykotiske tilgang er interresant først, men ikke i længden. 3 stjerner.

The Number 23 (2007)

The Number 23, 2007.
Instruktør: Joel Schumacker.
Medvirkende: Jim Carrey, Agatha Sparrow, Danny Huston.

Twenty-fucking-three! Walther får en bog af sin kone, som introducerer ham for en fyr, der minder frygtelig meget om ham selv - og pludselig opdager Walther, at alle de tal, han beskæftiger sig med til dagligt, i virkeligheden giver 23, hvis man lægger dem rigtigt sammen. Eller 32, som jo er 23 baglæns. Eller 5, som igen er tværsummen af 23. Og derfor får han drømme om at slå sin kone ihjel med køkkenkniven. (Nemlig ja!)

The Number 23 har nok noget af det dårligste plot, jeg nogensinde har set på film. Den er ulogisk hele vejen igennem, lige indtil man når det endelige twist, der i en god thriller ville få det hele til at give mening. Men i denne thriller gør det bare alt rodet endnu værre, og hvad er lige hele fidusen med det nummer, de hele tiden taler om?

Carrey spiller syg i hovedet, og man føler egentlig ikke meget sympati for hans karakter, og da hemmelighederne om ham kommer frem er man faktist praktisk talt bedøvende ligeglad. Birolleindehaveren Sparrow præsterer da også at virke temmelig flad. Derudover, så er begge karakterer mærkelige, da de begge handler spøjst i forhold til, hvad vi får at vide om dem som personer - hermed en tak til det elendige manuskript.

Billedsiden er meget pæn, musikken er middel, men det er ligegyldigt, for underholdningen er i bund, og tankevirksomheden må stå af. 1 stjerne.

Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Harry Potter and the Order of the Phoenix, 2007.
Instruktør: David Yates.
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Michael Gambon, Imelda Staunton.

You may not like him, Minister, but you can’t deny: Dumbledore’s got style. Voldemort er tilbage, stærkere end nogensinde, og har nu også fået magt over Dementorerne. Desværre vil ingen tro på Harry og Dumbledore, mindst af alle Ministeren for Magi, Cornelius Fudge, der af samme årsag sender den ulidelige Dolores Umbridge til Hogwarts for at få orden på sagerne. Hermione overtaler Harry til at undervise uden Umbridge’s vidende, og dermed formes Dumbledore’s Army, en gruppe elever, der ønsker at forberede sig på det uundgåelige opgør mellem de lyse og mørke kræfter.

Som det også har været tilfældet med de tidligere film, så er Order of the Phoenix en fastpaced genfortælling af de vigtigste elementer i bogen. Forklaringerne og alle de ting, der gør historien logisk sammenhængende og dybdegående interessant, er der ikke tid til i en film som denne, hvis man både skal se Dementor-angrebet, Weasley-brødrenes opgør med Hogwarts og den store konfrontation med Voldemort i slutningen af filmen.

Selv Fønixordenen, som bogen bærer titlen efter, er en utrolig kort affære i forhold til, hvor mange kapitler, der var centreret om den i bogen. Fordelen ved filmen er, at den sjældent virker langsommelig og kedelig, men ulempen er, at historien ikke giver mening og efterlader alt for mange ubesvarede spørgsmål. Disse ville man dog kunne finde svar på i bogen, og således må man betragte filmen: Som en reklame for bogen.

Daniel Radcliffe er igen tilbage som Harry Potter. Han er tydeligt for enhver lidt for gammel til rollen, men det affinder man sig hurtigt med. Den femte bogs Harry Potter var et emotionelt belastet pubertetsbarn, der gik amok og skabte sig på de mest upassende tidspunkter. Heldigvis har Yates valgt en mere udholdelig tilgang, hvor Harry Potter er i stand til at reflektere over sin frustration på en moden facon, så vi som biografgængere slipper for at krumme tæer, dels over karakteren og dels over Radcliffes mislykkede forsøg på at spille den. Uden anfaldene spiller han den dog aldeles fremragende.

Rupert Grint og Emma Watson er med undervejs, men har ikke mange replikker i denne film. Ron-figuren har ændret karakter, mindre komisk og mere venskabelig. Hvad Ron mangler i komik udfyldes i stedet af filmens b-skurk, den skrækkelige Umbridge, der portrætteres af Staunton som en lille fin, men småpsykopatisk dame, der elsker paragraffer og hader børn. Gambon, der i tidligere film har skuffet som Dumbledore, fordi han efter alt at dømme ikke fattede karakteren, har nu fundet en bedre og mere passende indgangsvinkel til den omsorgsfulde og vise troldmand.

En lidelse, der naturligis også skal med i denne anmeldelse, er Hollywood-syndromet. Eksempelvis, så slutter romanen i et trist og deprimerende mørke med forventningen om den forfærdelige tid, hele trolmandsverdenen går i møde, nu da Voldemort er stærkere end nogensinde - filmen, derimod, slutter nærmest optimistisk. Stemningen er fuldstændig ulogisk i forhold til de aktuelle forhold på dette tragiske tidspunkt i Harrys liv.

Den femte Harry Potter-film lider desuden under sine utallige løse ender. Yates har nedprioriteret de logiske sammenhænge for at skabe en vild troldmandsfilm med masser af effekter og fart. Som en forsmag på bogen er den fin, men i sig selv vil den formodentlig ikke give meget mening, hvis man ikke har læst bogen.

Men selv med disse alvorlige minusser taget i betragtning, så er underholdningen dog helt i top det meste af filmen, hvorfor den fortjener i hvert fald 4 stjerner.