Drag Me to Hell (2009)

Drag Me to Hell, 2009.
Instruktør: Sam Raimi.
Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long, Lorna Raver.

I desire the SOUL of Christine Brown. We will FEAST upon it while she festers in the grave! Christine arbejder i en bank og giver en dag afslag til en gammel dame, der har brug for et lån, for at kunne blive forfremmet. Damen viser sig at være lidt af en heks og kaster en fæl forbandelse på Christine, der betyder, at hun inden længe vil blive trukket direkte ned i helvede.

Sam Raimi havde sit store gennembrud med den billige gyser, The Evil Dead. Med denne lille gyser leger han igen med dæmoner på en mørk og humoristisk måde. Filmen er jævnt skræmmende med nogle effektive choks, dog går den også af og til lidt over gevind i sin CGI-animation, hvor det ser direkte falsk ud. Som historie er den ikke nødvendigvis konsistent, og der gives kun halve forklaringer på de chokerende ting, hun kommer ud for (til forskel fra “The Ring,” hvor der er et rationale bag de forskellige ting). Skuespillerne giver ganske udmærkede præstationer, og der er mange morsomme øjeblikke undervejs. Slutningen er fremragende. 4 stjerner.

X-Men Origins: Wolverine (2009)

X-Men Origins: Wolverine, 2009.
Instruktør: Gavin Hood.
Medvirkende: Hugh Jackman, Liev Schreiber, Danny Huston.

Wow. Koo-koo-ka-choo got screwed. Logan’s kæreste bliver slået ihjel af Logans bror, Victor, og Logan beslutter sig for at hævne sig. Stryker overtaler ham til at medvirke i et eksperiment, der giver ham et metalskelet, så Logan får lidt stærkere klø’r, end han tidligere har været vant til.

Jeg fangede ikke historien i denne film. Det var ikke, fordi den var indviklet, men store dele af den virkede bare ikke væsentligt. Det handlede først og fremmest om at etablere et fjendskab mellem de to brødre. Dernæst mellem Logan og Stryker. Der skulle så desuden introduceres en masse forskellige personer med forskellige superkræfter, så der kunne laves grundlag for flere actionsekvenser, og dem er der mange af – nogle af dem mere velfungerende end andre.

De to vigtigste relationer i filmen er Logans forhold til hans bror og hans forhold til hans kæreste. Dette er historiens skelet for at bruge en passende metafor – desværre er det ikke metalstærkt. Selv om Liev Schreibers og Hugh Jackmans skuespil ikke fejler noget, så får man aldrig rigtig lejlighed til at se dem være autentiske dramaskuespillere med hinanden. Deres dialog består overvejende af trivielle one-liners (“uhh, shiny”, “look what the cat dragged in”), og det er svært at forstå, hvad det er for et venskab, de skal have forestillet at have mistet, da den ene bror er en skurk på 2D-faconen. Hvad angår Logans lille viv, så er der mere drama i luften – desværre har hun ikke talentet til at bære rollen. At der kommer vand ud af øjnene overbeviser mig ikke om, at du græder, lille ven. Kemien mellem hende og Logan er tæt på ikke-eksisterende.

Derfor er dette en dårlig film. Plottet i sig selv kunne måske godt have været bedre, det kunne også have været værre. Men karaktererne fejler bigtime, og derfor bliver vi aldrig revet med af fortællingen. Det eneste tidspunkt, jeg virkelig følte jeg kunne relatere til én af karaktererne, var da Victor sagde: “Oh, I’m sorry, you must’ve confused me with someone who gives a shit.” 2 stjerner.

(Næh, så er denne lille film langt bedre.)

Blandede film – part one

Her er nogle af de film, jeg så i 2009, som jeg anmeldte på min anden filmblog. For at få denne blog tilbage på sporet vil jeg blot nævne dem kort og uddele et par karakterer.

Toy Story 2
Bedre end den første. Man får større indsigt i både Woody og Buzz Lightyears baggrundshistorier, og så er den jo som alle andre PIXAR-film flot, humoristisk og fyldt med action. 4 stjerner.

The Devil’s Advocate
En film om fristelser (sex, penge og magt), hvor Al Pacino slår sig løs som en værre Satan. Den har en fantastisk finale, især hvis man godt kan lide dialog. 5 stjerner.

Firestarter
Herlig lille 80’er film med Drew Barrymore som barnet, der har det med at sætte ild til ting med tankens kraft. Én af de få vellykkede Stephen King-gysere. 4 stjerner.

Quantum of Solace
Én af de kedeligste James Bond-film, jeg nogensinde har set. Starter fint, men efterhånden savner man noget fylde i form af stærkere karakterer eller humor eller mere velfungerende action, der ikke bare forsøgte på at efterligne Bourne-filmene … 2 stjerner.

Tropic Thunder
Der er meget god humor i denne noget alternative krigskomedie, men den mangler desværre også noget substans (karakterer vi kan sympatisere med) for at kunne fastholde interessen helt. Det er den kunst, Apatow mestrer, som Stiller mangler. 3 stjerner.

The Green Mile
Der er mange grusomme ting i The Green Mile – en anden vellykket Stephen King-film – men filmen slutter alligevel på en positiv node med en vis implicit optimisme og tro på mirakler. Lang, men fascinerende historie. 5 stjerner.

Capote
Hvis ikke denne film havde Philip Seymor Hoffmans stærke præstation at læne sig opad, så er jeg ikke sikker på, jeg havde overlevet dens længde (selv om jeg ikke vil kalde den decideret kedelig). Det er i dens sidste minutter, den taler allerkraftigst, muligvis nogle af de stærkeste scener jeg nogensinde har set. 4 stjerner.

Clerks 2
Kevin Smith har en fin humor, der oftest kommer til udtryk i den sarkastiske dialog, men Clerks 2 kommer aldrig til at stå lige så stærkt som dens forgænger. Især slutningen, der synes at trække ud, trækker filmen ned… 3 stjerner.

Eagle Eye
Magen til hullet og ustimulerende plot samt dårligt skuespil skal man godt nok lede længe efter. Jeg kunne aldrig tage denne film alvorligt, men jeg kunne så heller ikke finde det i mig selv at le af den. 1 stjerne. 

The Curious Case of Benjamin Button
Mange David Fincher-fans var skuffede over denne film, men jeg var mere end godt tilfreds. Fincher er en god historiefortæller, og denne mærkelige historie bliver fortalt på en smuk, elegant og ikke mindst stemningsfuld måde. 5 stjerner.

Taken
Liam Neeson er mere bad-ass end Jason Bourne og Jack Bauer til sammen – ej okay, måske ikke, men han er godt deroppe af – i denne forrygende actionfilm, der tilgengæld mangler samvittighed og ender med at blive over-the-top voldsforherligelse. Historien er heller ikke prangende. 3 stjerner.

The Mist
Til trods for den habile instruktør, der har bragt os The Green Mile og Shawshank Redemption, så formår denne film aldrig helt de ting, den sætter sig for. CGI-monstrene skræmmer ikke. De psykologiske elementer virker forcerede. Slutscenen er dog modig og fortjener al respekt. 2 stjerner.

Det var alt for denne gang.

Dorland Film siger “God Morgen”!

Okay. Jeg indrømmer det. Bloggen her har sovet alt, alt for længe. Det er der bestemte grunde til, men nu vil jeg vække den til live igen. Forklaringen er den, at jeg flyttede mine filmanmeldelser til denne konto:

http://www.pointblog.dk/?go=dfilm

Trist, jeg ved det. Det er en side, hvor man får point ved at skrive blog indlæg og kommentere på andres, osv.. Jeg har tjent mange point derinde og har nu råd til slik eller en DVD eller noget i den retning, hvis jeg skulle ha’ lyst til det. Imidlertid er jeg blevet træt af deres blogging service. Der er for lidt frihed i forhold til udseendet, og det hele stinker i det hele taget bare af kapitalisme.

Så nu kommer jeg tilbage! (Yay!) Jeg indser, jeg måske ikke har særlig mange besøgende her længere, men det gør nu ikke noget. Jeg anmelder film her for egen fornøjelses skyld. Og jeg vil snart bringe et overblik over nogle af de film, jeg har anmeldt inde på den anden blog, som også fortjener en lille plads herinde.

South Park: Bigger, Longer & Uncut (1999)

South Park: Bigger, Longer & Uncut, 1999.
Instruktør: Trey Parker
Medvirkende: Trey Parker, Matt Stone, Mary Kay Bergman, Isaac Hayes.

Son, I have some bad news: We accidently replaced your heart with a baked potato, you have about three seconds to live. Stan, Kyle, Cartman og Kenny tager i biografen og ser den nye canadiske film med Terrence & Philip. Filmen lærer dem at bande, og i vrede får Kyles bitch-mor hele nationen med på at erklære krig mod Canada. I mellemtiden planlægger Satan og hans nye kæreste, Saddam Hussein, at overtage verdensherredømmet.

Her næsten 10 år efter filmens premiere er South Park stadig en populær serie på tv, kendt for at gøre nar af alt og alle. Filmens handling synes på mange måder at handle om sig selv, hvor Terrence & Philip repræsenterer South Park’s to skabere: Matt Stone og Trey Parker, der revolutionerede plat humor ved at putte det ind i en animationsfilm for voksne, som dog naturligvis ville blive set af børn. Hele affæren løftes endda yderligere ved at have fantastisk musik med kreative satiretekster, der mest minder om forskruede Disney ballader — sangen “Blame Canada” blev endda nomineret til en oscar.

Uanset hvor plat historien er, så har filmen da også en handling, hvor de forskellige elementer, der introduceres løbende, viser sig at få betydning for komik og plot senere hen (fx. at Saddam er død, bandeords-mikrochippen og diverse andre ting). Manuskriptet var årsagen til, at South Park stadig huskes som en satireklassiker fra det forrige århundrede, og film som Terkel i knibe (2004) synes blot at være et ekko af, hvad Parker og Stone havde formået med denne film. Lad os håbe på, at deres næste biograffilm i 2011 bliver lige så god, hvis den da bliver til noget. 5 stjerner.

Die Hard (1988)

Die Hard, 1988.
Instruktør: John McTiernan.
Medvirkende: Bruce Willis, Alan Rickman, Reginald VelJohnson.

I 1985 var Arnold Schwarzenegger med i en actionfilm, der hed Commando. Man tog derpå bogen Nothing Lasts Forever af Roderick Thorp og forsøgte at bygge en fortsættelse på plottet i denne bog, som ellers intet med Commando havde at gøre. Schwarzenegger ønskede da heller ikke at medvirke, så man ændrede lidt på manuskriptet og satte Bruce Willis ind i stedet. Det nye projekt fik titlen Die Hard, og det blev en klassiker i actiongenren, og Willis’ actionhelt havde noget, som den pumpede Schwarzenegger ikke havde kunnet give: Almindelighed.

Det er d. 24. december, og John McClane – en strømer fra New York – bliver samlet op af en limousine i Los Angeles’ lufthavn og kørt til sin kones firmajulefest i en skyskraber. Denne bygning overtages af terrorister under ledelse af den onde Hans Gruber (Rickman), men McClane tager kampen op mod terroristerne, mens han forsøger at tilkalde politiet.

Det er en myte, at en god actionfilm afhænger mere af stunts og effekter end af et godt manuskript. Die Hard er godt skrevet. De allermest nødvendige elementer lægges først godt på plads, før terroristerne introduceres. Konfrontationerne mellem disse terrorister og McClane virker aldrig forcerede, og situationerne virker aldrig kunstigt konstruerede. Det er denne troværdighed i selve historien, der gør, at filmen lykkes i så høj grad, som den gør. Dermed skal det ikke påstås, at den ikke er overdrevet, for naturligvis kan ingen mand løbe væk fra skuddene fra et maskingevær – men hvis det ikke lykkedes McClane, så var der jo heller ingen film.

Rickman har en særlig charme som terroristskurk, og hans ondskab er i høj grad med til at bære filmen. Man ser længe frem til konfrontationen mellem den rapkæftede McClane fra New York og den nådesløse gentlemand fra Tyskland. Den tredje person, der driver historien, er en sort politibetjen, McClane bliver venner med over radioen. Dette forhold styrker filmen nævneværdigt i sit menneskelige aspekt og hjælper os med at se den menneskelige side af vores actionhelt, som ellers havde stået helt for sig selv.

Når alle eksplosioner og skud er løbet over skærmen, så er man da heller ikke slemt skuffet – jeg ser ikke mig selv som en actionfan, men jeg var faktisk godt underholdt. 4 stjerner.

Over the Hedge (2006)

Over the Hedge, 2006.
Instruktør: Tim Johnson og Karey Kirkpatrick.
Medvirkende: Bruce Willis, Garry Shandling, Steve Carell, Wanda Sykes, Nick Nolte.

For humans, enough is *never* enough! And what do they do with the stuff they don’t eat? They put it in gleaming silver cans, just for us! Da bjørnen Vincent opdager, at RJ har stjålet hans mad, tilbyder RJ at bringe alt maden tilbage til hulen inden en uge – hvis ikke slår Vincent ham ihjel. RJ allierer sig med en dyrefamilie, der vågner op til foråret, og overtaler dem til at hjælpe ham med at stjæle mad fra menneskeverdenen på den anden side af hækken. Det er dog ikke alle mennesker, der finder sig i dette, og snart bliver også en uortodoks skadedyrsbekæmper tilkaldt.

Dreamworks’ Over Hækken har ikke sin styrke i en fantastisk historie og imponerende animation, som det plejer at være tilfældet med Pixar’s film (f.eks. WALL-E, som jeg så for nogle uger siden). I stedet vinder den på at have et stort hjerte, et rigtig sjovt persongalleri – især lo jeg af Steve Carell’s egern, Hammy – og generelt en humor, der efter min mening overgår langt de fleste animationsfilm, jeg har set. Dette spænder fra det i forvejen hyperaktive egerns berøring med sodavand til da dyrene sidder og diskuterer om Dr. Phil (hans navn nævnes ikke, men en parodi stemme spiller tydeligt) overhovedet er en rigtig læge.

Filmen tager en lille smule tid om at komme i gang og de første 10 kedelige minutter med dyrefamilien fik mig til at overveje at gå op på mit værelse og studere, men jeg var glad for at jeg blev, for derefter gik det kun op ad bakke. Forældre vil for øvrigt bifalde dens moralske temaer om familie og solidaritet, og så er det også svært at overse satiren rettet mod velfærdssamfundets frådseri. 4½ stjerner.

You’ve Got Mail (1998)

You’ve Got Mail, 1998.
Instruktør: Nora Ephron.
Medvirkende: Tom Hanks, Meg Ryan, Greg Kinnear.

The odd thing about this form of communication is that you’re more likely to talk about nothing than something. But I just want to say that all this nothing has meant more to me than so many somethings. Joe Fox ejer en stor bogkæde, der flytter ind tæt på en lille bogbutik ejet af Kathleen Kelly. Mens de er rivaler i det virkelige liv, så er de anonyme pennevenner på Internettet. Hadet vokser, men det samme gør kærligheden, indtil de en dag beslutter sig for at mødes.

Der findes mange romantiske komedier derude, men i de senere år har der ikke været mange, der har været lige så intelligente som for eksempel You’ve Got Mail. Hovedpersonerne er på mange punkter så (stereo)typiske og nede på jorden, at man kunne fristes til at kalde dem kedelige, men til gengæld er de begge unaturligt velformulerede, hvilket dog løfter underholdningen, og særligt Meg Ryan har en sød og lidt barnlig charme, der også er ganske fornøjelig. Ideen i sig selv er god, da den både lægger op til en interessant konflikt, og da det skaber muligheden for en masse humoristisk skæbnes-ironi. Slutningen vil formentlig være en lille smule for sentimental for mange, men sådan er genren jo. 4 stjerner.

The Thing (1982)

The Thing, 1982.
Instruktør: John Carpenter.
Medvirkende: Kurt Russell, Wilford Brimley, T.K. Carter.

If I was an imitation, a perfect imitation, how would you know it was really me? En panisk nordmand ankommer til en amerikansk videnskabsbase på Antarktis, da han jagter en løs hund med et gevær. Da amerikanerne tjekker den norske base ud, finder de det ødelagt og tomt, bortset fra nogle meget deforme lig. Snart opdager de, at de har med noget fremmed og farligt at gøre – et væsen fra det ydre rum – som er en trussel mod dem alle. Paranoia eskalerer, da det går op for dem, at de ikke kan stole på selv deres bedste venner.

Når man sætter sig med en gyser fra 1982, så forventer man måske i højere grad at grine end at blive bange. Denne gyser gav mig dog sand mavepine, men samtidig vidste jeg, at jeg måtte se den til ende, da jeg allerede havde investeret i disse hyggelige gutters skæbne. Filmen er fantastisk godt lavet, både når det gælder effekter. Ting havde det med at se mere virkelige ud, når de var lavet af dukker og modeller, end i dag hvor det meste fikses med CGI. Det er ikke svært at forstå, hvorfor folk argumenterer for, at denne gyser er en klassiker på lige fod med Alien, som blev lavet et par år før. 4 stjerner.

(Grunden til at jeg skaffede mig denne film var, at jeg læste, at et afsnit af X-Files var inspireret af den. Afsnittet er fra den første sæson og hedder “Ice“, og det er muligvis det bedste X-Files afsnit, jeg nogensinde har set. Men nok om det.)

WALL-E (2008)

WALL-E, 2008.
Instruktør: Andrew Stanton.
Medvirkende: Fred Willard, Sigourney Weaver, John Ratzenberger.

I don’t wanna survive, I wanna live! WALL-E er en lille oprydningsrobot, der en dag – efter hundreder af års oprydning – møder EVE, som er kommet til jorden på en mission. Dette fører til en rejse tværs gennem galaksen til skibet, hvor den dovne menneskehed venter på, at Jorden igen er klar til beboelse.

Denne lille film er, som det er typisk for PIXAR film, usædvanlig kreativ og godt skruet sammen med en rørende historie, god musik, flotte animationer og en hyldest til livet, alle kan tilslutte sig. Den bliver aldrig kedelig, og det er imponerende, at fortællingen glider så let, når man tager i betragtning, hvor lidt tale der er i filmen. Selv om filmen (især musikken) både synes at hylde E.T., Superman og Rumrejsen 2001, så er historien vældig original. Efter den barnlige Cars, vi så i 2006, var det her det helt rigtige skridt fra PIXAR. 5 stjerner. Havde været fin at se med kæresten også…