Kommentar: Tjek TV-guiden.

Jeg skal ikke påstå, at jeg sådan generelt er trendsættende eller noget… Men jeg synes, at de film, jeg anmelder her, har det med at dukke op på Tv ganske kort tid efter, at jeg anmelder dem.

For eksempel anmeldte jeg Road to Perdition, det varede ikke særlig mange dage, før de sendte den på (tror det var) TV2. I går sendte de så Beverly Hills Cop, og her til aften slog jeg om på Disney Channel og fandt Treasure Planet, som jeg så i går (den er lige sluttet, og lige nu kører rulleteksterne).

Heldigvis har jeg ikke lige haft investeret i nogen af dem. Beverly Hills Cop var ikke min, Treasure Planet er mine kusiners, og den var desuden langt at foretrække at se på DVD med surround og engelsk tale (ja, hvem vil dog undvære lyden af Niles fra Frasier også kendt som David Hyde Pierce?). Road to Perdition købte jeg så for lææænge siden for en hund i Bilka.

Men altså, hvis du får lyst til at se en af de film, jeg anmelder, så lad være med først at kigge på DVD-markedet. Start med at tjekke en TV-guide, for hvis den er fra før 2003, så viser statistiskken, at der er en vis chance for, at den dukker op. Selv plejer jeg at bruge TV2’s guide. DR har vist også en udmærket guide, men TV2’s er bedre.

The Aviator (2004)

The Aviator, 2004.
Instruktør: Martin Scorsese.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Kate Beckinsale, Cate Blanchett, Alec Baldwin.

Nu ved jeg, hvem Howard Hughes var. Han var en rig fyr, der havde en masse oliepenge, som han brugte på at lave film og flyvemaskiner. Derudover, så havde han en masse damer, og så var han sygelig perfektionistisk, og med mit 11-tal i psykologi spottede jeg allerede ved filmens begyndelse, at han havde noget OCD, som selvfølgelig blev værre, som filmen skrider frem. Udover den viden som filmen nu har givet mig om The Aviator, så gav den mig ikke noget.

Skuespilpræstationerne er gode. DiCaprio er rigtig god, og det er de to damer (Beckinsale og Blanchett) også – jeg genkendte i hvert fald Katharine Hepburn i Blanchetts præstation, og det er store sager, når jeg ikke kan huske at have set en eneste af hendes (Hepburns) film. Det er jo længe siden. Men netop DiCaprio plejer jo at imponere, sidst jeg så ham var i The Basketball Diaries, hvor han var suveræn, men sikke en hård film. Missede dog de første 10 minutter, så valgte ikke at anmelde den her på siden.

Men hvor præstationerne er filmens styrke, så er underholdningsværdien dens absolutte svaghed. Jeg syntes, at den var megakedelig og ufattelig langtrukket, og den eneste grund til at jeg så den færdig var vel, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor ufattelig lang den er, og så det faktum, at den har vundet 5 Oscars. Men som vi jo har erfaret en del gange, så er Oscars sjældent en kvalitetsgaranti, i hvert fald ikke denne gang.

For nylig var jeg så ved at se den anden (eller den første) film, Dicaprio og Scorsese lavede sammen: Gangs of New York. At jeg så ikke fik set mere end 10 minutter af den var, at jeg så opdagede, at den varede hen mod 3 timer, altså at den var så lang, at den ikke kunne være på én DVD. Efter denne langtrukne oplevelse føler jeg ikke større for at se den, heller ikke den næste de laver sammen, som kommer til at hedde The Departed.

Jeg er ikke typen, der skal have action eller stunts eller special effects for at se en film. Men det ville hjælpe på det, hvis ikke filmen varede tre timer, tror jeg. Så vil jeg anbefale denne film? Nej, det er livet simpelthen for kort til, og jeg har hermed gjort dig en tjeneste. Og lad så være med at kigge efter de Academy Awards, de tæller ikke for noget! (lige så meget sagt til mig selv som til dig)

Treasure Planet (2002)

Treasure Planet, 2002.
Instruktører: Ron Clements, John Musker.
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, David Hyde Pierce, Martin Short.
Baseret på bog af Robert Louis Stevenson.

Her i eftermiddags besluttede jeg mig for at gense den sidste og efter min mening stærkt undervurderede tegnefilm fra Walt Disney Pictures. Filmen floppede, og den blev Disney’s tegnestudiers endelige død. Det skyldes dog ikke, at filmen er dårlig eller noget i den stil, men den kom frem på et forkert tidspunkt. Efter Star Wars II, som havde været der få måneder inden, følte biografgængerne nok et mindre behov for actionfyldte rumeventyr, desuden skulle Treasure Planet hamle op med Harry Potter 2 og Lord of the Rings: The Two Towers. Og let’s face it, tegnefilm har ikke haft succes siden The Prince of Egypt, fremtiden ligger i 3D-filmenes hænder.

Det ændrer dog ikke på, at Treasure Planet er en god og vellykket disneyfilm, der har lidt af det hele, og som kan ses af både børn og voksne. Pinligt nok, så er jeg ikke særlig familiær med klassikeren, som filmen er baseret på, men plottet, som denne film præsenterer det, tager jeg hatten af for. Ikke at der er noget nyt i, at der engang var en pirat, som gemte en skat, som man så kunne have lyst til at finde – den del af det er heller ikke det mest interessante ved historien. Det, der gør filmen interessant, er personerne og forholdene, der for en gangs skyld ikke er useriøse og overfladiske som i så mange andre tegnefilm. Selv skurken i historien har en ekstra dimension, hvilket må siges at være noget usædvanligt for en tegnefilm.

At filmen så er en pryd for øjet, at den er meget humoristisk, at den har nogle kreative actionsekvenser, og at lydsiden er helt i orden er naturligvis også medvirkende til, at filmen var en god oplevelse. Måske man hellere skulle have set den end Harry Potter 2 dengang i 2002, men det vidste man jo dårligt nok dengang. Forventningerne var da heller ikke store efter Atlantis, der var både kedelig, dybt uoriginal og uden et spor af følelse.

Dagens pointe på Dorland Film: Treasure Planet kan varmt anbefales.

Kommentar: 20 film i databasen!

Som jeg sagde, da jeg så tilbage på bloggens første 10 film, så vil jeg komme med sådan en kommentar som denne for hver 10. film.

Nr. 11-20 har så været:

Metro (1997)
My Boss’s Daughter (2003)
Mr. & Mrs. Smith (2005)
Beverly Hills Cop (1984)
Basic (2003)
Road to Perdition (2002)
Blade: Trinity (2004)
Napoleon Dynamite (2004)
A Bug’s Life (1998)
The Forgotten (2004)

De første 10 film var generelt bedre, så nu må vi bare krydse fingre for nr. 21-30.

Denne rundes nedtur var Basic, som skuffede mig dybt, ikke mindst på grund af Samuel L. Jackson, som er glimragende skuespiller, og det ellers så gode koncept.

Denne rundes optur var Road to Perdition efterfulgt af den suveræne A Bug’s Life.

Skal jeg levere et overordnet indtryk af de sidste ti film, så vil jeg sige, at det har stået i pistolen og komediens tegn. Det har været komedier, actionfilm og så enkelte mindre vellykkede cocktails af begge dele. Måske det i virkeligheden har været derfor, jeg ikke har haft det så godt med disse film, som jeg havde det med de første 10 – simpelthen fordi det ikke er mine favoritgenrer. Jeg tror dog, det vil fremgå af mine anmeldelser, at det ikke er tilfældet.

Det er lidt pudsigt, at jeg stadig har The Frighteners til gode (og The Wizard of Oz, hvis man tæller den med). Det skyldes, at jeg endnu ikke har haft chancen for at sætte The Frighteners på den computer, jeg har tilkoblet surround sound. Den chance får jeg i weekenden, så må vi se, om jeg griber den. Derudover, så har jeg investeret i Christopher Nolans Insomnia og Brad Andersons The Machinist med Christian Bale i hovedrollen. Så der er lidt at se frem til. Spørgsmålet er så, om de bliver blandt de næste 10 film, men en eller to af dem bliver jo nok.

Metro (1997)

Metro, 1997.
Dansk titel: Farliere end Politiet Tillader.
Instruktør: Thomas Carter.
Medvirkende: Eddie Murphy, Michael Rapaport, Denis Arndt.

Som jeg var inde på, da jeg for nylig kommenterede Beverly Hills Cop (Frækkere end Politiet Tillader), så er Eddie Murphy ikke længere, hvad han har været. Hans position som verdens sjoveste nigga (kærlig ment) er blevet snuppet af Will Smith. Begge har de dog forsøgt at lægge det sjove lidt fra sig ved at gå over til mere seriøse actionfilm. Smith gjorde det med I, Robot, som blev en succes. Murphy gjorde det i denne, som blev en nedtur.

Man kan så sige, at den danske titel absolut heller ikke hjælper på det med sin antydning af, at det her er noget a la Beverly Hills Cop, som levede på Murphys karisma. Denne forventning tørrer måske i høj grad glimmeret af denne film. At den danske titel så heller ikke passer det mindste på historien er så noget andet, jeg kunne kritisere. Måske det er de samme mennesker, der har beskrevet plottet bag på DVD-coveret. Vedkommende har i hvert fald ikke set filmen.

Jeg er ikke så meget til actionfilm. At biler smadres, kvinder skriger, at pistoler affyres, at mænd kaster sig ud fra ting i høj fart … Det fascinerer mig bare ikke i sig selv. Det, jeg selv vil kalde kreative stunts, som man har set det i eksempelvis Indiana Jones, kan dog godt fange min interesse. Det er den slags, hvor Harrison Ford falder ned foran den store varevogn, glider ind under og svinger sig op bag på den og kaprer den. Men den slags alternative, originale indfald ser man ikke i denne film, tværtimod.

Men nu vil jeg så forsøge at sige nogle gode ting om den. Jeg kunne rigtig godt lide de første 12 minutter. Vellykket psychopat de har til at spille skurkerollen (Michael Wincott). Ja, i øvrigt også en sød hund, der er med. Og Murphy’s fritz er for sej. Cool at se en film, hvor mesterens lærling for en gangs skyld ikke er total noob, men tværtimod cool SWAT-fyr med hjernecellerne i behold.

Men så kan jeg vist ikke trække den meget længere. Denne film bidrog mest af alt til min følelse af, at det efterhånden er alt for længe siden jeg sidst så en nogenlunde god film. Men mon ikke jeg kan finde mig en her i weekenden …

My Boss’s Daughter (2003)

My Boss’s Daughter, 2003.
Instruktør: David Zucker.
Medvirkende: Ashton Kutcher, Tara Reid, Terence Stamp.

Det er måske næsten synd at starte dette indlæg med et link til filmens IMDb-profil, hvor brugerne giver den sølle 4,1 ud af 10. Jeg syntes nu ikke, at den var så ringe. Den havde en del gags, som er set før i bedre stil, men Terence Stamp som sygelig perfektionistisk og excentrisk faderfigur til vores alle sammens babe, Tara Reid, det var altså ret skægt, hvis jeg må være så fri. En ugle på stoffer. En skidedum Carmen Electra, der bare går rundt i baggrunden og smadrer ting. En drug dealer, der tisser ud over det hele…

Indrømmet, filmen forsøger at appellere til laveste fællesnævner. Som stupid teenager på 19 år fangede den mig lige i det rette humør her til aften – og i det rette selskab. Det var meget sjovt, og jeg holdt hurtigt op med at hænge mig i detaljerne, der alligevel ikke betød noget særligt. Det svarer vel lidt til, at man en nat føler for at smide tøjet og løbe skrigende om huset (som jeg dog ik har gjort, men trangen melder sig af og til, don’t tell my shrink).

Men ellers er der nok ikke så meget at sige. You get the (motion) picture. Jeg ser dog frem til næste gang, jeg får lov at se Ashton Kutcher i en seriøs hovedrolle som i The Butterfly Effect, hvor han virkelig rev benene væk under mig. Desværre må vi nok tage til takke foreløbig med hans små, barnlige gak-komedier.

Mr. & Mrs. Smith (2005)

Mr. & Mrs. Smith, 2005.
Instruktør: Doug Liman.
Medvirkende: Brad Pitt, Angelina Jolie, Vince Vaughn.

Dette er en af den slags film, som næsten alle kan se med på. Der er lidt skyderi og Angelina Jolie til fyrene, lidt Brad Pitt og romance til pigerne. Så er der i øvrigt en smule humor, repræsenteret ved Vince Vaughn fra Dodgeball og Wedding Crashers. Brad Pitt er en drengerøv, fyre kan identificere sig med. Og Angelina Jolie har den girl-power, alle piger så gerne vil have, men som ingen har. Dette er altså en oplagt date-movie, og den solgte efter sigende også meget godt. Til gengæld så har den ikke så meget andet at byde på end det, hverken originalitet, plot eller et særlig interessant tema.

Okay, den har et sjovt koncept. Det er da ganske komisk at to lejemordere er gift med hinanden uden at vide, at de hver især er lejemordere, der arbejder for to rivaliserende virksomheder, og at de så lige pludselig står overfor at skulle udrydde hinanden. Dermed ligger landet parat til en masse jokes om ægteskab. Men rigtig sygeligt sjov synes jeg egentlig ikke den blev. Der var så også nogle tidspunkter, hvor den ikke skulle være det, men hvor den forsøgte at glide lidt over i romance/drama, men hvad det helt præcist skulle til for, forstår jeg ikke. Enten er det “sjovt” eller også er det dramatisk, da vel ikke begge dele?

Jeg havde bestemt mig for at se den, dels fordi så mange andre har set den, og fordi visse typer synes, dels på grund af Angelina Jolie, som jo er en vanvittig talentfuld skuespillerinde (mærk ironien). Der var da også en lille sekvens specielt dedikeret til os fyre, hvor hun går rundt i stramt læderkorset med pisk i hånden og tirrer en temmelig ynkelig fyr. Filmens højdepunkt var dog nok, da hun skulle holde en baby, hvilket er særlig morsomt, fordi Jolie har gjort sig kendt på at adoptere alverdens unger fra den tredje verden.

Filmen deler stort set genre med Ocean’s Eleven fra 2001 (har ik set den gamle version). Den er tilsvarende overfladisk, sjov og romantisk, og de fleste vil kunne se den uden de store problemer, da der nok skal være et eller andet ved den, man bryder sig om. Både O11 og denne har været feriefilm for Brad Pitt’s vedkommende, da hans roller ikke har været det mindste sofistikerede i forhold til, hvad man har set i film som 12 Monkeys, Seven Years in Tibet og (måske, kun fordom) Troy, hvor han har været fabelagtig. Man skal altså ikke forvente at se noget a la The Bourne Identity, som Doug Liman også stod bag.

Vil jeg anbefale den? Da jeg ikke deler stjerner ud, vil jeg sige det sådan her: Den er ikke værd at købe, den er ikke værd at leje, men den er da værd at se hos en kammerat, hvis da ikke man har planlagt noget særligt. Men husk at have popcorn eller andre snacks til – og sodavand. Det kan nemlig forbedre enhver film (med undtagelse af The Passion of the Christ og nogle få andre).

Beverly Hills Cop (1984)

Beverly Hills Cop, 1984.
Instruktør: Martin Brest.
Medvirkende: Eddie Murphy (og nogle andre…)

En gammel og harmløs film om en Detroit-strømer (Murphy), der tager på ferie i Beverly Hills for at undersøge en sag (som han egentlig ikke er sat på). Der støder han så på de uskyldige og uplettede Beverly Hills-strømere, som gør alt efter bogen, hvilket man jo naturligvis ikke når nogen vegne med.

De første 20 minutter var kedelige. Filmen var alt for længe om at komme i gang. Det skal vist forestille at være en overraskelse, at han er strømer, da han i de første par minutter er undercover. Mærkelig lille finte, vi har jo set coveret. Den er ikke hamrende sjov, men Eddie Murphy er selvfølgelig charmerende. Vi holder jo næsten alle af at se på den lalleglade evigplaprende nigga – her kærlig ment, selv om det er et fy-fy ord.

En del af humoren var nok sjovere for 20 år siden. Let’s face it, filmen er fra 1984, og vi befinder os i 2006, hvor der stilles helt andre krav til både action, humor og skuespil. Dengang kunne det måske imponere bare at se en masse biler blive smadret, som det sker i filmens begyndelse. I dag er vi så vant til biler, der bliver flade, at det ikke gør noget indtryk, og derfor virker introduktionen ikke som den icebreaker, den er ment til.

Historien og konceptet er udmærket, også i dag. Ideen om hvordan strømerne er så pussenussesøde og ordentlige i Beverly Hills i forhold til Detroit er sjov og værd at spille på. Vitserne er lidt for åbenlyse, du regner pointen ud, inden den kommer. På en måde er det lidt som at se Gøg og Gokke, som man også grinede af engang. Gokke fik måske en kage i hovedet eller Gøg faldt gennem et hul i jorden, og så grinede alle, og så knækkede filmstrimlen. Min lille pointe er, at humor ændrer sig med tiden, og derfor vil denne film ikke appellere til komediegængerne i dag, højst børnene. Hvorfor tror du ellers, Eddie Murphy kun laver børnefilm nu omstunder? Bare se Daddy Day Care, Pluto Nash og Dr. Dolittle 1 og 2. Svar: Fordi i dag synes stort set kun børn, at manden er sjov.

Så hvis du føler for lige at se Beverly Hills Cop (dansk titel: “Frækkere end politiet tillader”), så se den med naboens eller konens børn. Strippersekvensen tager de heller ikke stort skade af, men sig beep, hver gang du hører F-ordet.

Basic (2003)

Basic, 2003.
Instruktør: John McTiernan.
Medvirkende: John Travolta, Connie Nielsen, Samuel L. Jackson.

Lad mig her citere de kloge ord fra Secret Window: “It’s all about the ending.” Basic er ingen undtagelse, og jeg kunne ikke lade være med at grådgrine (en blanding af at græde og le), da jeg kom ind på IMDb og så brugerkommentaren til denne film: “Basically bad ending” Det er selvfølgelig komisk, for det må være præcis, hvad (næsten) alle tænker, når de ser filmen, men det er så også tragisk, at en film med et fedt koncept, som før er set, og som har båret god frugt (A Few Good Men eksempelvis), på den måde kaster alt overbord og skider på det hele de sidste fem minutter. Men det var nok bare de eneste kort, de havde tilbage på hånden, da de skulle finde på en slutning, der kunne få hele kabalen til at gå op.

Dialogen i filmen fungerer ikke. Det virker kunstigt og akavet. De mange replikker, der tilsammen udgør samtaler, bør glide sammen i et vist mønster, så de danner en overordnet naturlig dialog. Det sker bare ikke i denne film, hvor den ene mislykkede vits sluger den anden. Jeg spekulerede også længe på, hvem det irriterende kvindemenneske, de har sat til at spille hovedrollen, var – og om de mener seriøst, at hun er hot? Så opdagede jeg for et øjeblik siden (efter filmen), at hun er den danske Connie Nielsen, alle snakker om. Faktum: Bad actress.

Derudover skal det siges, at filmen er underholdende, fordi folk råber op og skaber sig i den. De mange twists i plottet virker dog ikke. Det er ikke sjovt at blive overrasket, hvis man hele tiden sidder og venter på at blive det. Man er klar til at springe væk fra tæppet, før det bliver revet væk. Hvis du har svært ved at følge historien, så er det intet under, for 99% af den passer alligevel ikke, hvilket er den store overraskelse (jeps, dagens spoiler). Det gør den uinteressant og hvem ved, måske vi skal tolke det som et ynkeligt forsøg på at sætte hjernecellerne i omdrejninger?

Hvis du ikke har fanget min pointe, så er den: Undgå denne intetsigende lortefilm og pris dig lykkelig, at du har læst denne advarsel. Der er meget andet underholdende, intetsigende materiale derude, som du vil være bedre tjent med, f.eks. Stephen King-filmatiseringen IT, som lige springer frem i min erindring, da den på samme måde har en masse detaljer undervejs, som ingen betydning har whatsoever.

Road to Perdition (2002)

Road to Perdition, 2002.
Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Tom Hanks, Paul Newman, Daniel Craig, Jude Law, Tyler Hoechlin.
Original Music: Thomas Newman.

Road to Perdition er ikke noget mesterværk. Den har dog nogle væsentlige æstetiske styrker som musikken og cinematografien, der er uovertruffen og efter min mening løfter Road to Perdition op på et helt specielt stadium. Billederne er ikke nødvendigvis smukke, men dog stemningssættende og ideelle til den mørke og dramatiske historie, som dette er. Filmen ligner på dette punkt et mesterværk og kan godt få en til at undre sig over, at den ikke slog hårdere igennem. På mange punkter ville jeg elske at skulle få til opgave at analysere og fortolke denne film, for der er så mange detaljer og interessante elementer, man kan sætte sin finger på.

Desværre, så går den væsentligt ned på nogle meget vigtige punkt, og det er starten og slutningen. En fortælling som denne kan ikke bare sættes i gang og afsluttes, og det er derfor oplagt at gøre det til en rammefortælling. Men her går filmen så ned ved at tage udgangspunkt i Michael Sullivan Jr. (Tyler Hoechlin) og gøre ham til en slags fortæller, der åbner og lukker plottet med udgangspunkt i sin far. En ting var, at “This is our story…” lød ufattelig uoriginalt, men også det, at filmen synes alt for objektiv i sin skildring til, at det føles rigtigt, når det hele lukkes af med nogen afsluttende kommentarer fra Michael Sullivan Jr.. Der er simpelthen alt for store og for væsentlige dele af historien, man får fortalt, som han umuligt kan have nogen viden om. Måske jeg gør det til større sag, end det er, men netop fordi det går ud over både start og slutning, der som regel bærer en histories pointer eller på en eller anden måde sætter det i perspektiv, så synes jeg, filmen går temmelig meget ned på det. Der var fjeren i Forrest Gump langt at foretrække.

Trods dette er fortællingen både interessant og rørende. Som Politiken siger bag på coveret, så deler filmen med sin vægt på det dramatiske familiedrama tema med The Godfather. Det, der især er fokus på i denne historie, er forholdet mellem en fader og en søn, dels Michael Sullivan (Tom Hanks) og hans søn Michael Sullivan Jr. (Tyler Hoechlin), men også den store mafiakanon John Rooney (Paul Newman) og hans søn Connor Rooney (Connor Rooney). Det er to meget interessante forhold, der her dyrkes, og som en sideløbende historie, der lige løfter spændingen har vi så den excentriske lejemorder, Harlen Maguire (Jude Law i en af hans gode roller).

Det er alt i alt en rigtig god, om end en tragisk film. The Godfather, der på IMDb nu står som brugernes yndlingsfilm nr. 1, overgår den naturligvis langt i historie og fortællemåde, men de flester Godfather-fans vil nok også synes godt om denne. I øvrigt kan jeg tilføje, at Sam Mendes er aktuel med filmen, Jarhead, som jeg personligt godt kunne tænke mig at se…