The Name of the Rose (1986)

The Name of the Rose, 1986.
Instruktør: Jean-Jacques Annaud.
Medvirkende: Sean Connery, Christian Slater, Ron Perlman, F. Murray Abraham.

William of Baskerville (Connery) ankommer til et kloster med sin lærling, Adso of Melk (Slater). Stemningen er tung i klosteret, én af deres brødre har angiveligt lige begået selvmord, men efterhånden dukker flere lig op, og det tyder på, at der i klosteret må være en morder på spil, og William giver sig til at undersøge sagen, da han støder på en pukkelrygget munk (Perlman), der taler nonsens, og da de får selskab af et gammelt bekendtskab, nemlig en inkvisitør ved navn Bernado Gui (F. Murray).

Rosens Navn er først og fremmest en middelalderkrimi, som berører en række temaer, bl.a. religiøsitet kontra oplysning og kærlighed. Sean Connery spiller som så ofte før den rolige bedstefar med den store indsigt, dog også med evnen til at hæve stemmen og se de humoristiske sider af sagen. Han synes dog ikke at besidde den arrogance, han hele tiden antydes at besidde, men måske de med arrogance blot hentyder til hans fornuftsbaserede tilgang til mordsagerne. Slater derimod var dengang en ringe skuespiller. Han overspiller sin rolle i en sådan grad, at det faktisk distraherer. Jeg tager dog hatten af for Perlman som vanvittig monsterfyr og F. Murray som en ond og bitter katolik.

Jeg så denne DVD på min stationære computer, hvortil jeg har sluttet 5 højtalere og en subwoofer, og jeg må sige, at det bestemt gjorde det til en seværdig oplevelse. Den middelalderlige musik har et præg af mystik og uhygge trods sin enkelthed, og stemningen er lagt uden fejl, når man hører lyden af kærrer og klokker og talende folk foran sig, bag sig, til højre og til venstre. Et rigtig godt lydspor, som man må have forbedret, da den slags vist ikke lavedes sådan tilbage i 1986. Annaud siger da også i ekstramaterialet, at det er 18-19 år siden han lavede filmen. DVD-versionen er en god opgradering, en slags special edition af den originale film.

Jeg vil anbefale denne film til folk, der kan lide middelalderen, når den portrætteres med stor realisme. Der er næsten ingen vold eller action i filmen, den lever mest på sin hemmelighedsfulde historie, som afdækkes lidt efter lidt som enhver anden krimi. Der er dog en enkel lidenskabelig scene mellem mand og kvinde, hvis det kunne have nogen interesse. Ellers kan man spole uden at det går ud over historien.

A History of Violence (2005)

A History of Violence, 2005.
Instruktør: David Cronenberg.
Baseret på roman af John Wagner og Vince Locke.
Medvirkende: Maria Bello, Viggo Mortensen, Ed Harris, William Hurt, Ashton Holmes.

There are no such thing as monsters. En ganske almindelig familie bestående af en lille datter, en teenage søn, en køn mor (Bello) og så den venlige og anonyme fader, Tom Stall (Mortensen), der ejer et lille cafeteria. Men måske tingene ikke er helt, som de ser ud. Efter at have fået sit ansigt i aviserne, dukker en fremmed mand med jakkesæt og solbriller (Harris) op i det lille cafeteria og indikerer, at Tom ikke er Tom, men i virkeligheden Joey. Sideløbende kører historien om Toms søn, Jack, der i skolen forfølges af et konfliktsøgende møghoved.

Temaet om vores indre uhyrer er spændende. Mest kendte roman over dette tema er nok “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som der findes en del filmfortolkninger af. Mere moderne udgave over et lignende koncept, dog med et tydeligt marvel comic-præg, har vi den fantastiske Hulk. Dog skal det ikke forstås på den måde, at A History of Violence er en historie om folk, der forhandler sig til uhyrer i nogen bogstavelig forstand, det handler nærmere om en usynlig forvandling. History of Violence handler altså om et menneskes skyggesider, de sider han måske ikke selv kender til eller vil kendes ved. I denne sammenhæng kan man måske drage parrallel til Shakespeares Macbeth eller William Golding’s Lord of the Flies – eller måske Anakin Skywalker’s identitetskrise i Star Wars III, som dog ikke præsterer at gå i den psykologiske dybde.

Selv om temaet i A History of Violence er en velvalgt indfaldsvinkel til historien og i sig selv gør den noget stille beretning interessant, så kunne man måske godt have ønsket sig, at den fik filosoferet lidt dybere over emnet. Viggo Mortensen er et kendt navn herhjemme, men det skyldes nok i højere grad hans danskhed end hans talent. I Ringenes Herre (1,2,3) virkede han måske majestætisk, men i denne rolle fandt jeg ham personligt både kedelig og utiltalende og ikke halvt så mob-agtig, som det nok var meningen. Maria Bello, som jeg husker vældig godt fra Secret Window, spiller dog ganske udmærket. Ed Harris falder let ind i den rolle, som han har spillet i mange andre film. Filmens bedste præstation leveres efter min mening af sønnen, spillet af Ashton Holmes.

A History of Violence er en interessant fortælling om menneskets skyggesider og om identitet, som jeg godt kan anbefale, medmindre man har en tendens til at falde i søvn under film. Den holder dig ikke i et jerngreb på den måde, men handlingen udfolder sig langsomt og velfortalt. Den er flot filmet, god lyd (dog ganske stille) og har i øvrigt alle de formelle kvaliteter i orden, jeg kunne dog godt have undværet den første sexscene, som synes ret uvæsentlig for historien, hvor den næste derimod synes at spille en væsentlig rolle i det psykologiske spil. Men altså i det store hele en ganske udmærket film.

Luther (2003)

Luther, 2003.
Instruktør: Eric Till.
Medvirkende: Joseph Fiennes, Jonathan Firth, Afred Molina.

To go against conscience is neither right nor safe. I cannot and I will not recant. Here I stand. I can do no other. God help me. Historien om Martin Luther er i protestantiske øjne historien om, hvordan Europa lige pludselig genopdagede Guds barmhjertighed. For de ikke-troende er det historien, om hvordan en religiøs fanatiker modvirkede den dominerende gejstlighed, bl.a. til fordel for tysk som et skriftsprog. Fra et kristent perspektiv som mit eget, så er Luther en fremragende og interessant film, der forstår at skildre baggrunden for reformationen på et spændende og forståeligt plan.

Jeg var ellers ikke den store fan af Joseph Fiennes, faktisk har jeg fundet ham temmelig frastødende på grund af hans rolle i den meningsforladte og noget pornografiske Killing me softly. I Luther spiller han dog fremragende, og intet mindre kan gøre det i denne rolle som et dybt gudfrygtigt menneske, der i sit kammer slås med Djævelen og i folks påhør på karismatisk vis forsvarer sine protestantiske synspunker. Det er en krævende part, man har givet ham, og han udfylder den med stil og genvinder dermed min respekt. Desværre har jeg ikke set ham i særlig mange andre film. Molina, som nok er filmens kendte navn, udfylder rollen som Johann Tetzel, der repræsenterer middelalderens katolske kirke fra sin værste side, netop som pengemaskine – i en sådan grad at man kommer til at tænke på Scientology.

Martin Luther er en psykologisk og mildt teologisk drama, som nok i stigende grad appellerer til troende. Jeg har ikke det store kendskab til den historiske Luther og de egentlige begivenheder omkring reformationen, men fra mit synspunkt virkede den realistisk og heldigvis ikke påvirket af Hollywood, som man kunne have frygtet. Dens stille og rolige afslutning kan virke som et antiklimaks for den seer, som håber på at se Luther forsvare sine synspunkter fra et stort bål. Det havde sikkert været spændende, dog ikke historisk korrekt. Vil anbefale den til alle, også katolikker.

Kommentar: 60 film set og anmeldt.

Så er vi oppe på de 60. Faktisk har jeg allerede set 61, men den anmeldelse kommer senere. Vil du se oversigterne over de første 50 film, så kig i menuen til højre. Kan du ikke se dem, så klik på overskriften Dorland Film (eller her) og kig så igen. De burde være der. Her følger nr. 51-60.

60. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
59. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
58. Signs (2002)
57. Anywhere But Here (1999)
56. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
55. Fahrenheit 9/11 (2004)
54. Jerry Maguire (1996)
53. The Devil’s Own (1997)
52. K-PAX (2001)
51. The Believer (2001)

Rundens store optur var denne gang Kill Bill-sagaen. Det er svært at skille dem ad i volumes, for de hører jo unægteligt sammen som én historie. Der var dog mange værdige rivaler i denne omgang, faktisk har alle alle film pånær The Devil’s Own (og Anywhere But Here) haft nogle væsentlige styrker, og jeg har været heldig med, hvilke film jeg havde at vælge imellem i denne omgang.

Rundens store nedtur er så som antydet The Devil’s Own. En utroværdig, overfladisk og ganske uoriginal skildring af en IRA terrorist, der bor hos en politibetjent i USA, mens han forsøger at skaffe våben hjem til Irland. Fy da, føj da, den film kunne jeg godt have været foruden set i bakspejlet! Lige over The Devil’s Own har vi så den kedelige Anywhere But Here, som måske ikke er en dårlig film, men heller ikke decideret ophidsende på nogen måde.

Her er så et par af de mindre seriøste kåringer. Rundens hjertesuk var Jerry Maguire, der i en Tom Cruise-manifestation sagde ordene, you complete me… suk, bank bank… bank bank… Rundens AAAAARGH!!! var i K-PAX til havefesten ved sprinklerne (og så vil jeg ikke spoile mere). Rundens LOL var i Fahrenheit 9/11, da det gik op for mig, at George Bush ikke ville forlade gruppen af børn i børnehaven, bare fordi USA var under angreb.

I fremtiden kan man vente sig det sædvanlige, det vil sige Rosens Navn og Anklaget. Ellers er jeg ved at løbe lidt tør for titler, dog har min klassekammerat midlertidig lånt mig White Noise med stenfacaden, Michael Keaton og Ridley Scott’s Kingdom of Heaven med elverdrengen, Orlando Bloom, og Herr Schindler, Liam Neeson. Og så har vi filmen om Martin Luther med Joseph Fiennes i hovedrollen, som jeg allerede har set, og som man derfor kan forvente en anmeldelse af snarligst. En anden anmeldelse, jeg også næsten har klar, er A History of Violence. Har nogen et forslag til en film, jeg skal forsøge at skaffe, så er jeg åben for forslag.

Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

Eternal Sunshine of the Spotless Mind, 2004.
Instruktør: Michel Gondry.
Medvirkende: Jim Carrey, Kate Winslet, Mark Ruffalo, Elijah Wood, Kirsten Dunst.

Eternal Sunshine kan, når handlingen først går i gang, næsten ligne en musikvideo. Billedet skifter konstant, og det kommer til at virke rodet, sådan som tid og sted og tilstedeværende hele tiden skifter. Det er dog intet minus, for netop sådan ser det ud, når man har sagt ja til et meget usædvandligt indgreb, der består i at slette udvalgte minder. I dette tilfælde vælger Joel at slette alle minder om sin kæreste, Clementine, fordi deres forhold gik i stykker. Men mens minderne slettes, genopleves de, one by one, det sidste minde først, og deres første minde sidst…

For en gangs skyld ser man en intelligent romantisk film, der ikke kun appellerer til dem, der tror på den irrationelle, men fortryllende forelskelse. Denne film er desuden henvendt til dem, der gerne vil have en film, som kan sætte tankerne i gang. Jeg har set den to gange, og jeg skal gerne indrømme, at mange ting må have undgået min opmærksomhed første gang, men det har blot gjort oplevelsen meget bedre. Hvis du nogensinde står med din partner og skal vælge mellem Titanic, Finding Neverland og Eternal Sunshine, så gå med den sidste. Den er for det første den mest romantiske, så damen i forholdet bliver ikke skuffet. Derudover, så er den som sagt meget begavet og her og der også meget morsom, selv om Jim Carrey for endnu en gangs skyld ikke er en total wacko.

Eternal Sunshine er en smuk og rørende fortælling, der er fantastisk filmet, den har fede special effects, som ikke er lavet på computer, og musikken og stilheden sætter stemningen, der sikrer, at man kan leve sig ind i historien og karakterernes situationer. Endnu en gang får vi slået fast, at Elijah Wood ikke er menneske, men et sært lille væsen, og Kirsten Dunst passer med sit manglende talent også fint ind i rollen som “just a stupid girl”. Er ikke familiær med Mark Ruffalo, men han gør udfylder rollen som Stan upåklageligt. Dunst og Wood er ikke nødvendige medspillere, man kunne have brugt mange andre til deres små biroller, men de pyntede nok på plakaten.

Jeg kan hermed anbefale denne film til alle romantikere og folk, der godt kan lide film, man lige skal tænke lidt over. Dermed rammer jeg en bred vifte, og det er der jo ikke noget at sige til. Filmen solgte vist ganske godt.

Kill Bill: Vol. 2 (2004)

Kill Bill: Vol. 2, 2004.
Instruktør: Quentin Tarantino.
Medvirkende: Uma Thurman, David Carradine, Michael Madsen, Daryl Hannah.

That woman deserves her revenge… and we deserve to die. But then again, so does she. Den direkte fortsættelse til Kill Bill: Vol. 1 er ikke nær så blodig som den første. Der er færre kampe, og der bruges mere tid på at skildre baggrunden for den hævngerrige The Bride og hendes fjender, ikke mindst Bill, hvis ansigt man ikke engang fik at se i den første, men som nu optræder som en venlig og omsorgsfuld biperson i hendes flash backs. Tarantino siger i baggrundsmaterialet: “Vol. 1 stiller spørgsmålene, Vol. 2 leverer svarene.” Og det er sandt, sådan bør man se på Kill Bill.

Måske det vil skuffe nogen, at der ikke er nær så meget blodsprøjt i 2′eren. Efter min mening holder den dog helt klart spændingen, selv om konfrontationerne i denne fortsættelse har det med at ende meget mere brat. Hovedvægten er nu lagt på historien, som fortælles med humor i den originale Kill Bill-stil, som låner fra gamle asiatiske slåsfilm og platte animeserier, men som alligevel kan røre ens hjerte, ikke mindst med Uma Thurman i hovedrollen. I denne film er hun ikke alene den seje bitch, der giver alle røv, hun viser også en anden side, der bestemt er nødvendig, hvis filmen ikke bare skal være et underholdende, men overfladisk flip.

Kill Bill: Vol. 2 kan anbefales dem, som var vilde med Vol. 1, og som gerne ser urealistiske film med gode historier. Quentin Tarantino har sin egen lille fanskare, som han har fået med film som Pulp Fiction (nomineret til 7 oscars, vandt én), Reservoir Dogs og Jackie Brown. Jeg har ikke set nogen af dem, og biograftrailerne har ikke lokket mig, men kan man lide dem, så er det måske på tide at se Kill Bill.

Signs (2002)

Signs, 2002.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Medvirkende: Mel Gibson, Joaquin Phoenix, Cherry Jones, M. Night Shyamalan.

Is it possible that there are no coincidences? Graham Hess (Gibson) kaldes stadig Fader i det lille lokalsamfund. Siden konens pludselige død har han dog sat spørgsmålstegn ved sin tro og er derfor ikke længere præst, blot en omsorgsfuld far til to små børn, der en morgen opdager noget sært. Nogen har lavet store aftegninger i marken ved at lægge kornet ned. Deres hund opfører sig også mærkeligt. Datteren har et drikkeproblem. Og Grahams bror, Merrill, er historiens troende.

M. Night Shyamalan er nok en af de mest kreative historieskrivere, der får lov at brede vingerne ud i Hollywood. Selv om Signs er uegnet for mindre børn, så spiller den absolut mest på den pirrende stilhed og seerens forestillingsevne og nysgerrighed. I forhold til The Sixth Sense er den en sød, lille familiefilm. I øvrigt skal det nævnes, at den er hylende morsom. Man tror det ikke, før man ser den, for det var ikke det, den forsøgte at sælge sig på, men undervejs opstår der flere dybt komiske situationer, der får brystet til at hoppe.

Historien er lidt småfilosofisk. Budskabet finder jeg naivt, men det står jo til fri diskussion. Frem for alt, så er den underholdende, dog ikke med det fantastiske twist, der gjorde The Village (se også min anmeldelse) til en fantastisk film. Phoenix er omtrent lige så kedelig i den her som i Village, hvilket nok primært skyldes hans roller, men Gibson gør et rigtig godt job. Jeg er ikke meget for, at instruktører påtager sig vigtige roller i deres egne film, men det gik da nogenlunde problemfrit i denne, så også et lille klap for Shyamalan i rollen som Ray. En underholdende film, som klart kan anbefales stort set alle. Børn kan efter min mening godt se med, hvis de ikke er ualmindelig sarte (men det er de jo ikke i dag, vi undervurderer dem).

Anywhere But Here (1999)

Anywhere But Here, 1999.
Instruktør: Wayne Wang.
Medvirkende: Susan Sarandon, Natalie Portman.

Ann (Portman) og hendes mor, Adele (Sarandon), har et lidt pudsigt forhold. Ann vil gerne have et almindeligt liv, men hendes flyvske mor kan ikke slå sig ned og skabe en almindelig tilværelse. I stedet sidder de deres bil på vej mod en ny tilværelse, så længe den nu varer. Som filmen skrider frem, udvikler deres forhold sig i takt med, at vi følger Ann tage de små skridt mod womanhood.

Anywhere But Here er en stille og rørende fortælling, der dog på ingen måde vækker opsigt. Historien er meget ligetil, og præstationerne (begge 2) er rigtig gode. Musikken gør ikke de store indtryk, klipningen er middel, og tempoet er lavt. Man kan ikke sige, at filmen på noget tidspunkt er videre ophidsende, men man røres da af og til, ikke mindst hen imod slutningen.

Jeg kan ikke sige det meget anderledes end at jeg fandt den umanerlig kedelig. Jeg så den til vejs ende, fordi klokken stadig ikke var særlig mange, og fordi jeg hele tiden troede, at den var ved at slutte. Jeg havde nemlig regnet ud, at den ikke ville slutte med et brag, for en sådan film er det ikke. Den havde fungeret fint som en lille bog af dem, der står på mors hylde, som af og til får dig til at tænke “kært”, men som dog ikke af den grund ændrer særligt på hjerterytmen. Den kan anbefales til dig, der godt kan lide ekstremt stille film, men har du ligesom mig en tendens til at udbryde Boooriiiing, så hold dig fra denne film.

Det kan lige nævnes, at Natalie Portman for tiden er aktuel med V for Vendetta, særligt ser jeg dog frem til hendes kommende Mr. Magorium’s Wonder Emporium, hvor hun skal spille overfor Dustin Hoffman. Min gode kammerat, Andreas, er en stor fan af Portman og mødte hende faktisk i virkeligheden for ikke så længe siden, så jeg synes lige, jeg vil vise jer et billede fra deres lille møde. Jaja, jeg ved godt, jeg er sjov.

Kill Bill: Vol. 1 (2003)

Kill Bill: Vol. 1, 2003.
Instruktør: Quentin Tarantino.
Medvirkende: Uma Thurman, Lucy Liu, Michael Madsen, David Carradine.

(Advarsel: Det er klart fedest at se denne film, hvis man næsten ik har hørt om den!)

Kill Bill starter meget drabeligt med at The Bride (Thurman) bliver skudt i hovedet. Fire år senere vågner hun af koma. Hun tager et kig på sine hænder og ved deraf, hvor lang tid der er gået. Og så starter hun hævnakten på alle dem, der tog hendes familie og hendes ufødte barn fra hende. Nederst på listen har hun den person, hun ser allermest frem til at hævne sig på, Bill, deraf titlen, og jeg kan så afsløre, at det ikke lykkes for hende i denne film. Læg mærke til at det er “Volume 1″, og den hænger derfor direkte sammen med “Volume 2″, som jeg glæder mig voldsomt til at se i nærmeste fremtid.

Er man ikke så meget for blod og vold, så er det direkte dumt at åbne for denne film. Syntes man derimod, at kampscenerne i The Matrix (I,II,III) var lidt for kedelige, så byder Kill Bill på noget rigtig kamp. Thurman overgår efter min mening Reeves, men vil afstå fra at afsløre for meget. Men som sagt er der noget for Matrix-folk og sikkert også til fans af Kung Fu Hustle, som kom året efter. I tillæg til volden, så er der en god portion humor, men også en ganske rørende historie, der i sig selv giver mig en umættelig trang til at skulle se 2′eren, som jeg da heldigvis også har liggende.

Den første Kill Bill-film er altså knaldgod underholdning. Desuden så byder filmen på noget rigtig god musik, men desværre også noget af verdens mest irriterende musik, men det er vist også meningen. Der er intet, som kan få en til at hade de onde, som når de onde har elendig musiksmag. Idet vi snakker om gode og onde, så er det nok værd at nævne, at filmen på den moralske skala måske ikke klarer sig godt, men på den anden side: De onde fortjener i høj grad at dø (selv om hævn normalt er en grum ting)!

Kan anbefales til unge mennesker, der ligesom jeg selv synes, at skydere er for primitive, og at samurai-sværd er meget federe at se på. Der er meget blod, mange grimme ord og nogle voldsomt merkabre scener, så det kan godt være, man ikke skal se filmen sammen med bessemor med det dårlige hjerte. Men ellers får den thumbs-up herfra.

Fahrenheit 9/11 (2004)

Fahrenheit 9/11, 2004.
Instruktør: Michael Moore.
Medvirkende: Michael Moore, George Bush, Donald Rumsfeld, Dick Cheney.

På DR1 viste de her til aften Fahrenheit 9/11, som jeg har set lidt af, dog havde jeg den sidste halvdel til gode. Om de mange påstande i filmen er sande eller ej, så er den under alle omstændigheder tankevækkende. Den indledes med spørgsmålet: Skete de sidste fire år? Eller var det hele bare en illusion? Hvorpå Michael Moore fører os bag tæppet for at fortælle os, hvad der i virkeligheden skete. Denne virkelighed byder på valgfusk, handel med vestfjendske saudi’er, beskyttelse af Bin Laden, manipulation af den amerikanske befolkning og som prikken over i’et en dybt subjektiv og følelsesladet skildring af, hvem der betaler prisen for USA’s blodige affærer i Afghanistan, men primært Irak.

Om man er republikaner eller ej, så er og bliver Fahrenheit 9/11 en af tidens mest underholdende dokumentarer. Nogen vil måske mene, det er gået ud over sagligheden, men for mig at se mister filmen ikke fokus. Michael Moore går som fortæller lige til sagen, mens billederne ruller, og det er forståeligt, for han har meget at nå på sine to timer.

Fahrenheit 9/11 er en oplevelse. Man sidder tilbage, og man forstår så udmærket dem, som har stemplet filmen som propaganda. Filmen er stærk, budskaberne går lige ind i hjertet, og især som europæer føler man sit had til George W. (Watch-this-drive) Bush styrket. Men en sådan film bør ikke stå alene, og man skal ikke købe alt, hvad manden påstår, bare fordi det passer med de billeder, han viser. Først og fremmest er filmen underholdende. Politiske konspirationsteorier har altid fascineret mig, i den sammenhæng kan i øvrigt anbefales The Machurian Candidate (har kun set versionen fra 2004, den gamle fra 1962 skulle dog være endnu bedre).

Kort sagt: Fahrenheit 9/11 er god. Hvis den er bare lidt sand, ja, så er den foruroligende! Det gør den samtidig til rigtig god underholdning. I første del er den meget humoristisk, i den sidste halvdel meget følelsesladet. Kan anbefales enhver som kan tåle at se en amerikansk dokumentar, som taler med store ord.