Danny the Dog (2005)

Danny the Dog (aka Unleashed), 2005.
Instruktør: Louis Leterrier.
Medvirkende: Jet Li, Morgan Freeman, Bob Hoskins.

Like my saint of a mum used to say: Get ‘em young enough and the possibilities are endless. Det er surt at skylde Bart penge. Så opsøger han nemlig én, og han tager Danny med, som er toptrænet i martial arts og kan med de bare næver slå enhver ihjel, når Bart tager halsbåndet af ham. Men Danny er ikke bare en tom skal, der gør, hvad hans ejer beder ham om. Under attituden som en hund gemmer der sig en svigtet dreng, der pludselig vågner op til lyden af Sam, der spiller på klaver.

Et ganske interessant koncept præsenteres i Danny the Dog, og det krydres med humor, god hyggenygge-drama og vold. Mit eget indtryk er, at filmen faktisk er meget lidt voldelig i forhold til, at vi har med Jet Li at gøre. På IMDb siges der i en brugerkommentar: “Drama, not an action movie” Til gengæld syntes en af mine klassekammerater, at den var for voldsom, og han er ellers selv typen, som køber billige gamle martial arts film. Så om der er for meget eller for lidt, det er jo nok en smagssag – i hvert fald falder filmen også under kategorien, drama, dog uden at have den psykologiske dybde, konceptet ellers lægger op til.

Dannys forandring i filmen synes lidt for Hollywood-, hvis ikke for eventyragtig. Det kan vel sammenlignes med Derek Vinyards forvandling i American History X (spillet af Edward Norton). Eller måske Melvins forvandling i As Good as It Gets (spillet af Jack Nicholson). Der er en udbredt tendens til at danse let over en radikal psykologisk ændring, som var det noget, der skete som ved et lynnedslag, og denne tendens er desværre alt for tydelig i Danny the Dog og resulterer i, at filmen sit potentiale til trods bliver en overfladisk gang tjubang. De afsluttende bemærkninger synes i øvrigt malplacerede og efterlod mig med en mærkelig smag i munden, som om man de sidste sekunder pludselig besluttede sig for at ændre hele temaet.

Dommen lyder altså: Interessant koncept, desværre udnyttes historiens potentiale ikke, og det hele ender derfor i lidt overfladisk, men ganske udmærket underholdning. Derfor giver jeg den 3 stjerner.

Spider-Man (2002)

Spider-Man, 2002.
Instruktør: Sam Raimi.
Tegneserieforfatter: Stan Lee, Steve Ditko.
Medvirkende: Tobey Maguire, Kirsten Dunst, James Franco, Willem Dafoe.

The one thing they love more than a hero is to see a hero fail. Spider-Man er unik. Det var den ene tegneserie, jeg personligt bare ventede på, at nogen ville filmatisere. At dømme ud fra box office rekorderne, så var der mange, der havde det ligesom mig. Spider-Man kan lave spind, i filmen endda uden brug af hjælpegrej, og han kan klatre og svinge sig, og så er han utrolig stærk. Bag masken gemmer sig en dreng, der altid vil være en dreng, selv om han er voksen, og så har han et temmelig alvorligt crush på Mary-Jane. Og så har han en masse venner, der har det med at gøre noget, som forvandler dem til hans fjender – et mønster, som går igen gennem hele serien. Mest interessant er det dog efter min mening, at Spider-Man ikke bare kæmper for det gode, han gør det uden folkets hyldest, alt imens den magtfulde nyhedsavis (som han arbejder for) giver ham et værre og værre omdømme.

Spider-Man kan deles op i 2 dele. Den første del handler om, hvordan Peter Parker bliver til Spider-Man, og anden del er så koncentreret om den spændende kamp med Green Goblin, der tager Peters kedelige tøs som gidsel. Manuskriptet er rigtig godt skruet sammen og forstår på mesterlig vis at zappe mellem humor, drama og action, så man aldrig kommer til at kede sig. Der er noget for alle. Velskrevne dialoger, som bæres af gode skuespilpræstationer og effekter og kreativ vold, der kan få de fleste på kanten af sædet.

Det er dog svært at se på Spider-Man som andet end mainstream fast food fra Hollywood. Det smager godt, men der er meget lidt gods i det. Man har ikke turdet eksperimentere, men er forfaldet til at fokusere på de mest almindelige ting, som også virkede i Superman og andre klassiske heltefilm. Hvor man med Hulk turde indtage et psykologisk perspektiv, og hvor man i X-MEN fik filosoferet over konceptet at være anderledes, så filosoferes der ikke meget i Spider-Man. Det er en meget almindelig historie om en meget almindelig ung fyr, nærmest kedelig, og det samme må siges om hans ven og hans pige. Den mest interessante figur er faktisk hans fjende, der spilles af Willem Dafoe.

At Spider-Man underholder og kalder de almindelige følelser frem i os som et medlevende publikum, det tager jeg hatten af for. Mange forsøger at lave film med disse elementer, men forstår bare ikke at følge det mønster, der gør Spider-Man så letslugelig og mainstream, at det sælger – Danny Elfmans score hjælper også meget til det, i øvrigt. Men netop filmens mangel på noget unikt må man kritisere i disse tider, hvor der laves alt for mange superheltefilm.

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Mørkets Vogere (2004)

Mørkets Vogtere (Nochnoy Dozor), 2004.
Instruktør: Timur Mekmambetov.
Medvirkende: Konstantin Khabensky, Galina Tyunina, Vladimir Menshov.

De lyse og de mørke krafter lå engang i krig, men ingen af dem kunne vinde. De var hinanden fuldstændig ligeværdige. Derfor lavede de en aftale, en våbenhvile, som skulle herske fremover, og Mørkets Vogtere skulle sørge for at holde orden i de mørke gyder og straffe dem, der brød våbenhvilen. Men en dag vil de mørke kræfter få sig det ultimative våben, siger profetierne, og det vil gøre dem deres fjender overlegne, og så vil ingen onde længere være interesseret i at holde nogen våbenhvile.

Mørkets Vogtere er en interessant produktion, og man glemmer hurtigt, at det hele foregår på russisk. Rent visuelt fænger den fra begyndelsen. Den er meget stemningspræget og meget dyster. Man har omtalt den som Ruslands svar på Blade og Underworld, og sammenligningen er på nogen punkter ganske vejledende, på andre punkter helt ved siden af. Mørkets Vogtere er sin egen. Effekterne er uovertrufne, de bedste nogensinde lavet af russere, og skuespillet er ganske udmærket. Der er noget ved hovedpersonen, der helt automatisk kalder på ens sympati, selv om han har dårlige intentioner første gang, vi møder ham. Slutningen er noget tam i det, måske fordi den er så åben, men jeg kunne bestemt godt tænke mig at se fortsættelserne engang.

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Anklaget (2005)

Anklaget, 2005.
Instruktør: Jacob Thuesen.
Medvirkende: Troels Lyby, Sofie Gråbøl, Paw Henriksen.

Jeg er ikke sådan én! Stine har problemer. Hun bliver mere og mere indelukket, og hendes forældre mødes med skolepsykologen, der opfordrer dem til at snakke med hende og få hende til at sætte ord på sine problemer. Dagen efter ringer Henriks mobiltelefon, da han er på arbejde. Deres datter er blevet tvangsfjernet midlertidigt, og der vil blive rejst tiltale mod Henrik for have gjort flere seksuelle overgreb på sin datter.

Anklaget er en meget dyster skildring af en families sammenbrud. Der er ikke meget humor at komme efter – hvis noget overhovedet. Man præsenteres for den ene pirrende triste situation efter den anden. Alt sammen ses det fra Henriks (Lyby) synspunkt, og man sympatiserer stærkt med ham og de mange uretfærdige ting, han som almindelig familiefar må finde sig i, når hans ry og omdømme svines til, mens en ond verden ser til og fordømmer ham. Det er en mørk historie om en families og et menneskes endelig sammenbrud – og det er en interessant og meget tankevækkende historie, der bliver siddende i hukommelsen.

Fupz Aakeson, der stod bag manuskripter til Den Eneste Ene, Okay og Se til venstre, der er en Svensker, har denne gang gjort et arbejde, der må løfte respekten for ham som manuskriptforfatter. Ideen er provokerende og genial, og udførelsen synes på højde med de bedste amerikanske film. Her skal en del af hæderen naturligvis også tildeles instruktøren, Jacob Thuesen, der med denne film havde sin debut som filminstruktør. Værd at nævne er også Troels Lyby, som må siges at være en rigtig god skuespiller, hvad der også er nødvendigt for at kunne bære en film som denne, der i den grad hviler på hovedrolleindehaveren.

Jeg er dybt imponeret. Perfekt lydside, perfekte billeder, og man mærker, hvordan der er blevet kælet for detaljerne for at lave en rigtig god film, som fungerer. Slutningen er vigtig og efterlader en med følelsen af, at man har set noget stort, som er svært at rumme, men også svært at få ud af hovedet igen. En sådan helt unik fornemmelse resulterer i følgende vurdering.

Overordnet vurdering: 5 stjerner.

A Goofy Movie (1995)

A Goofy Movie, 1995.
Instruktør: Kevin Lima.
Medvirkende: Bill Farmer, Jason Marsden, Jim Cummings, Kellie Martin.

zZzZzZ … How many cups of sugar does it take to get to the moon? Max får snart sommerferie, derfor haster det med at få Roxannes opmærksomhed, og det ved han præcis, hvordan han skal gøre. Desværre resulterer det i et opkald til Max’ far fra rektor, som siger, det er på tide, at Fedtmule får styr på sin søn, før han ender i den elektriske stol. Fedtmule beslutter sig derfor for at tage sin søn med på fisketur, hvor Max ellers havde planlagt at gå med Roxanne til fest. Hans undskyldning til Roxanne bliver en løgn – ikke en lille én, men én, som for alvor kan få ham i fedtefadet.

A Goofy Movie (på dansk Fedtmule og Søn) er en slags animeret teen movie. Den har de typiske elementer. Det handler om at være in, men som søn af Fedtmule er man selvskrevet out. Det handler om at vinde den søde piges opmærksomhed. Samtidig beskæftiger filmen sig med temaet om at blive voksen, eller i hvert fald om at blive teenager, hvor ens fedtmulefar ikke rigtig kan følge med og forstå én. At tage hul på den slags problematikker er modigt i en tegnefilm, da det normalt ikke hører sig til, men jeg vil vove at påstå, de i denne film slipper rigtig godt fra det.

Det skal naturligvis bemærkes, at det ikke er en stor Disney produktion. Man skelner normalt mellem de såkaldte klassikere, som der plejede komme én af årligt, hver november måned – og så alle de andre, der oftest betragtes som pengeskrabere. Som eksempel kan nævnes, at The Emperor’s New Groove skulle have været en klassiker, men produktionen afbrudtes og blev senere taget op og degraderet til en pengeskraber. Oftest er Disney’s sequels også at betegne sådan, f.eks. Beauty and the Beast: The Enchanted Christmas og The Return of Jafar, som begge var at betragte som video-produktioner.

I forhold til mange andre straight-to-videos må A Goofy Movie dog siges at være eminent. Den falder ikke i på dårlig musik, tværtimod. Humoren er til tider rigtig god. I øvrigt synes jeg, at Roxanne-figuren er en rigtig dejlig tegneseriebabe, selv om hun er en bjørn (eller hvad hun nu er), hvilket næsten også må tælle for et eller andet. Men så kommer vi til spørgsmålet, om filmen er original, altså om den formår noget, som ikke er nået før, eller som kun sjældent nåes. Har den en hel unik styrke? Nej, man fristes til at sige, at den følger mønsteret helt perfekt. Det er dog ikke den værste kritik at få. Det skal lige nævnes, at Kevin Lima senere stod ved roret på succes’en, Tarzan (og skrev tidligere historien til Aladdin).

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Kommentar: Der gives nu point!

Jeg har besluttet, at jeg fra nu af vil vurdere film på en pointskala.

Normalt benyttes stjerneskalaen, som også benyttes til klassifikation af hoteller. Dette hotel tillader maksimalt 5 stjerner. Efterhånden som de amerikanske instruktører blev bedre og bedre til at imponere med deres film, gik der dog Etta Cameron i den, og pludselig kastede aviser og blade om sig med 7-8-9 stjerner.

Man kan naturligvis også gøre som IMDb, som jeg er stor fan af. Der kan man som bruger give point efter 10-talsskalaen. Fordelen er at det giver flere muligheder for at placere filmen, altså skalaen er mere specifik. Det mærkelige er bare, at alle filmene alligevel lægger sig meget tæt på hinanden pointmæssigt, når mange har stemt. Alle film jeg anmelder har på IMDb lagt sig mellem 6-8, en sjælden gang lidt over, af og til meget under.

Ellers har vi selvfølgelig 13-talsskalaen, som alle jo er mere eller mindre kendt med. Desværre er der ikke mange, som bruger den i filmverden, og så kan jeg ikke lide, hvordan den form for pointgivning vil få mig til at ligne en skolelærer af en eller anden art.

Jeg tror, jeg vil gå med stjernerne. Og så beslutter jeg, at der kan gives max 6 stjerner, hvilket så bliver i det meget sjældne tilfælde. Til gengæld, så vil jeg gerne pointere, at det ikke skal regnes for nederen at få 3 stjerner. Men 2 stjerner, så er filmen decideret skod, og 1 stjerne, så er det et under, hvis jeg har set filmen til ende. I tvivlstilfældende, som der måske kommer mange af (?), vil jeg praktisere det forbudte og give halve stjerner.

Hvad så med alle de film, jeg ikke har fået givet point? På et tidspunkt vil jeg tage nogle tilbageblik og begynde at fordele point på baggrund af læsning af anmeldelserne – det bliver i hvert fald nok nødvendigt at læse mine reviews igen, hvis jeg skal kunne placere dem på skalaen.

Analyze That (2002)

Analyze That, 2002.
Instruktør: Harold Ramis.
Medvirkende: Robert De Niro, Billy Crystal, Lisa Kudrow, Joe Viterelli (R.I.P.).

I had a new trial. Turns out that the evidence in the first trial was tainted. Anyway, two of the witnesses decided not to testify and the third guy, well, he commited suicide. He stabbed himself in the back four times and threw himself off a bridge. Poor fella. Da eks-gangster Paul Vitti (de Niro) føler sig truet i fængslet, giver han sig til at synge sange fra West Side Story. Han undersøges af sin psykolog, Dr. Sobel (Crystal), der diagnosticerer ham som katatonisk skizofren, der trænger til at få et normalt liv udenfor murene med et normalt job. Dr. Sobel pålægges ansvaret for Vittis rehabilitisering, men Vitti har andre planer, han vil finde ud af på bedste gangstermanér, hvem der ikke kan fatte, at han ikke længere er gangster.

De komiske talenter, De Niro og Crystal, er igen tilbage som et makkerpar i en film, der faktisk præsterer at være sjovere end den første. Det er for det meste verbal humor, men til gengæld verbal humor, når det er bedst. Der gøres fortsat grin med gangsteres primitive mentalitet, deres tendens til at ville løse alle problemer på den hårde (og oftest unødvendige) måde og de familiestridigheder, der opstår, når der er flere, som ønsker at være familieoverhoved. Crystal synes i denne omgang at være bedre klædt til comedy, end han var i 1′eren, hvor humoren for det meste hvilede på De Niro. I denne omgang gør Crystal dog bl.a. Will Smith i Hitch til skamme ved at vise, hvordan man i virkeligheden er sjov samtidig med, at man har et allergisk udbrud.

Historien ligner i grove træk meget 1′eren. Der lægges også denne gang op til endnu et psykologisk gennembrud, der selvfølgelig i komediegenren må siges at være ganske overfladisk og mest tjener som endnu et komisk element. At blive rørt skal man altså ikke forvente. Til gengæld kan man forvente en masse intelligent humor, der aldrig går over grænsen for, hvad man egentlig kan tillade sig. Dermed er Analyze That både en værdig og vellykket komedie, der klart kan anbefales.

Kommentar: Til den igen, op til 80!

Inden jeg anmelder videre på de mange film, jeg har set, så skal jeg lige have lavet denne kommentar, som jeg jo har lavet for hver 10. film indtil nu.

80. Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980)
79. Star Wars: Episode IV – A New Hope (1977)
78. The Da Vinci Code (2006)
77. The Island (2005)
76. Back to the Future Part III (1990)
75. Back to the Future Part II (1989)
74. Back to the Future (1985)
73. Analyze This (1999)
72. Wedding Crashers (2005)
71. 25th Hour (2002)

Rundens bedste film var for første gang i Dorland Films historie en komedie, nemlig Analyze This. Billy Crystal og Robert De Niro som komikerpar var fremragende og stimulerede i høj grad mine lattermuskler og sikrede en god underholdningsværdi. På andenpladsen kommer Spike Lees 25th Hour, som var et godt og hæderligt drama med et mildest talt genialt koncept, som blev udnyttet ganske respektabelt. Tredjepladsen indtager Back to the Future Part II.

Rundens værste film var uden konkurrence The Da Vinci Code. Utroværdig på alle måder og ganske enkelt ikke intens nok som thriller. Det er samtidig en af de få film, der i bloggens historie har fået mig til at krumme tæer. Nogen har sagt, at den var dårlig på en fornøjelig måde. Humor er i hvert fald en nødvendig forsvarsmekanisme.

Hvad har så været karakteristisk for denne omgang film? Sequels (fortsættelser), må jeg sige. Og så måske, at titlerne var lange? Fremtiden bringer en fortsættelse af Analyze This, nemlig Analyze That. Så har jeg i øvrigt set A Goofy Movie (en tegnefilm med Fedtmule), det russiske noir-drama, Mørkets Vogtere, Spider-Man, National Treasure og den ekstremt platte komedie, Kung Pow: Enter the Fist. Har jeg glemt nogen? Ellers kommer de nok.

Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980)

Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back, 1980.
Instruktør: Irvin Kershner.
Forfatter: George Lucas.
Medvirkende: Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher, Billy Dee Williams, David Prowse.

For my ally is the Force, and a powerful ally it is. Life creates it, makes it grow. Its energy surrounds us and binds us. Luminous beings are we, not this crude matter. Dødsstjernen er måske destrueret, men imperiet lever endnu. Oprørerne skjuler sig midlertidigt på planeten Hoth under ledelse af Luke Skywalker. Fanget i et uvejr åbenbarer afdøde Obi-Wan sig for ham og beder ham opsøge Yoda. Da Darth Vader og hans tropper finder deres skjulested på Hoth, flygter Luke derfor mod Dagobah-systemet for at opsøge Yoda. Leia, Han Solo og Chewbacca flygter i Tusindårsfalken, desværre volder skibet dem problemer.

Den femte episode af Star Wars er ikke bare langt bedre end den første, den regnes af de fleste fans af serien for at være den bedste af de seks, og det er med rette. Filmen er ovre sin barnlige fascination af laser og stjerneskibe, man er gået videre til det næste level, hvor der tilføjes interessante karakterer, interessante steder, og det er nu blevet tid til at udforske karaktererne lidt grundigere. Man præsenteres for Lukes (Hamills) svagheder og styrker, og Harrison Ford folder sig ud som den charmerende Han Solo, en fornøjelse af se. Plottet er vellykket, der er en god underholdningsværdi og et klimaks, man kan være helt tilfreds med, som samtidig giver en lyst til at se den afsluttende film i sagaen, hvis ikke man har set den før.

Star Wars: Episode IV – A New Hope (1977)

Star Wars: Episode IV – A New Hope, 1977.
Instruktør: George Lucas.
Medvirkende: Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher.

Help me, Obi-Wan Kenobi; you’re my only hope. En fjern, fjern galakse domineres af et ondt imperium, tilsyneladende under ledelse af den mørke Lord Vader (hvis egentlige baggrund indtil for et år siden var os en gåde). Et skib med oprørere besættes af Vaders tropper, og som en sidste udvej sender Leia vigtige oplysninger, der kan være af afgørende betydning for imperiets onde planer, med en R2-enhed, en lille nuttet robot. Sammen med C3PO, en evigsnakkende og arrogant cybertolk, hopper den i en nødkapsel og lander på Tatooine for at opsøge den sidste jedi, Obi-Wan Kenobi. Inden mødet med Kenobi render de dog ind i den unge Luke Skywalker, som har et inderligt ønske om at komme hjemmefra, og hvis far efter sigende medvirkede i de berømte klonkrige.

Alle, der har fjernsyn, har på et eller andet tidspunkt set stjernekrigen. Selv red jeg med på bølgen af folk, der for alvor fik interesse for filmene, da George Lucas gik i gang med at lave filmens forgængere. Det var ikke oprindelig planlagt, hvor mange kapitler der skulle være, ej heller hvordan mytologien skulle hænge sammen, men efterhånden er det lykkedes Lucas at lave en næsten sammenhængende serie på 6, hvoraf de 3 første i serien (episode I, II og III) er de 3 nyeste. Han skal dog ikke have hele æren, da han ikke har instrueret 5′eren og 6′eren, kun skrevet historien. Derfor hedder denne film, den første film i serien, episode IV, selv om jeg stadig vil mene, at man bør se filmene i den rækkefølge, de er lavet i.

Det kan der være flere grunde til. For det første, så mener jeg, at det er den rette rækkefølge at få åbenbaret handlingen på. For det andet, så er filmene fra 1977, 1980 og 1983 på nogle punkter lidt tamme i forhold til de nye, da der i dag er væsentligt flere udfoldelsesmuligheder på grund af CGI. Magien ved den første Star Wars er dog unægteligt udødelig. Man havde aldrig set noget lignende, flyvende rumfartøjer og laservåben, som brugtes flittigt. Dette historiske space flick kan ses igen og igen med mellemrum, selv om den som en introduktion til universet nok må stå som den mindst underholdende af de seks film.