Not Another Teen Movie (2001)

Not Another Teen Movie, 2001.
Instruktør: Joel Gallen.
Medvirkende: Chyler Leigh, Chris Evans, Jaime Pressly.

Who would’ve guessed that everyone in school was a professional dancer? Tager man diverse teen movies (og andre film), blander deres historier sammen, forlænger de pinlige øjeblikke for humorens skyld og i øvrigt tilføjer en masse seksuelle referencer (nogle bare bryster og numser), så har man endnu en typisk teen movie med en mere maskulin målgruppe. Sjov er den til tider med sine utallige She’s All That-parodier, men det meste af tiden ventede jeg faktisk bare på, at den sluttede. Lad dette blive Dorland Films korteste anmeldelse indtil nu, den kan lige snige sig op på de 2 stjerner.

American Beauty (1999)

American Beauty, 1999.
Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Kevin Spacey, Annette Bening, Thora Birch, Wes Bentley.

I’m just an ordinary guy with nothing to lose. Lester Burnham er gift, men ægteskabet er dødt. Han har en teenagedatter, der ikke har noget forhold til ham. Med et mislykket arbejdsliv synes livet tomt, og Lester længes tilbage til ungdommen, dengang han nød livet. Nye naboer flytter ind, en homofobisk marinesoldat og hans søn, der filmer alt, hvad han ser, ikke mindst Lester’s datter, Jane.

Sam Mendes har med sine få værker givet mange gode og tankevækkende oplevelser. Selv nød jeg Road to Perdition, og Jarhead havde da også sin charme, og begge var de fantastisk flotte. Af en eller anden grund har ingen af dem fået lige så god kritik og lige så meget anerkendelse som American Beauty, der ellers hverken er flot eller særlig tankevækkende. Filmen tager en liste, måske en top10, over de mest almindelige psykiske problemer, man kan få i en midtlivskrise i Amerika, og punkterne formes så ind i historien om manden, der pludselig gør nøjagtig, hvad der passer ham og trodser alle normerne, og det samme gør alle omkring ham for at være tro mod sig selv.

Det er måske en manglende forståelse for “The American Dream”, som gør, at jeg ikke syntes, det var værd at bruge 122 minutter på. Til trods for gode præstationer, ikke mindst af Spacey selv, så sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse. Ja, det er et problematisk samfund, vi lever i, når man som forælder til en teenagedatter tager sig selv i at længes efter at være ung igen. Hvor er det trist, men hvad så? Hvad pointen med denne farce end har været, så fangede jeg den ikke, og da anmeldelserne på denne side som sagt er subjektive, så går det ud over karakteren. Denne film var bare ikke til mig, derfor får den 2 stjerner.

Kommentar: 100 film!

Hvem har set 100 film siden d. 27. december 2005? Svaret er: Lars Dorland.

100. The Godfather (1972)
99. The Woodsman (2004)
98. Saving Silverman (2001)
97. Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)
96. Highlander (1986)
95. Fantastic Four (2005)
94. Zathura: A Space Adventure (2005)
93. One Hour Photo (2002)
92. Serenity (2005)
91. The God Who Wasn’t There (2005)
90. Kung Pow: Enter the Fist (2002)
89. The Matrix Revolutions (2003)
88. The Matrix Reloaded (2003)
87. National Treasure (2004)
86. Danny the Dog (2005)
85. Spider-Man (2002)
84. Mørkets Vogtere (2004)
83. Anklaget (2005)
82. A Goofy Movie (1995)
81. Analyze That (2002)
80. Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980)
79. Star Wars: Episode IV – A New Hope (1977)
78. The Da Vinci Code (2006)
77. The Island (2005)
76. Back to the Future Part III (1990)
75. Back to the Future Part II (1989)
74. Back to the Future (1985)
73. Analyze This (1999)
72. Wedding Crashers (2005)
71. 25th Hour (2002)
70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)
60. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
59. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
58. Signs (2002)
57. Anywhere But Here (1999)
56. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
55. Fahrenheit 9/11 (2004)
54. Jerry Maguire (1996)
53. The Devil’s Own (1997)
52. K-PAX (2001)
51. The Believer (2001)
50. Bruce Almighty (2003)
49. The Client (1994)
48. Madagascar (2005)
47. Det Forsømte Forår (1993)
46. Hitch (2005)
45. Saw II (2005)
44. Hotel Rwanda (2004)
43. The Pianist (2002)
42. Crash (2004)
41. Minority Report (2002)
40. The Village (2004)
39. Ray (2004)
38. Hostage (2005)
37. The Girl Next Door (2004)
36. House of Sand and Fog (2003)
35. Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
34. The Waterboy (1998)
33. Insomnia (2002)
32. Batman (1989)
31. The Wizard of Oz (1939)
30. Finding Neverland (2004)
29. Cinderella Man (2005)
28. Fun with Dick and Jane (2005)
27. Godsend (2004)
26. Jarhead (2005)
25. Dogma (1999)
24. The Machinist (2004)
23. The Frighteners (1996)
22. The Aviator (2004)
21. Treasure Planet (2002)
20. Metro (1997)
19. My Boss’s Daughter (2003)
18. Mr. & Mrs. Smith (2005)
17. Beverly Hills Cop (1984)
16. Basic (2003)
15. Road to Perdition (2002)
14. Blade: Trinity (2004)
13. Napoleon Dynamite (2004)
12. A Bug’s Life (1998)
11. The Forgotten (2004)
10. Men in Black II (2002)
9. Joseph: King of Dreams (2000)
8. King Arthur: Director’s Cut (2004)
7. Solkongen (2005)
6. The Ring Two (2005)
5. The Firm (1993)
4. Mars Attacks (1996)
3. A Walk to Remember (2002)
2. Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)
1. King Kong (2005)

Dorland Film vil i fremtiden byde på anmeldelser af bl.a. Lord of War, V for Vendetta og American Psycho.

The Godfather (1972)

The Godfather, 1972.
Instruktør: Francis Ford Coppola.
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Robert Duvall.

That’s my family, Kay, it’s not me. Den sicilianske familie, Corleone, står stærkt i USA i 1945, men Don Vito Corleone (Brando), familiens overhoved, er ved at være en gammel mand. Hans fire sønner, den temperamentsfulde Sonny (Caan), den lovlydige Michael (Pacino), den svage Fredo (Cazale) og den adopterede Tom Hagen (Hagen), der fungerer som faderens advokat og konsulent står overfor at skulle arve forretningen. Desuden er et nyt marked dukket op, narkotikamarkedet, og det skaber komplikationer mellem de mest magtfulde gangsterfamilier, hvilket resulterer i flere blodsudgydelser. Michael ønsker blodsudgydelserne stoppet, men har som god amerikansk borger og krigshelt aldrig været involveret i familiens kriminelle anliggender, ikke før nu.

At The Godfather ligger nr. 1 på IMDb-brugernes liste er ikke uden grund. Dette er et mesterværk, et unikt stykke håndværk. Selv om den er lavet i 1972, dengang hvor film i højere grad lignede teaterstykker, så virker denne beretning på mange måder autentisk. Coppola formår at præsentere os for et miljø, som er alt andet end ensidigt. På den ene side står Corleone-familien for kærlighed, sammenhold og tradition. På den anden side står de for korruption, vold og mord.

Klipningen er forud for sin tid og bruges som virkemiddel på en måde, som det ofte ses i dag, men som jeg ikke har indtryk af var særlig normal på den tid – bemærk eksempelvis den tvetydighed, der skinner igennem i den sidste scene med barnedåben og trosbekendelsen. Filmen synes også at have en dyb psykologisk indsigt, idet man langsomt følger Michael, hans valg og hans forvandling, glimrende portrætteret af en ung og mere uskyldig Al Pacino.

The Godfather er en film, man skal se. Den får herfra 6 stjerner.

The Woodsman (2004)

The Woodsman, 2004.
Instruktør: Nicole Kassell.
Medvirkende: Kevin Bacon, Kyra Sedgwick, Mos Def, Benjamin Bratt.

I watch the kids arrive at school. And for the last few weeks I’ve noticed someone else watching them. I call him Candy. Efter 12 år i fængsel for at have forgrebet sig på unge piger, lukkes Walter igen ud i samfundet. Verden udenfor murene er dog kold og ubarmhjertig. Han får sig et job, en lejlighed, og hans svoger, Carlos, kommer jævnligt og besøger ham og fortæller ham om, hvordan det står til i den familie, der ikke vil kendes ved ham. På den anden side af gaden lurer fristelserne og de dæmoner, Walter forsøger at bekæmpe, en børneskole.

The Woodsman er netop kommet i flere danske biografer. Grunden er sandsynligvis de priser, der sidste år tilfaldt filmen, selv om det virker komisk, at en film bliver sendt i biografen, efter den er udkommet på DVD. Titlen er taget ud af en samtale mellem den ydmyge Walter og den stærkt fordømmende betjent, der overvåger hans prøvetilladelse, og den kunne ikke være mere passende hele filmen taget i betragtning.

Bacon er en fantastisk skuespiller med hang til dårlige roller, men denne gang har han ramt plet. Walter blev Bacons mulighed for at vise, at han måske er en af Hollywoods største talenter. Det kan meget vel være den bedste præstation, jeg har set i år. Han er skræmmende troværdig, og hans figur formår at kalde på både afsky og sympati, og hans psykologiske kamp skildres så virkeligt, at filmen er svær at slippe. Der er ingen svagheder eller fejl at sætte fingeren på, faktisk vil jeg give den 6 stjerner.

Saving Silverman (2001)

Saving Silverman (aka Evil Woman) 2001.
Instruktør: Dennis Dugan.
Medvirkende: Steve Zahn, Jack Black, Jason Biggs, Amanda Peet, Amanda Detmer.

She didn’t like the way his ass looked, so she made him get butt cheek implants. Silverman (Biggs) har to venner (Zahn og Black), men ingen kæreste. Indtil han pludselig har Judith (Peet), som nyder at have ham, mest (og kun) fordi han altid gør, hvad hun siger, ellers inddrager hun hans tilladelse til at give hende oralsex. Hans venner forsøger at falde i hak med hende, men opdager hurtigt, at hun er en led kælling. Desværre lader Silverman ikke til at kunne se det, han er bare glad for, at hun vil være kæreste med ham. Derfor vælger vennerne at tage strengere metoder i brug, bl.a. Silverman’s store kærlighed fra gymnasietiden.

Jeg gør som regel ikke meget ud af at anmelde komedier. I sidste ende er det jo et spørgsmål om, hvorvidt vitserne holder, og om de vil holde igen næste gang, man ser filmen. Det er selvfølgelig også vigtigt med gode skuespillere, der er tilpas sære, det vil sige sære nok til at få en til at grine. Lad os bare sige, at denne film er god nok til mig på dét punkt. Jack Black er så dum som nogen, og sådan en karakter skal der selvfølgelig være i en komedie som denne. Zahn er den klogere dumrian, en skuespiller vis roller påkalder sig ens sympati uanset hvad han spiller, kan i denne sammenhæng anbefale Riding in Cars with Boys, hvor han var spillede eminent. Biggs er lige så stor og naiv en taber som i American Pie, i sidste ende ikke mindre heldig efter min smag.

Dette er en god komedie af den overfladiske og sexfikserede slags, som unge mennesker fylder sig med i dag. Der er absolut intet originalt over den, og den når aldrig under huden, men den får da en til at smile med løbende vitser, som har mere substans end så mange andre komedier i samme genre. Jeg giver den derfor 3 stjerner.

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me, 1999.
Instruktør: Jay Roach.
Medvirkende: Mike Myers, Heather Graham, Seth Green, Verne Troyer.

So, Basil, if I travel back to 1969 and I was frozen in 1967, presumeably, I could go back and look at my frozen self. But, if I’m still frozen in 1967, how could I have been unthawed in the ’90s and traveled back to the ’60s? Oh, no, I’ve gone cross-eyed. Den onde Dr. Evil (Myers) rejser tilbage i tiden for at stjæle Austin Powers’ mojo (Myers igen), hans kvindetægge, hans evne til at tilfredsstille ethvert menneskeligt hunkønsvæsen, som naturligvis vil falde for hans charme og pelsede hår på brystet. Derfor tager Austin tilbage i tiden for at erobre den tilbage assisteret af den yderst delikate agent Felicity Shagwell (Graham).

Lad os bare blive enige om med det samme, at dette er en absolut meningsløs film, fyldt med platte vitser og sjofelheder til bristepunktet. Historien er ganske sjov, ideerne naturligvis trivielle, og der er intet til eftertanke eller bare almindelig spekulation, da intet skal tages for seriøst. Humoren kan til tider minde om god gammel Monty Python, dog mere perverteret. Enten underholdes man af vanviddet, eller også skifter man kanal (eller DVD). Selv spildte jeg min aften på det, fordi jeg syntes, Heather Graham så ganske godt ud med det vilde hår, og fordi jeg nogen gange grinede dybfølt. Men 2 stjerner, da jeg aldrig vil se den igen, selv om jeg underholdtes en smule første gang.

Highlander (1986)

Highlander, 1986.
Instruktør: Russel Mulcahy.
Medvirkende: Christopher Lambert, Roxanne Hart, Clancy Brown, Sean Connery.

There can be only one. Udødelige lever i blandt os som almindelige mennesker. Den eneste død de kan se frem til er døden ved halshugning, en skæbne de kun undgår, hvis de selv formår at halshugge alle andre udødelige, for i sidste ende kan der kun være én. Connor McLeod er en sådan udødelig, han er fra det skotske højland, højlænderen, men bor nu i New York, som resten af de udødelige drages til på magisk vis for at kæmpe om the Prize, en fortjeneste der tilfalder den endelige sejrsmand.

Sideløbende med plottet om McLeod har vi historien om kriminalkommisæren, som ikke kan gennemskue, hvad der foregår, hvorfor der hele tiden bliver fundet lig uden hoveder, og han finder efter alt at dømme heller aldrig ud af det. Hvorfor man gjorde så meget ud af dette er mig stadigvæk en gåde.

Highlander har visse styrker og visse mangler. Historien i sig selv er dels interessant, delt fyldt med såkaldte løse ender. Hvorfor er det hele egentlig, som det er? Den eneste forklaring vi får er det nye spørgsmål: Hvorfor står solen op hver morgen? Konceptet accepteres af de udødelige og skal accepteres af publikum. Nogen har sat det i gang, men det er åbenbart ligegyldigt hvem.

Ser vi bort fra de løse ender og den manglende baggrundshistorie, så er Highlander stemningsfyldt og tiltalende. Højlænderens liv appellerer til os, og vi diskuterer med os selv undervejs, om det skal ses som en velsignelse eller en forbandelse. Kærlighed og romantik fylder meget i denne fortælling, hvor McLeod efterhånden har lært, hvad det vil sige at være udødelig, det er at være alene, men det menneskelige i ham har altid kaldt på samvær, og det har såret ham gennem århundrederne. Queen spiller i baggrunden deres hit-single, “Who Wants to Live Forever?” Denne filosofiske side af Highlander er ikke til at se bort fra, og måske det netop var den, der gjorde filmen til så stort et hit i 1986. Desværre resulterede det også i diverse meget dårlige fortsættelser, der aldrig kommer på siden af den første. Der burde kun være én, meget apropos.

Filmen har sine humoristiske øjeblikke. Christopher Lambert har et charmerende grin, der af og til melder sig til trods for den tragiske side af hans karakter. Den onde gunganer er så ond som nogen skurk, jeg nogensinde har set, et sexficeret monster fra de russiske stepper, der myrder og voldtager og skræmmer alle, han omgåes. Sean Connery spiller den rolle, man har set ham i hundrede gange før, og det gør han naturligvis rutineret og med Connery-charme.

Highlander er en stemningsfyldt actionfilm fra 1986, og havde man lavet den i dag, så havde den nok set meget anderledes ud. At den netop er en 80′er-film har dog sin charme, det helt store plus er dog skildringen af Connor McLeod, en højlænder med en stor hemmelighed, en velsignelse og en forbandelse. Den får 4 stjerner.

Fantastic Four (2005)

Fantastic Four, 2005.
Instruktør: Tim Story.
Medvirkende: Ioan Gruffudd, Jessica Alba, Chris Evans, Michael Chiklis.

It’s clobberin’ time! Fem videnskabsmænd tager ud i det ydre rum for at undersøge radioaktive ting sager, der desværre ender med at give dem nogle temmelig utrolige genetiske skavanker. Én bliver elastisk, en anden usynlig, en tredje går der ild i, og den fjerde bliver bare grim. Disse fire gør alt, hvad der står i deres videnskabelige magt for at blive normale igen, mens den onde Dr. Doom meget langsomt planlægger at bruge sine metalliske og elektriske kvaliteter i diverse hævnakter (noget med at herske og ødelægge og den slags, de sædvanlige skurketing).

Jeg er ingen Marvel-ekspert, og selv om jeg ganske givet har set tegnefilm med de fantastiske fire, så har de aldrig gjort stort indtryk på mig. Jeg ved dog, at det for mange andre var en eminent glædelig nyhed, at tegneserien nu ville blive omsat til film – og jeg ved, at de store forventninger med garanti bidrog til det had, der nu hviler på filmen.

Man behøver dog ikke at være fan af Fantastic Four for at konkludere, at dette er en dårlig film. Hvad er dårligt ved den? Jo, hovedrollerne bæres af talentløse skuespillere, bl.a. Jessica Alba, som lyder skrækkeligt kunstig, selv om hun er en meget smuk pige. Dialogen er elendig, nærmest utroværdig. Karaktererne virker flade, hvilket både kan skyldes skuespillere og manuskript, ikke mindst Dr. Doom virkede frygtelig vag af en skurk at være, nærmest ynkelig.

Der er enkelte sjove vittigheder undervejs, men de repeteres igen og igen i nye forklædninger, sandsynligvis fordi folkene bag scriptet ikke har kunnet finde på nye. Der fokuseres meget på én af superheltenes depression, men samtidig gøres der nar af karakteren, og det er svært at gennemskue, om de vil have, man skal have sympati for ham eller grine af ham.

Kort sagt: Skaberne af denne film tog ikke tegneserien halvt så alvorligt som alle fansene. Resultatet er derfor en malplaceret komedie uden antydningen af dybde. Men fordi Jessica Alba er så dejlig at se på (skønt en plage at høre på), så får den hele 2 stjerner. Mig en ære.

Zathura: A Space Adventure (2005)

Zathura: A Space Adventure, 2005.
Instruktør: Jon Favreau.
Medvirkende: Jonah Bobo, Josh Hutcherson, Dax Shepard, Kristen Stewart.

Whose brother are you? His or mine?Danny er 6 år gammel, Walter er 10. De har en far, en god far, der gerne tager sig tid til at være sammen med sine sønner, men som også skal passe sit arbejde. Drengene har også en storesøster, Lisa, familiens pubertetspige, der sover det meste af dagen, så hun kan feste hele natten. I vrede sender Walter sin lillebror ned i den dystre kælder med en lift, dér finder Danny et meget mærkeligt spil kaldet Zathura: A Space Adventure. Han forsøger at overtale sin bror til at spille med ham. Da det ikke lykkes, prøver han selv at tage den første tur, og pludselig befinder huset sig midt i en ateroideregn i det ydre rum. Da går det op for dem, at de bliver nødt til at spille brætspillet færdigt for at bringe huset tilbage til Jorden. Og for hver tur lurer nye farer.

Zathura er en genoplivning af konceptet, der i 1995 præsenteredes i Jumanji. Hver tur førte dengang nye farer med sig fra den vilde jungle, det være sig krokodiller, kviksand eller trampende elefanter. Konceptet var sjovt og udnyttedes godt. Zathura udnytter det næsten lige så godt. Jumanji havde som historie mere kød på sig. Hvor de denne gang nærmest trylles ind i en helt anden verden fra første slag, udspillede Jumanji sig i den kendte verden, der langsomt terroriseredes, og det bidrog i høj grad til spændingen. I Jumanji var der også væsentligt flere karakterer (med dygtigere skuespillere), der blev brugt flere ture, og der var en længere indledning og flere gags.

Altså er det bedst ikke at sammenligne Zathura med Jumanji, selv om den selv på mange måder lægger op til det. I sig selv står filmen dog alligevel stærkt, men i højere grad som en børnefilm end Jumanji. Der ses i hele filmen kun to voksne, den ene er faderen, den anden er nærmest et forvokset barn. Filmen står stærkt både som underholdning og pædagogik. Den har nogle enkle, men for børn meget væsentlige budskaber om broderskab, og filmen griber sådan en ting som skilsmisse, som jo er meget relevant for vores tid, meget realistisk og seriøst an. Samtidig er den til tider ganske morsom, og den lider ikke under at være for sentimental, som flere børnefilm har en tendens til. Dens mangler taget i betragtning får den altså 3 stjerner.