Hostel (2005)

Hostel, 2005.
Instruktør: Eli Roth.
Medvirkende: Jay Hernandez, Derek Richardson, Eythor Gudjonsson.

It’s ok. We’re going to the spa. You wanna join us? To amerikanere og en islænding er taget til Amsterdam for at få opfyldt deres seksuelle fantasier. En fyr giver dem dog et tip om, at hvis de vil have rigtig god sex med meget villige piger, så er en kro i Slovakiet stedet. Der venter dem dog mere end sex på denne kro, faktisk har folk det med at forsvinde fra kroen og vågne op, låst fast i et mørkt rum fyldt med instrumenter, knive, motorsave, skalpeller, boremaskiner og en sadist.

Mildt fascineret af Saw, satte jeg mig til at se denne film, velvidende at det var noget med tortur. Da jeg havde set 10 minutter tænkte jeg, at det nok var en blanding af Saw og så Eurotrip. Af en eller anden grund var den meget lang tid om at komme i gang. De første 25 minutter handler udelukkende om sex, om at få sig noget god slovakisk, velvillig fisse. Resten af filmen derimod veksler mellem snak og grim splatter. Forskellen på Saw, som var god, og Hostel, som er elendig, er, at i Saw, dér pirrer de ens forestillingsevne ved at indikere, hvad der sker – i Hostel viser de en, hvad der sker. I øvrigt har filmen næsten ingen choks, den pirrer på ingen måde, er aldrig særlig intens, når ikke den bombarderer seeren med blod og indvolde. Egentlig bliver man ikke skræmt som sådan, for det er ikke skræmmende, bare rigtig rigtig ulækkert. Hvis du lige har spist noget giftigt, og du ikke kan få dig til at stikke en finger i halsen for at kaste det op, så er denne film en alternativ løsning på dit problem. Flere andre anmeldere på Internettet har meldt om biografgængere, der kastede op, dem som ikke forlod salen i tide.

Hvad er meningen med denne film? Og hvad sker der for Quentin Tarantino, at han ville være executive producer på sådan noget indholdsløst gang pattesplat? Dette var nok det værste bæ, jeg nogensinde har ladet sig folde ud på min computerskærm. 1 stjerne, undgå, whatever it takes!

10 Things I Hate About You (1999)

10 Things I Hate About You, 1999.
Instruktør: Gil Junger.
Medvirkende: Heath Ledger, Julia Stiles, Josepth Gordon-Levitt, Larisa Oleynik.

What is it with this chick? She got beer-flavored nipples? Cameron (Gordon-Levitt) er ny på skolen, og første dag får han øje på Bianca (Oleynik), en af skolens mest eftertragtede piger, og han sætter sig for at få en date med hende. Bianca må dog først gå på date for sin far, når hendes søster, Kate (Stiles), også går på date. Problemet er bare, at Kate ikke just er eftertragtet, og ikke just selv er med på ideen. Cameron og hans buddy får dog iværksat, at skolens dumme, men populære fyr kaldet Joey får betalt en skræmmende fyr kaldet Patrick (Ledger) for at tage Kate på date. Joey gør det dog kun af egen interesse for Bianca…

Denne teen movie har nogle af de samme elementer, som gjorde She’s all That til et mega-hit samme år. Der er fyren, der bliver betalt for at gå ud med pigen, som ingen synes er cool, men som pludselig bliver det alligevel. Og så er der endda en reference til The Real World, som om dette var obligatorisk, da filmen blev lavet. Vitserne er lige så dårlige med nogle få undtagelser, og jeg vil mene, der i denne film er skruet endnu mere op for sentimentaliteten, ganske givet fordi Julia Stiles er mere talentfuld skuespiller end Rachael Leigh Cook. Ledger gør også et ganske udmærket job, og det skulle da også vise sig at give pote, da han nu bliver tilbudt store roller i store film overfor store skuespiller, bl.a. ses han i næste Batman-film (The Dark Knight) i rollen som Jokeren.

10 Things I Hate About You vil appellere til håbløst romantiske teenage piger, mens vi almindelige fyre målløse vil spørge os selv, hvad i alverden figuren Patrick ser figuren Kate. 3 stjerner får den herfra.

Zoolander (2001)

Zoolander, 2001.
Instruktør: Ben Stiller.
Medvirkende: Ben Stiller, Owen Wilson, Christine Taylor, Will Ferrel, Jerry Stiller.

What is this? A center for ants? How can we be expected to teach children to learn how to read… if they can’t even fit inside the building? Derek Zoolander (B. Stiller) dominerer verden af mandlige modeller, men i år går den store model-pris til rivalen Hansel (Wilson). Derek vælger at pensionere sig, men modeherskeren Mugatu (Ferrel) og Dereks agent, Maury Ballstein (J. Stiller), har andre planer, de har ambitioner om at bruge ham som dræbermaskine, og målet er Malaysias Prime Minister. Det agter nyhedsreporteren Matilda (Taylor) dog at sætte en stopper for på den ene eller anden måde.

Historien kunne ikke være meget mere lam og dermed helt perfekt til diverse gags, der gør grin med modeverdenen og popkulturen. Ben Stiller har gjort et stort arbejde ud af at fiske tonsvis af stjerner til at stå i små skægge cameoroller undervejs, og filmen er godt skruet sammen som en komedie af den slags, man virkelig slår alt fra til. Humoren er i top, og da der ikke kræves meget mere af komedier i denne genre, så er der ikke noget at klage over. Det var en fornøjelse at se, da man ikke lige havde andet for den eftermiddag, dog ikke helt værd at sætte en aften med vennerne af til. 3 stjerner.

The Butterfly Effect (2004)

The Butterfly Effect, 2004.
Instruktører: Eric Bress, J. Mackye Gruber.
Medvirkende: Ashton Kutcher, Amy Smart, Elden Henson, William Lee Scott.

On Wednesday I got in trouble for a drawing that I didn’t do. Mommy wont let me see it. Evan Treborn blev i sin barndom udsat for flere traumatiske hændelser, heldigvis har de ikke haft stor indflydelse på ham, da hans hjerne altid kortsluttede i disse øjeblikke og efterlod et sort hul i stedet for en slem erindring. Hans tre venner, Tommy, Lenny og Kayleigh er dog alle mærkede af det, og da Evan som voksen opdager, at han har en evne til at ændre på fortiden, går han i gang med arbejdet. Men at ændre i historien har sine konsekvenser for nutiden.

Ashton Kutcher ses normalt i overfladiske taberroller i gakkede komedier, bl.a. Dude, Where’s My Car? og My Boss’s Daughter. Derfor var det godt at se ham i en seriøs thriller som denne, og han gør skam jobbet udmærket, taget i betragtning, og hvis man lige ser lidt igennem fingre med lidt overspil i en scene med figuren Thumper, hvor Evan proklamerer meget højrystet, at han ikke kender sig selv. Amy Smart er bestemt også god, hun formår både at være en grovklam luder og en skinnende højskolebabe.

Plottet i filmen har sine stærke og svage punkter. Filmen og konceptet er forholdsvis originalt og udnyttet til det yderste, og det er sjovt at se de mange muligheder og gætte med undervejs. For nogen vil den første del af filmen, som gennemgår hovedpersonens traumer, være for barsk, men omstændighederne formildes, når man når længere ind i filmen, hvis man da ellers holder så længe. Tidsrejseaspektet syntes først at holde på mange områder, men desto længere tid man tænker over filmen, desto mere tåbelig føler man sig over, hvad man bare accepterede som en logisk del af handlingen, første gang man så den. Den holder nemlig ikke, slet ikke, men dermed må man bare konkludere, hvad man har gjort så mange gange før i forbindelse med tidsrejsefilm: Der skal ikke tænkes for meget over den.

Jeg var meget grebet af filmen første gang, dens stil, dens skuespil og selve konceptet. Man kan vælge mellem 2 udgaver, en Director’s Cut, hvor instruktørerne får deres vilje, og en Theatrical Version, hvor instruktørerne lader til at gå på kompromis med publikum. Blandt ekstramaterialet finder man også et par alternative slutninger til Theatrical Version, som er værd at tage et kig på. Alt i alt var The Butterfly Effect en rigtig god oplevelse, men dens fejl og mangler taget i betragtning bliver det denne gang kun til 4 stjerner, disse er til gengæld store.

Heat (1995)

Heat, 1995.
Instruktør: Michael Mann.
Medvirkende: Al Pacino, Robert De Niro, Val Kilmer, Ashley Judd.

All I am is what I’m going after. Neil McCauley (De Niro) og hans bande (der også tæller Kilmer) er rodløse, deres liv går ud på at plyndre, dræbe vidnerne og forsvinde med det samme med godset. Kriminalinspektør Vincent Hanna (Pacino) er gift og har en steddatter, der svigtes af sin biologiske far. Vincent selv ser heller ikke meget til sin familie, han er optaget af at forfølge sin nemesis, McCauley. De to har nemlig mange ting til fælles.

Heat er en kedelig trist thriller om nogle mænd i nogle sørgelige situationer, de ikke ser nogen mulighed for at slippe ud af, men begge accepterer de deres skæbne og gør, hvad de er sat til at gøre. Man synes at fatte denne pointe temmelig tidligt i filmen, derfor synes dramaet langsommeligt og som sagt: Kedeligt. Præstationerne er udmærkede, selv om ingen af de mange talenter decideret udfordres. Det bedste stykke arbejde ses nok fra Ashley Judd’s side, hvorimod Pacino synes ensformigt flegmatisk hele den dramatiske affære igennem, og hans rolle som kriminalkommisær byder ikke tilnærmelsesvist på det, man f.eks. så i Insomnia, hvor han var fremragende.

Denne film er absolut ikke et must, faktisk er den lige modsat. Den har da nogle interessante tanker, men en sørgelig handling gør ikke en god film. Til gengæld må jeg indrømme, at jeg da sad på kanten af stolen hen mod slutningen, hvor Pacino og De Niro endelig mødtes for at få afgjort deres uafsluttede handler. Det retter dog ikke op på al ventetiden, derfor får den kun 3 stjerner herfra.

V for Vendetta (2005)

V for Vendetta, 2005.
Instruktør: James McTeigue.
Manuskriptforfattere: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Hugo Weaving, Stephen Fry, John Hurt.

We are told to remember the idea, not the man, because a man can fail. He can be caught, he can be killed and forgotten, but 400 years later, an idea can still change the world. I et futuristisk totalitært regime i England regerer en ond fascistisk kansler ved navn Adam Sutler. Der er ingen frihed, ingen tryghed og intet håb – indtil en mand ved navn V iført en Guy Hawkes-maske vækker håbet til live gennem en eksplosiv og verbal frihedskamp, der gennem hele filmen karakteriseres som terror. Men hvem er V? En ganske almindelig ung kvinde ved navn Evey involveres i hans foretagender og får øjnene op for de værdier og ideer, han står for, som for hendes eget vedkommende altid har været latente under frygten for at miste livet.

Der er intet realistisk at hente i denne fiktive politiske thriller. Ideen om at USA er gået til grunde, og at England er blevet fascistisk synes helt hen i vejret, men det er synd at lade dette komme i vejen for en rigtig god filmoplevelse, som V for Vendetta vitterligt er. Og selv om historien ikke virker som et troværdigt fremtidsscenario, så fungerer den helt perfekt på sine egne præmisser. Dens sammenblanding af aktuelle politiske emner, moderne superhelteflicks og den mørke side af thrillergenren er overvældende, mildest talt fantastisk.

Filmen var oprindelig sat til at have premiere d. 5. november sidste år, men blev udsat på grund af sidste sommers terrorbomber i Londons undergrund. For nogen mennesker har udsættelsen dog ikke været lang nok, da dens flirten med etiske emner, som er meget aktuelle, kan synes tvetydig og på nogle punkter træde folk over tæerne, især hvad angår synet på tortur. Det vidunderlige ved filmen er dog, at den netop ikke kommer med mange ensidige svar, men for det meste stiller en masse spørgsmål. Hvordan karakteriserer vi f.eks. terror? Filmen vender hele denne problematik på hovedet ved at gøre hovedpersonen til terrorist. Retfærdiggøres hans handlinger så af det totalitære regime? Hvor stor betydning har det, at han drives af hævn, og at han ikke kan skelne sit personlige agenda fra retfærdighed (justice)? V for Vendetta har en stribe af disse små finurligheder, der bidrager til tankevirksomheden og dermed underholdningen.

At Wachowski-brødrene, som skabte Matrix-universet, står bag, havde naturligvis en hel del at sige, da jeg valgte at købe denne DVD fra ny af. Der ses da også visse ligheder med The Matrix, dels har plottet visse ligheder, da også hovedpersonerne i The Matrix ansås for at være terrorister af et totalitært styre af en art. Derudover, så ses Hugo Weaving igen i en rolle, hvor han får lov at folde sig ud rent verbalt, hvilket er en sand fornøjelse at høre på, og der skal ikke være nogen tvivl om, at hans rolle har været krævende, selv om han gemmer sig bag en maske. Slåssekvenserne er også rigtig gode, dog mere elegante, og de fylder (heldigvis) ikke så meget, som de gjorde i Matrix-universet.

V for Vendetta er en rigtig god film, som alle på et tidspunkt bør se, og det skal ikke være i bidder på en PSP i en bus, det er den simpelthen for god til. Jeg vurderer den til 5 stjerner.

Princess of Thieves (2001)

Princess of Thieves, 2001.
Instruktør: Peter Hewitt.
Medvirkende: Malcolm McDowell, Keira Knightley, Stuart Wilson, Jonathan Hyde.

Sheriffen af Nottingham (McDowell) hader Robin Hood (Wilson). Robin Hood og Lady Marion har fået en datter. Robin har tjent i krig under ledelse af Richard Løvehjerte, som lider nederlag. Den onde Prins John vil gerne være konge. Det vil den retmæssige Prins Phillip umiddelbart ikke. Og Robin Hoods datter, Gwyn (Knightley), vil bare gerne være med, hvor det sker.

Princess of Thieves er intet mesterværk, nok lige det modsatte. Ens forventninger er heller ikke store, når man aldrig har hørt om den før og købte den til 25,- i Stereo Studio, fordi man så Keira Knightley på forsiden. Og hun er en køn pige, ingen tvivl om, at hun også var det, før hun blev berømt med Bend It Like Beckham og Pirates of the Carribean m.fl..

Hvad resten af filmen angår, så er det en temmelig kedelig tv-film. Masser af tom snak lige efter bogen, og meget få actionsekvenser, der ikke synes at imponere. De trivielle tricks med bue og pil gentages, som vi har set dem mange gange før, og romantikken mellem Phillip og Gwyn blomstrer og havde måske stjålet vores hjerter med en bedre dialog, en bedre mandlig skuespiller med mere mimik og menneskelighed og mere indlevelse fra begge parter. Det værste ved filmen er dog alle de ting, man griner af, fordi det ligner en parodi som det malede slot i baggrunden og gitteret, som bare tages af med bløde hænders snilde. Bevares, det er da sundt at grine.

Alt i alt, den kan få 1½ stjerne, for man bør ikke se den, men så igen, den har jo Keira Knightley.

The Pink Panther (2006)

The Pink Panther, 2006.
Instruktør: Shawn Levy.
Medvirkende: Steve Martin, Jean Reno, Kevin Kline, Beyoncé Knowles.

Stop browbeating her! Can’t you see she is sexy? En berømt fransk fodboldtræner med en lækker kæreste (Knowles) bliver slået ihjel med en giftig pil, og hans ufatteligt værdifulde ring forsvinder fra hans finger. Hvem havde ønsket om at slå ham ihjel? Og hvem har ringen, der også kendes som Den Lyserøde Panter? Chief Inspector Dreyfus (Kline) ser dette som sin store chance for endelig at vinde den æresmedalje, han altid nomineres til, men aldrig har vundet. Han vil opklare sagen, men ikke i pressens lys til at begynde med. Til afledning bruger han Inspector Jacques Clouseau (Martin), som er lige så arrogant, som han er talentløs.

I disse dage laves mange remakes. Alt skal tilpasses amerikansk mainstream, det være sig japanske gysere eller film fra 70′erne, 80′erne, ja, sågar 90′erne. Den nye version af The Pink Panther udskældtes af mange, fordi Steve Martins nye fortolkning af Jacques Clouseau ikke synes at leve op til Peter Sellers’ udgave. Da jeg ikke erindrer de første film, er jeg måske bedre stillet i denne sammenhæng. Min oplevelse af den nye udgave belastes ikke af minder om en evt. bedre version.

Og ser man The Pink Panther som en selvstændig film uden relation til noget andet, så er den skam ganske udmærket. Skuespillet er sjovt, flirten med det franske er morsom, og de mange gags, der forårsages af Clouseaus klodsethed virker efter hensigten. Der er mange sjove detaljer, som f.eks. da Clive Owen dukker op for en kort bemærkning i rollen som Agent 006. Beyoncé Knowles ser dejlig ud som altid og synger godt, men medvirker ikke særlig meget. Jean Reno demonstrerer igen, at han er et fremragende komisk talent.

Filmen var sjov og underholdende, i hvert fald til 3 stjerner.