Heat, 1995.
Instruktør: Michael Mann.
Medvirkende: Al Pacino, Robert De Niro, Val Kilmer, Ashley Judd.
All I am is what I’m going after. Neil McCauley (De Niro) og hans bande (der også tæller Kilmer) er rodløse, deres liv går ud på at plyndre, dræbe vidnerne og forsvinde med det samme med godset. Kriminalinspektør Vincent Hanna (Pacino) er gift og har en steddatter, der svigtes af sin biologiske far. Vincent selv ser heller ikke meget til sin familie, han er optaget af at forfølge sin nemesis, McCauley. De to har nemlig mange ting til fælles.
Heat er en kedelig trist thriller om nogle mænd i nogle sørgelige situationer, de ikke ser nogen mulighed for at slippe ud af, men begge accepterer de deres skæbne og gør, hvad de er sat til at gøre. Man synes at fatte denne pointe temmelig tidligt i filmen, derfor synes dramaet langsommeligt og som sagt: Kedeligt. Præstationerne er udmærkede, selv om ingen af de mange talenter decideret udfordres. Det bedste stykke arbejde ses nok fra Ashley Judd’s side, hvorimod Pacino synes ensformigt flegmatisk hele den dramatiske affære igennem, og hans rolle som kriminalkommisær byder ikke tilnærmelsesvist på det, man f.eks. så i Insomnia, hvor han var fremragende.
Denne film er absolut ikke et must, faktisk er den lige modsat. Den har da nogle interessante tanker, men en sørgelig handling gør ikke en god film. Til gengæld må jeg indrømme, at jeg da sad på kanten af stolen hen mod slutningen, hvor Pacino og De Niro endelig mødtes for at få afgjort deres uafsluttede handler. Det retter dog ikke op på al ventetiden, derfor får den kun 3 stjerner herfra.
