White Christmas (1954)

White Christmas, 1954.
Instruktør: Michael Curtiz.
Medvirkende: Bing Crosby, Danny Kaye, Rosemary Clooney, Dean Jagger.

Miss Haynes, if you’re ever under a falling building and someone offers to pick you up and carry you to safety, don’t think, don’t pause, don’t hesitate for a moment, just spit in his eye. Captain Bob Wallace (Crosby) redder menig Phil Davis (Kaye) fra at blive tværet ud under en mur, og som tak tilbyder Bob ham en tjeneste. Fra da af slår de sig sammen som makkerpar i show bizz med stor succes. Successen til trods mistænker Phil dog sin gamle ven Bob for at være trist og ensom, så på mystisk vis får han arrangeret en tur til Vermont sammen med de dansende søstre Haynes (Clooney, Vera-Ellen). Vermont er dog ikke som forventet, det er ingen sne (endnu) - og her gik man ellers og drømte om en hvid jul og troede, at Vermont lige var stedet - til gengæld finder de deres pensionerede yndlingsgeneral som nedslået hotelejer, der trænger til en særlig opmuntring.

Det var usædvanligt at se en film, som blev indspillet året før mine forældres fødsel, men på sin vis gjorde det den også charmerende. Dengang var der intet galt i, at film virkede teatralske, det var forventeligt. Også skuespillet lugter langt væk af, at det altid er det bedste, hvis man får sagt replikkerne højt og tydeligt, selv hvis historien ikke kalder på en sådan måde at sige tingene på – og tonefaldene overdrives, så alle forstår meningen, og grimasserne kan ændre sig fra vildt begejstret til chokeret fra det ene øjeblik til det andet. De taler aldrig i munden på hinanden. Alt dette er selvfølgeligt for dem, som kender de gamle klassikere, og som på det tidspunkt aldrig havde hørt om realisme eller autencitet. Altså kan filmen heller ikke bedømmes ud fra en nutidig referenceramme. Det er nogle ganske andre ting, der bør lægges vægt på, men for at forstå filmens styrker, så skal man nok være vant til 50′er-film.

Jeg kan dog stadig sige, hvad jeg som ung i det 21. århundrede synes er godt ved denne film. Jeg synes, den var hyggelig på alle måder. Bing Crosby har noget over sig, der får ham til at virke som verdens rareste person, måske det er hans rolige sangstemme, han dybblå øjne eller hans morfar-agtige smil – men hans lige findes i hvert fald næppe i Hollywood i dag. Danny Kaye er da også charmerende, især finder jeg det fornøjeligt, når han bliver nervøs og hans stemme knækker. Sangene er lidt ensformige for mig at se, teksterne er simple, ofte overfladiske, men ens knæ smelter alligevel, når man til start og slut hører “I’m dreaming of a white christmas”. Der er også en del dansesekvenser, hvoraf nogen er væsentligt mere underholdende at se på end andre, og hen mod slutningen blev jeg nok lidt træt af det, selv om det var ret sjovt i starten. Julestemningen er ikke så højt oppe, som jeg først havde forventet, men det store klimaks byder til gengæld på rigtig julehygge.

At give stjerner til så gammel en film er næsten svært, især fordi man skulle synes, den burde bedømmes efter den tids skala. Dog ser jeg, at det er ikke sådan jeg har haft bedømt tidligere. Personligt blev jeg underholdt til 3 stjerner. Havde der været lidt mere jul over den, så havde den fået en fjerde.

The Illusionist (2006)

The Illusionist, 2006.
Instruktør: Neil Burger.
Medvirkende: Paul Giamatti, Edward Norton, Jessica Biel, Rufus Sewell.

Make us dissappear! Mens vi venter på, at Christopher Nolans “The Prestige” får dansk premiere, tager vi til takke med dette lille hyggelige drama, som med sin simple, dog alligevel interessante fortælling når sine beskedne mål. Handlingen finder sted i Wien for lidt over 100 år siden, da Kronprins Leopold (Sewell) går med planer om at vælte sin far af tronen for selv at blive kejser – hvilket dog kun kan lykkes, hvis han gifter sig med Hertuginde Sophie von Teschen (Biel) og derved får de rette familierelationer. Hendes hjerte tilhører dog den tryllekunstnerkæreste (Norton), hun havde som barn, men som har været borte i mange år. En dag står han dog på en scene i Wien, præsenterer sig som Eisenheim og efterspørger en frivillig, som ikke frygter døden.

Det er en sjælden fornøjelse at se en film med en sådan originalitet, som præger The Illusionist. Mijøet er i det store hele troværdigt, men der er dog heller ikke på noget tidspunkt tvivl om, at vi har med en fiktiv fortælling at gøre. Historien er godt fortalt. Interessen fænges fra start af ved at der vises et meget lille glimt af slutningen, dog uden at man derudfra kan forudsige retningen for historiens udvikling. Godt trick, og det virker! Man underholdes undervejs, og så er det desuden vidunderligt at opleve, hvordan filmen i slutningen væver alle trådene sammen i ét smukt mønster, endda uden at det virker langsommeligt. Selv om man undervejs forudser forskellige dele af slutningens store twist (tror ganske enkelt det er meningen, så man som biografgænger kan føle sig lidt smart), så vil der stadig være detaljer undervejs, man ikke havde bemærket, eller som man ikke havde tillagt nogen betydning. Plottet er altså i sig selv en ganske fornøjelig oplevelse.

Skuespillet er dog overordnet set ikke meget over middel. Edward Norton er talentfuld skuespiller, der både kan spille vred nynazist (American History X) og spedalsk konge (Kingdom of Heaven), og han passer også godt ind i rollen som den mystiske tryllekunstner, Eisenheim. Skurken, der her portrætteres af Sewell, mangler dog ben i næsen, hvilket måske i første omgang skyldes manuskriptforfatteren. I forhold til Eisenheim er Kronprins Leopold simpelthen en alt for vattet anti-helt til at bære spændingen. Man er ikke i tvivl om, at Eisenheim har overtaget undervejs. Tværtimod, så gør filmen en del ud af at fremstille Kronprins Leopold som ynkelig, ja, til grin. Jessica Biel gør, hvad der forventes af hende i rollen som hertuginden. Det er ikke imponerende, men hendes karakter er heller ikke af særlig betydning for fortællingen, udover at hun er møen, som hele duellen handler om. Filmens store stjerne er uden tvivl Paul Giamatti. Denne gang gør han sig som småkorrupt politichef, der ganske modvilligt parerer ordrer fra Kronprinsen, og dog fornemmer man tidligt i forløbet, at karakteren indeholder mere end den egoistiske stræben efter forfremmelse. Well done, Giamatti.

Denne eftermiddag var jeg næsten den eneste, som ville ind og se denne film – der var kun én anden, en ung fyr, som valgt at sætte sig helt ned på forreste række. De andre, som gik i biografen, foretrak nok Casino Royale eller Eragon eller dansende pingviner. Uden at have set de andre, vil jeg tillade mig at anbefale, du vælger denne. For det første, så er chancen større for, at du så får biografsalen for dig selv, og for det andet er du i givet fald sikret en rigtig fin filmoplevelse til i hvert fald 4 stjerner.

Kommentar: Nye tider

Ja, jeg var egentlig kommet ind i en ganske god vane med at anmelde film – men så glippede det. Listen over film, jeg manglede at anmelde, voksede sig længere og længere, og jeg havde styr på de første 10, men så glippede det. At jeg i en periode ikke havde Internet hjalp det så også på vej.

Hvad så nu? Skal Dorland Film lukke? Nej, anmeldelserne, som jeg har skrevet, bliver jo stadig besøgt, og af og til får jeg da også lyst til at skrive anmeldelser igen, f.eks. fik jeg lyst til at anmelde Superman Returns.

So this is how it’s gonna be: Jeg anmelder en film, når jeg får lyst og sætter det under de rigtige kategorier. Til gengæld dropper jeg nummereringen. Og hvis der er en film, nogen gerne vil have, jeg anmelder, så tages der gerne imod forslag. Jeg kan skaffe en god del af de aktuelle film hos den lokale udlejer. Biografen kommer jeg nok mere sjældent i.

I må hygge jer !