White Christmas (1954)

White Christmas, 1954.
Instruktør: Michael Curtiz.
Medvirkende: Bing Crosby, Danny Kaye, Rosemary Clooney, Dean Jagger.

Miss Haynes, if you’re ever under a falling building and someone offers to pick you up and carry you to safety, don’t think, don’t pause, don’t hesitate for a moment, just spit in his eye. Captain Bob Wallace (Crosby) redder menig Phil Davis (Kaye) fra at blive tværet ud under en mur, og som tak tilbyder Bob ham en tjeneste. Fra da af slår de sig sammen som makkerpar i show bizz med stor succes. Successen til trods mistænker Phil dog sin gamle ven Bob for at være trist og ensom, så på mystisk vis får han arrangeret en tur til Vermont sammen med de dansende søstre Haynes (Clooney, Vera-Ellen). Vermont er dog ikke som forventet, det er ingen sne (endnu) - og her gik man ellers og drømte om en hvid jul og troede, at Vermont lige var stedet - til gengæld finder de deres pensionerede yndlingsgeneral som nedslået hotelejer, der trænger til en særlig opmuntring.

Det var usædvanligt at se en film, som blev indspillet året før mine forældres fødsel, men på sin vis gjorde det den også charmerende. Dengang var der intet galt i, at film virkede teatralske, det var forventeligt. Også skuespillet lugter langt væk af, at det altid er det bedste, hvis man får sagt replikkerne højt og tydeligt, selv hvis historien ikke kalder på en sådan måde at sige tingene på - og tonefaldene overdrives, så alle forstår meningen, og grimasserne kan ændre sig fra vildt begejstret til chokeret fra det ene øjeblik til det andet. De taler aldrig i munden på hinanden. Alt dette er selvfølgeligt for dem, som kender de gamle klassikere, og som på det tidspunkt aldrig havde hørt om realisme eller autencitet. Altså kan filmen heller ikke bedømmes ud fra en nutidig referenceramme. Det er nogle ganske andre ting, der bør lægges vægt på, men for at forstå filmens styrker, så skal man nok være vant til 50′er-film.

Jeg kan dog stadig sige, hvad jeg som ung i det 21. århundrede synes er godt ved denne film. Jeg synes, den var hyggelig på alle måder. Bing Crosby har noget over sig, der får ham til at virke som verdens rareste person, måske det er hans rolige sangstemme, han dybblå øjne eller hans morfar-agtige smil - men hans lige findes i hvert fald næppe i Hollywood i dag. Danny Kaye er da også charmerende, især finder jeg det fornøjeligt, når han bliver nervøs og hans stemme knækker. Sangene er lidt ensformige for mig at se, teksterne er simple, ofte overfladiske, men ens knæ smelter alligevel, når man til start og slut hører “I’m dreaming of a white christmas”. Der er også en del dansesekvenser, hvoraf nogen er væsentligt mere underholdende at se på end andre, og hen mod slutningen blev jeg nok lidt træt af det, selv om det var ret sjovt i starten. Julestemningen er ikke så højt oppe, som jeg først havde forventet, men det store klimaks byder til gengæld på rigtig julehygge.

At give stjerner til så gammel en film er næsten svært, især fordi man skulle synes, den burde bedømmes efter den tids skala. Dog ser jeg, at det er ikke sådan jeg har haft bedømt tidligere. Personligt blev jeg underholdt til 3 stjerner. Havde der været lidt mere jul over den, så havde den fået en fjerde.