Cars (2006)

Cars, 2006.
Instruktør: John Lasseter.
Medvirkende: Owen Wilson, Paul Newman, Bonnie Hunt.

I’m doing great! You’re everywhere! TV, radio, the papers. You can’t BUY this kind of publicity! What do you need me for? That’s just a figure of speech, by the way. You signed a contract. Lightning McQueen er på sit højeste. Vinder han det næste racerløb, er han den hurtigste og mest populære bil i USA. På vej til løbet i Los Angeles, havner han dog ved et uheld i en lille forladt by midt ude i ørkenen, hvor han kommer til at ødelægge det meste af vejen. Som straf idømmes han samfundstjeneste, og det bliver hans anledning til at se, at livet ikke bare handler om racerløb og medieomtale.

Cars er den sidste nye PIXAR-film. PIXAR har siden deres første animationsfilm af sin slags, Toy Story, bragt os de største animationsfilm i nyere tid, bl.a. Finding Nemo og The Incredibles. På mange punkter imponerer Cars også, men det er dog indlysende, at man denne gang forsøger at appellere til et yngre publikum, især vil den gå lige i hjertet på børn med fascination for biler, hvilket jo er en kæmpestor målgruppe. Filmen bærer da også af og til præg af at være en tv-reklame for alt det franchise, som man ønsker at sælge ved siden af og proppe i HappyMeals.

Historien gør det samme, som historierne i Finding Nemo og Toy Story før har gjort. Man imponeres over, at der er så meget handling, når det egentlig bare handler om biler. Engang undrede man sig på samme måde over, at der kunne laves en så menings- og actionfyldt film om fisk. Dog når Cars aldrig den samme underholdningsværdi, fordi der er meget få twists i handlingen, den synes at gentage sig selv og være ganske forudsigelig. Det er ikke en film, man umiddelbart har lyst til at se igen – jo, måske hvis man havde mulighed for at slutte den til et godt surround anlæg. Den skal dog have 3 stjerner.

Drømmen (2006)

Drømmen, 2006 (aka We Shall Overcome)
Instruktør: Niels Arden Oplev.
Medvirkende: Bent Mejding, Anders W. Berthelsen, Jens Jørn Spottag, Janus Dissing Rathke.

Søren, kan du ikke forstå, det handler om retfærdighed? Og at man ikke ska gå rundt og være bange hele tiden! I 1969 konfronterede ungdomsbevægelsen autoriteterne og kæmpede for lighed på alle ledder og kanter. De danske bønder levede dog stadig isoleret fra dette, men via tv’et listede oprøret ind de mærkeligste steder. Fritz (Rathke) er 13 år, og en dag går hans far (Spottag) ned med et voldsomt angstanfald. Som et lille plaster på såret skaffer hans mor (Riis) familen et tv, og Fritz sidder hele sommeren og betragter, hvordan verden ser ud udenfor lokalsamfundet. Da han begynder i 6. klasse på sin nye skole, bliver han offer for den gamle skoleinspektør, som alle – ikke mindst lærerne – frygter. Blandt eleverne lyder rygterne, at han slår børn så hårdt, at fingrene bliver siddende i ansigtet i månedsvis. Det varer ikke længe, før Fritz får syn for sagn.

Jeg så på et tidspunkt traileren til denne film og tænkte, at den kunne være interessant. Imidlertid glemte jeg alt om den, indtil jeg den anden dag læste om, hvor meget anerkendelse filmen høster ude i den store verden. Historien er ikke ny som sådan. Man har mange gange før set ungdomsoprøret skildret i forskellige sammenhæng, dog griber dennne film det dog an fra en noget anderledes vinkel. For det første taler vi om et bondemiljø, som i 1969 stadig var ret uberørt af den kulturelle udvikling i byerne. For det andet, så fortæller Drømmen hele historien, som den ses fra et barns øjne med den naivitet og uvidenhed, der så hører sig til. Dette gør filmen til noget særligt, og på mange måder hæver den sig over andre børnefilm, fordi den ikke satser på billige grin og dansende pingviner, men på drama. Der er meget få dramafilm, hvor børn kan se med, og det er synd, for jeg tror egentlig ikke, at børn har så meget imod genren, når det kommer til stykket.

Skuespilpræstationerne i denne film er helt fantastiske. To af filmens skuespillere, Rathke og Spottag, spiller overfor hinanden i filmens første minutter, hvor faderen bliver offer for et angstanfald. Det er nok én af de mest gribende scener, jeg længe har set, og dette kan begge skuespillere takkes for. Mejding gør også et flot job som usympatisk skoleinspektør, selv om manuskriptet måske præsenterer denne karakter meget ensidigt, i hvert fald mere end man fornemmer var meningen ud fra de beskrivelser og forklaringer, man får af instruktøren i ekstramaterialet (som han nok derfor skulle have holdt for sig selv). Berthelsen spiller som sædvanlig en venlig og charmerende mand, i dette tilfælde dog som en ung hippiefyr, der vil være musiklærer, og dette gør han da også ubeklageligt.

Jeg var som allerede nævnt solgt til denne film allerede i de første minutter. Jeg tror, at det med rette kan karakteriseres som den bedste børnefilm, jeg nogensinde har set, men det skal naturligvis tages med et gran salt, da jeg selv er 20. Filmens slutning er ikke for harmonisk, dog heller ikke for tragisk, men gør opmærksom på livets realiteter og overbeviser mig om, hvor denne film hører til på skalaen. Det er helt sikkert sådan en film, man giver 5 stjerner.

(I øvrigt tankevækkende at børn under 11 år frarådes at se filmen.)

The Hills Have Eyes (Unrated) (2006)

The Hills Have Eyes (Unrated), 2006
Instruktør: Alexandre Aja
Medvirkende: Dan Byrd, Emilie de Ravin, Vinessa Shaw, Aaron Stanford.

Between 1945 and 1962 the United States conducted 331 atmospheric nuclear tests. Today, the government still denies the genetic effects caused by radioactive fallout … En familie er taget på camping, men er nu på vej hjem til Californien gennem New Mexico. En tankpasser foreslår dem en genvej, men det viser sig, at genvejen fører dem længere ud i den øde og ugæstfri ørken, hvor familiens bil af mærkelige grunde siger fra. Da én af hundene bliver slået ihjel (og udhulet) forstår den yngste søn, at de ikke er alene. Bjergene har øjne.

Man skulle tro, jeg var ved at få nok af splatterfilm, for det er ikke en genre, der giver mig blod på tanden. Jeg finder ikke billederne af lemlæstelser og seksuelle overgreb særlig berusende, og jeg har nok en ringe forståelse for selve nydelsen, nogen oplever ved at se denne slags film. Skal den dog bedømmes ud fra de normer, man normalt vil bedømme sådan en film ud fra (som splatterglad anmelder), så er den dog ganske dygtigt lavet.

Til sammenligning har jeg set Hostel, som jeg så sidste år, og der er ingen tvivl om, at denne film overgår denne på flere områder. Dels virker den mere intelligent, bl.a. fordi miljøet virker mere autentisk. Jeg finder også den politiske anti-amerikanske undertone ganske charmerende – måske fordi jeg ikke er amerikaner. Samtidig, så fandt jeg ikke denne film lige så klam som Hostel, selv om denne ellers er pervers nok, ikke mindst på grund af de seksuelle overgreb midt i filmen, som i høj grad giver seeren de velkendte brækfornemmelser. Filmen er mere grafisk skræmmende end psykologisk, den spiller i starten på de klassiske chok-effekter, men desto længere du kommer ind i filmen, desto færre forskrækkelser bliver der. I stedet kompenseres der for det med billeder, der også som still fotoer havde virket chokerende.

Jeg er ikke vild med splattergenren, og da det er yderst subjektive anmeldelser, der her på bloggen præsenteres, så gives der også point derefter: 2 stjerner, den første fordi alle film får mindst én, den ekstra skal gives for den amerikanske selvironi (og lidt for Emilie de Ravins skønhed, indtil det øjeblik hun bliver slået halvt fordærvet m.v.).