Drømmen, 2006 (aka We Shall Overcome)
Instruktør: Niels Arden Oplev.
Medvirkende: Bent Mejding, Anders W. Berthelsen, Jens Jørn Spottag, Janus Dissing Rathke.
Søren, kan du ikke forstå, det handler om retfærdighed? Og at man ikke ska gå rundt og være bange hele tiden! I 1969 konfronterede ungdomsbevægelsen autoriteterne og kæmpede for lighed på alle ledder og kanter. De danske bønder levede dog stadig isoleret fra dette, men via tv’et listede oprøret ind de mærkeligste steder. Fritz (Rathke) er 13 år, og en dag går hans far (Spottag) ned med et voldsomt angstanfald. Som et lille plaster på såret skaffer hans mor (Riis) familen et tv, og Fritz sidder hele sommeren og betragter, hvordan verden ser ud udenfor lokalsamfundet. Da han begynder i 6. klasse på sin nye skole, bliver han offer for den gamle skoleinspektør, som alle – ikke mindst lærerne – frygter. Blandt eleverne lyder rygterne, at han slår børn så hårdt, at fingrene bliver siddende i ansigtet i månedsvis. Det varer ikke længe, før Fritz får syn for sagn.
Jeg så på et tidspunkt traileren til denne film og tænkte, at den kunne være interessant. Imidlertid glemte jeg alt om den, indtil jeg den anden dag læste om, hvor meget anerkendelse filmen høster ude i den store verden. Historien er ikke ny som sådan. Man har mange gange før set ungdomsoprøret skildret i forskellige sammenhæng, dog griber dennne film det dog an fra en noget anderledes vinkel. For det første taler vi om et bondemiljø, som i 1969 stadig var ret uberørt af den kulturelle udvikling i byerne. For det andet, så fortæller Drømmen hele historien, som den ses fra et barns øjne med den naivitet og uvidenhed, der så hører sig til. Dette gør filmen til noget særligt, og på mange måder hæver den sig over andre børnefilm, fordi den ikke satser på billige grin og dansende pingviner, men på drama. Der er meget få dramafilm, hvor børn kan se med, og det er synd, for jeg tror egentlig ikke, at børn har så meget imod genren, når det kommer til stykket.
Skuespilpræstationerne i denne film er helt fantastiske. To af filmens skuespillere, Rathke og Spottag, spiller overfor hinanden i filmens første minutter, hvor faderen bliver offer for et angstanfald. Det er nok én af de mest gribende scener, jeg længe har set, og dette kan begge skuespillere takkes for. Mejding gør også et flot job som usympatisk skoleinspektør, selv om manuskriptet måske præsenterer denne karakter meget ensidigt, i hvert fald mere end man fornemmer var meningen ud fra de beskrivelser og forklaringer, man får af instruktøren i ekstramaterialet (som han nok derfor skulle have holdt for sig selv). Berthelsen spiller som sædvanlig en venlig og charmerende mand, i dette tilfælde dog som en ung hippiefyr, der vil være musiklærer, og dette gør han da også ubeklageligt.
Jeg var som allerede nævnt solgt til denne film allerede i de første minutter. Jeg tror, at det med rette kan karakteriseres som den bedste børnefilm, jeg nogensinde har set, men det skal naturligvis tages med et gran salt, da jeg selv er 20. Filmens slutning er ikke for harmonisk, dog heller ikke for tragisk, men gør opmærksom på livets realiteter og overbeviser mig om, hvor denne film hører til på skalaen. Det er helt sikkert sådan en film, man giver 5 stjerner.
(I øvrigt tankevækkende at børn under 11 år frarådes at se filmen.)
