Pride & Prejudice (2005)

Pride & Prejudice, 2005.
Instruktør: Joe Wright.
Medvirkende: Keira Knightley, Rosamund Pike, Donald Sutherland, Matthew Macfadyen.

A Mrs. Bennet, a Miss Bennet, a Miss Bennet and a Miss Bennet, sir. Familien Bennet består af en flegmatisk far (Sutherland), en hysterisk og ivrig mor – hvis største mål i livet er at få sine døtre bortgift til rige mænd – og en stribe døtre, de ældste og mest jordbundne er Elizabeth (Knightley) og Jane (Pike). To fyre kommer til byen, og Jane falder pladask for Mr. Bingley. Bingley’s gode ven, Mr. Darcy (Macfadyen), virker dog mut og ligegyldig overfor alt og alle, særlig Elizabeth, der finder flere og flere grunde til at afsky ham, men af uransagelige grunde bliver de ved med at støde ind i hinanden.

Historien som finder sted i 1700-tallet leger på humoristisk vis med emner som ”takt og tone” og “klasseforskelle” og har desuden nogle klare pointer omkring stolthed og fordom, deraf titlen. Derudover præsenterer den et syn på kærlighed og romantik, som sikkert går lige i hjertet på mange unge kvinder i det 21. århundrede, mens andre med garanti ryster opgivende på hovedet over dens naivitet på dette område. Det her er først og fremmest en føl-dig-godt-tilpas-film, den går ind ad det ene øre og ud af det andet, med nogle gode personkarakteristikker (kunne især godt lide Mr. Collins), sjove ordlege (en del spydigheder) og en vidunderlig præstation af Donald Sutherland, som umiddelbart var den, jeg bedst kunne forholde mig til i dette lille eventyr.

Den gjorde ikke stort indtryk på mig, selv om jeg da smilede undervejs, men jeg må indrømme, at jeg også havde meget svært ved at lade mig selv overbevise af et så fremmed og formelt engelsk, som syntes at være gældende i selv de mest følelsesladede scener. Tvivlen kommer ikke filmen til gode herfra, så det bliver nok kun lige til 3 stjerner i denne omgang.

Casino Royale (2006)

Casino Royale, 2006.
Instruktør: Martin Campbell
Medvirkende: Daniel Craig, Eva Green, Mads Mikkelsen, Judi Dench.

Any thug can kill. I need you to take your ego out of the equation. James Bond har længe været navnet på agentfilm, der alle havde nogle helt specielle kendetegn, både når det kom til melodi, replikker (fx “shaken, not stirred”), mængden af damer, slåskampe, gadgets og fede biler og et plot, der med årene blot syntes at blive mere og mere overdrevet, til nogens irritation og til andres glæde. Nu var tiden dog kommet, som det sker indenfor alle ældre franchises: Vi starter forfra og ser det hele med nye øjne, som om alt, vi endnu har set, ikke eksisterer. Dette har Casino Royale stor gavn af, og det fornyede på alle ledder og kanter undertegnedes interesse for filmen.

Fans af tidligere bondfilm vil nok reagere meget forskelligt. Nogen vil som altid lægge vægt på, at der kun findes én James Bond, nemlig Sean Connery. Den er jeg selv træt af at høre på. Det samme sagde de, da Campbell sidst opdaterede genren med den første Pierce Brosnan-udgave, Goldeneye (1995). Allerede her syntes James Bond at være blevet til et spøgelse, 30-40 år ældre, men stadig lige så kvindeglad og slagfærdig som før. Den nye film bryder altså ikke med normer, når den vælger at genstarte legenden i en helt frisk 2006-indpakning, hvor M (Dench), en forholdsvis ny figur, på et tidspunkt snakker om 11. september og erklærer, at hun længes tilbage mod den kolde krig, mens en anden bemærker, at det er utroligt, hvad man kan gøre med PhotoShop nu til dags.

Som karakter er James Bond da også i høj grad den samme, naturtalent når det kommer til at samle damer op, og god til at slås – og så har han et glimt i øjet, som man virkelig må elske figuren for. Op til flere gange i filmen får man fornøjelsen af at se, hvordan han “leger” med forbryderne. Den, der ler sidst, er nemlig altid James Bond – eller rettere den glade seer. Men naturligvis skal denne film også forestille at være en opstart, og James skal lige finde sin identitet, inklusiv sin ønskedrink, og det er grangiveligt derfor, man må vente så lang tid, før man endelig hører Bond-melodien. Melodiens fravær var da også savnet, men til gengæld var effekten stor, da den endelig kom.

Jeg har hørt flere kalde denne film “den bedste Bond-film i nyere tid” eller tilsvarende. Jeg må indrømme, at jeg også var ganske underholdt af den. Det var rart at se en Bond-film, der ikke var så overdrevet, at man stod af, som f.eks. da en fyr skiftede DNA (og dermed udseende) i Die Another Day. Actionscenerne var fantasifulde og med mange humoristiske elementer. Pokerscenerne kunne jeg godt have undværet, men jeg ved, at andre værdsatte dem, og de var da for så vidt heller ikke ulideligt lange. Filmens primære Bond-babe (Green) indfandt sig ganske godt i sin rolle som Bonds kompagnon. Mikkelsens accent generede mig som sædvanligt lidt, men nej, jeg krummede da ikke tæer, men jeg var så heller ikke vildt imponeret af ham. Men helt klart en god actionfilm til 4 stjerner.

Click (2006)

Click, 2006.
Instruktør: Frank Coraci.
Medvirkende: Adam Sandler, Kate Beckinsale, Christopher Walken, David Hasselhorf, Henry Winkler, Sean Astin.

Why would I wanna return somethin’ I got for free? Michael Newman (Sandler) er arkitekt, og han prioriterer sin karriere højt. Samtidig er han familiefar, men det er begrænset, hvor meget hans familie og hans fantastiske kone (Beckinsale) ser til ham. En dag bliver presset så hårdt, at han forlader huset for at løse et af hans mindste problemer, nemlig hans fjernbetjening. Gratis modtager han af en excentrisk lagerarbejder (Walken) en fjernbetjening, som ikke bare virker på hans tv, men på hele hans univers. I starten går tingene som smurt, men langsomt begynder han at fortryde, han nogensinde anskaffede sig den.

Click ligner lidt en moderne fortolkning af Charles Dickens “A Christmas Carol”. I filmverden kan den vel siges at være en sammensmeltning mellem The Family Man og Bruce Almighty. På den ene side har den The Family Mans refleksioner over et liv, hvor der prioriteres forkert, og på den anden side har den Bruce Almightys mange vittigheder (ikke mindst en del sjofelheder) om en mand, der får større kræfter, end han forstår at håndtere. I denne historie er det dog ikke en cool sort mand, der styrer det hele bag kulisserne, men en creepy fyr ved navn Morty, der spilles af Walken. Længe spekulerer man over, hvem og hvad han er, men et tilfredsstillende svar kommer aldrig på banen. Og dette er nok det største problem med Click: at plottet er uholdbart, selv på sine egne præmisser.

Ser man bort fra alle de ubesvarede spørgsmål, der opstår undervejs, så sidder man dog tilbage med en film, som formår både at være sjov og rørende - sidstnævnte lykkes ellers meget sjældent i Sandlers gakkede film. At Adam Sandler er arkitekt, den købte jeg ikke, men derudover gjorde han et fint job i rollen som Michael Newman. Han kone (Beckinsale) var absolut bedårende at se på, men som figur kedelig og karakterløs. Jeg satte dog stor pris på Astins figur, som var øretæveindbydende fra start af, præcis som det var meningen.

Alting taget i betragtning, ikke mindst filmens rørende og også lidt tankevækkende scener, vil jeg give denne film 4 stjerner, endda på trods af de mange problemer i selve plottet.

X-Men: The Last Stand (2006)

X-Men: The Last Stand, 2006.
Instruktør: Brett Ratner.
Medvirkende: Hugh Jackman, Halle Berry, Ian McKellen, Famke Janssen, Anna Paquin, Kelsey Grammer.

I’m sorry, my dear. You’re not one of us anymore. En farmaceutisk virksomhed har udviklet en vaccine, der kan undertrykke mutant-genet, således at en mutant ved injektion bliver et almindeligt menneske. Vaccinen vækker både begejstring og harme i mutantsamfundet. Mens Rogue (Paquin) længes efter at være normal, så hun kan røre sin kæreste, ser Magneto (McKellen) vaccinen som et tegn på, at det (igen) er tid til et endeligt opgør med menneskeheden. Endnu mere kompliceret bliver situationen, da Jean (Janssen) viser sig at være i live, stærkere end nogensinde, men til gengæld med psykiske mén.

Med den sidste film i mutanttrilogien forsøger Brett Ratner at runde den historie af, som Bryan Singer (Superman Returns) havde bragt til live i år 2000 med X-Men. Ratners store fordel var, at han derfor ikke behøvede gøre meget mere ud af at udforske figurerne og deres forhold til hinanden, da dette var velbeskrevet i dens forgængere. Måske det netop er derfor, han vælger at satse på actionsekvenserne og special effekterne og kun introducerer nogle få figurer ganske overfladisk for at glæde de fans, der genkender dem fra tegneserierne.

At den tredje film i serien skal forestille at være den sidste fremgår ikke kun af titlen, det ses også på den tragiske handling. The Last Stand er kapitlet, hvor der tages afsked med de figurer, som portrætteres af skuespillere, der formodentlig ikke gider lave flere X-Men film. Sådanne afskedssekvenser bliver dog i længden en ret tam tragedie at se på, og dette lider filmen meget under, fordi tegneserieformatet generelt ikke egner sig til en sådan uforløsende meningsløshed.

På mange måder er det dog en imponerende film, og der er tydeligvis lagt meget arbejde i dens visuelle side. Historien synes meget lig de tidligere film, dog på mange måder endnu mere tynd. Jackman er som sædvanlig en fornøjelse som Wolverine, og Kelsey Grammer (der nok er mest kendt som Frasier) gør sig også ganske udmærket som den behårede og blå mutant, Beast. Til gengæld fandt jeg Berrys præstation som Storm ualmindelig kunstig, og da hun f.eks. skal forestille at være oprørt over nyheden om vaccinen er hun alt andet end overbevisende. McKellen er stadigvæk en fin Magneto, mens Janssen burde have fået mere screentime og flere replikker, så man kunne have fået et mere levende indblik i Jeans gådefulde sindstilstand.

The Last Stand er på trods af nogle nævneværdige mangler udmærket underholdning, og med lidt god vilje kan jeg godt få mig til at give den 4 stjerner. Mens der (forhåbentlig) ikke kommer flere deciderede X-Men film, så tør jeg godt se frem til at se Hugh Jackmann gentage sin rolle som Wolverine i filmen af samme navn, som skulle komme engang i 2008.