Casino Royale (2006)

Casino Royale, 2006.
Instruktør: Martin Campbell
Medvirkende: Daniel Craig, Eva Green, Mads Mikkelsen, Judi Dench.

Any thug can kill. I need you to take your ego out of the equation. James Bond har længe været navnet på agentfilm, der alle havde nogle helt specielle kendetegn, både når det kom til melodi, replikker (fx “shaken, not stirred”), mængden af damer, slåskampe, gadgets og fede biler og et plot, der med årene blot syntes at blive mere og mere overdrevet, til nogens irritation og til andres glæde. Nu var tiden dog kommet, som det sker indenfor alle ældre franchises: Vi starter forfra og ser det hele med nye øjne, som om alt, vi endnu har set, ikke eksisterer. Dette har Casino Royale stor gavn af, og det fornyede på alle ledder og kanter undertegnedes interesse for filmen.

Fans af tidligere bondfilm vil nok reagere meget forskelligt. Nogen vil som altid lægge vægt på, at der kun findes én James Bond, nemlig Sean Connery. Den er jeg selv træt af at høre på. Det samme sagde de, da Campbell sidst opdaterede genren med den første Pierce Brosnan-udgave, Goldeneye (1995). Allerede her syntes James Bond at være blevet til et spøgelse, 30-40 år ældre, men stadig lige så kvindeglad og slagfærdig som før. Den nye film bryder altså ikke med normer, når den vælger at genstarte legenden i en helt frisk 2006-indpakning, hvor M (Dench), en forholdsvis ny figur, på et tidspunkt snakker om 11. september og erklærer, at hun længes tilbage mod den kolde krig, mens en anden bemærker, at det er utroligt, hvad man kan gøre med PhotoShop nu til dags.

Som karakter er James Bond da også i høj grad den samme, naturtalent når det kommer til at samle damer op, og god til at slås - og så har han et glimt i øjet, som man virkelig må elske figuren for. Op til flere gange i filmen får man fornøjelsen af at se, hvordan han “leger” med forbryderne. Den, der ler sidst, er nemlig altid James Bond - eller rettere den glade seer. Men naturligvis skal denne film også forestille at være en opstart, og James skal lige finde sin identitet, inklusiv sin ønskedrink, og det er grangiveligt derfor, man må vente så lang tid, før man endelig hører Bond-melodien. Melodiens fravær var da også savnet, men til gengæld var effekten stor, da den endelig kom.

Jeg har hørt flere kalde denne film “den bedste Bond-film i nyere tid” eller tilsvarende. Jeg må indrømme, at jeg også var ganske underholdt af den. Det var rart at se en Bond-film, der ikke var så overdrevet, at man stod af, som f.eks. da en fyr skiftede DNA (og dermed udseende) i Die Another Day. Actionscenerne var fantasifulde og med mange humoristiske elementer. Pokerscenerne kunne jeg godt have undværet, men jeg ved, at andre værdsatte dem, og de var da for så vidt heller ikke ulideligt lange. Filmens primære Bond-babe (Green) indfandt sig ganske godt i sin rolle som Bonds kompagnon. Mikkelsens accent generede mig som sædvanligt lidt, men nej, jeg krummede da ikke tæer, men jeg var så heller ikke vildt imponeret af ham. Men helt klart en god actionfilm til 4 stjerner.