Domino (2005)

Domino, 2005.
Instruktør: Tony Scott.
Medvirkende: Keira Knightley, Ed Mosbey, Edgar Ramirez.

You’re probably wondering how a girl like me arrived here, at the arse end of the Nevada desert with a blood-spattered Winnebago and a one-armed man. Domino Harvey er datter af Laurence Harvey, en kendt skuespiller fra det pæne og glamourøse Hollywood. Han dør, mens hun er lille, og i hendes opvækst udvikler hun et had til den pæne Beverly Hills 90210-verden, som hendes mor lever i. Hun tilmelder sig et kunstigt seminar for at blive bounty jæger – og bliver det.

Der er fart på i Tony Scott’s film fra 2005, der starter ud med at påstå, at den er baseret på en sand historie “sort of”. Hvad der er sandt, og hvad der er falsk, aner jeg ikke, men man mærker tydeligt på filmen, at den er én af de der poppede autobiografier, der for at virke skal filmes på sjove måder og tilføjes vild musik. Det passer måske også meget godt til temaet, men efter 127 minutter med 7620 cuts og næsten lige så mange løsrevne replikker fra den fiktive Domino Harvey er det svært ikke at have ondt i hovedet. Hen mod slutningen, den store finale, tog jeg mig selv i at kigge ind i væggen og tænke på den bog, jeg var ved at læse. Er man vant til MTV og Cartoon Networks reklamer er det måske lettere at fastholde interessen, men hos mig virker det overfladisk og forvirrende.

Keira Knightleys Domino Harvey er på sin vis tiltalende, en køn pige, der virkelig kan skrige og vrikke med lemmerne, så det både er attraktivt og farligt – men skulle portrættet have fungeret, så skulle vi nok være kommet mere under huden på den. Den fiktive Brian Austin Green (spillet af den rigtige Brian Austin Green, kendt fra Bev Hills 90210- fed ide, for øvrigt) siger på et tidspunkt til Domino, at hun bare er en skræmt lille pige med far-komplekser. Det er sjovt, det tænker man som seer også gennem hele filmen, men man får aldrig lov at få det bekræftet eller afkræftet. Spørgsmålet bliver ikke taget op, men drukner i Scott’s interesse for vold. Den ene ting, der altså kunne have gjort affæren lidt interessant, var der bare ikke. 2 stjerner (måske mindre).

AVP: Alien vs. Predator (2004)

AVP: Alien vs. Predator, 2004.
Instruktør: Paul W.S. Anderson.
Medvirkende: Sanaa Lathan, Raoul Bova, Lance Henriksen.

Something broke out of this body. Weyland Industries sender en videnskabelig ekspedition til Antarktis for at undersøge en underjordisk pyramide fra oldtiden. Her bliver de befrugtet af Aliens, som derefter bliver jagtet af Predators, alt imens menneskene forsøger at komme levende ud uden at stå i vejen for nogen af dem.

AVP er én af de film, mange folk nok elsker at hade. Det betød så også, at da jeg endelig selv så den i går, blev jeg positivt overrasket, da filmen slet ik er så ringe, som folk siger, men der er dog noget om langt de fleste kritikpunkter.

Historien er dårlig, ikke mindst baggrundshistorien. Man tror ikke på et ord af alt det pseudovidenskabelige crap, der bliver lukket ud for at forklare omstændighederne, der tydeligt for enhver (kun) er, som de er, for at være rammerne for et no-brainer computerspil - eller en film, som det nu er blevet til. Det minder i høj grad om Doom-filmen, der havde samme svagheder og samme koncept. Forskellen er bare, at Doom-fans vidste, hvad de fik, mens Alien-fans og Predator-fans håbede på en ny psykotisk Ridley Scott-film eller et paranoidt Schwarzenegger jungle-thrill.

Men der er, rent kvalitativt, langt fra både disse klassikere til denne videospilfilmatisering. Kan man dog komme over denne detalje, hvilket meget få kan, så er man dog i stand til at nyde AVP for, hvad den er: En visuel godte med flere gode kampscener og ganske hæderligt score. Pyt med historien, pyt med de stupide one-liners og pyt med skuespillerne, der formodentlig heller ikke har været for dyre i drift. Man får den slåskamp, man gerne vil se, og pænt og mildt underholdende er det da. 3 stjerner.

Gothika

Gothika, 2003.
Instruktør: Mathieu Kassovitz.
Medvirkende: Halle Berry, Robert Downey Jr., Penélope Cruz. 

I found out what ‘not alone’ means. Dr. Gray er logisk og rationel, når hun taler med sine tilsyneladende sindssyge patienter. Indtil en dag da hun vågner op og er blevet sin kollegas patient – han giver hende beskeden, at hun nu selv er blevet skør i låget, og at hun har slået sin mand ihjel. Men hun er ikke skør, ved hun, og for at “bevise” det skriger hun og skaber sig for at komme ud af sin nye celle.

Gothika er en rigtig tomhjernet lortefilm af allerværste kaliber på så urimelig mange niveauer. Intet af det, den forsøger på, lykkes. Jo, Halle Berry løber grædende rundt i en lille t-shirt med hårde brystvorter, hvilket bestemt ikke undgår kameraets (og min) opmærksomhed. Resten er dog en så pinlig forbier, at jeg må indrømme, jeg kun så den til ende, så jeg kunne have fornøjelsen af at fortælle om den hér.

Jeg har ikke set Monster’s Ball (bortset fra en scene, jeg så med nogle venner, da jeg gik i 9. klasse), men nogen må mene, at Halle Berry dér var talentfuld, eftersom hun fik en oscar. Hver gang jeg ser Halle Berry ærgrer jeg mig egentlig over hendes tilstedeværelse, fordi hun aldrig nogensinde har overbevist mig om, at hun virkelig mente, hvad hun sagde. I denne film forstår hun på heller ingen måde at sælge sig selv som psykiater. Hun virker kold og kynisk i filmens første scene, hvor hun sidder overfor en patient – og patienten opfatter hende da også sådan, men alligevel har man et mærkeligt indtryk af, at det egentlig ik var meningen med det, da hun få minutter efter pludselig græder over samme patient.

Ikke lang tid efter skifter historien karakter, og hensigten er nu, at hun skal forestille at være den rationelle læge, der uden grund er havnet i den sindssyges sted, selv om hun jo er rationel. Men det er hun bare slet ikke, hverken når hun taler eller får mærkelige raseri- og angst-anfald. Man kan på ingen måde relatere til denne latterlige hovedperson. She could be fucking nuts for all I care.

Endnu værre bliver det, da hendes vrangforestillinger (eller hvad de nu er) for alvor sætter ind. Hun bliver forskrækket over de mindste og mærkeligste ting. Chok-effekterne er så forskruet dårlige, at jeg kunne lave dem langt bedre med et almindeligt (billigt) håndholdt kamera ude i skoven (hey – det siger mig et eller andet). Faktisk lavede vi en film i gymnasiet med langt bedre chok-effekter, og den var endda ment som en spoof. Gothika bliver altså aldrig den gyser, den gerne vil være. Den er forudsigelig, og de eksplicitte billeder vækker ikke én følelse. Samtidig irriteres man bare over, at Berry skal være sådan en ulidelig skrigedåse.

I stilheden kunne man måske fristes til at kalde den en thriller, men her har den bare det problem, at kriminalplottet er så elendigt og hullet, at det gør ondt. Til sidst sidder man med kæmpestore løse ender, og de “ledetråde” hun har fået undervejs synes ligegyldige og temmelig søgte. Ordene “not alone” fylder f.eks. en del – men hvem er det, der ikke er alene? Svaret kunne være blevet skrevet ud i en lidt længere sætning, men så var der jo ingen historie, vel? Guess what, det er der alligevel ikke. Robert Downey Jr. spillede (næsten) ok, men hans rolle tjente egentlig intet formål. 1 stjerne.

Astérix et les Vikings (2006)

Asterix og Vikingerne, 2006.
Instruktører: Stefan Fjeldmark, Jesper Møller.
Danske stemmer: Jesper Asholt, Dejan Cukic, David Owe.

De er skøre, de vikinger. Ved en mindre misforståelse får vikingehøvdingen den opfattelse, at “frygten giver vinger” og lægger det derfor sin rådgiver til byrde at finde ”frygtens mester”. I den lille harmoniske gallerby, hvor Asterix og hans venner bor (den eneste gallerby, romerne ikke har indtaget på grund af deres trylledrik), får de besøg af Provorix fra Parisium, som de får til opgave at gøre til en rigtig mand. Provorix er nemlig, udover at være totalt med på noderne og efter pigerne, noget af en bangebuks. Hans modsætning findes blandt vikingerne, Abba, der snyder sig med på vikingernes næste togt, der har gallerbyen som destination.

Asterix og Obelix er tilbage, denne gang i en fransk tegnefilm lavet af danskere (eller også er det omvendt). Og Asterix har så vidt jeg har kunnet vurdere aldrig været flottere. Selvfølgelig var det en noget flad fornøjelse i de gamle dage, da vi så Asterix og De Gæve Gallere (1967), men siden er man jo blevet bedre til næsten alt. Værst af det hele måtte vi finde os i at forlade tegnefilmsverdenen, da man pludselig forsøgte at oversætte det til live action (uden held). Derfor er det svært ikke at byde den nye tegnefilm velkommen med åbne arme og et par nostalgiske tårer. Velkommen hjem, galler, vi har savnet dig.

Og dog må vi jo finde os i, at man vil forsøge at sælge Asterix til en ny generation, og den udfordring tager de op, desværre lidt på bekostning af charmen. De gode gamle Asterix-film havde deres styrke i historien og de mange jokes, der baserede sig på denne. I ‘Vikingerne’ har man skyllet historien ud i lokummet, besluttet sig for at de kendte vikinger skulle være en del af universet fra 50 år f.Kr. og har i øvrigt minimeret romerne til en tør cameo-rolle. Humor er der dog stadig meget af, men til tider går det over i nogle lidt ligegyldige referencer til popkultur. Alt i alt er det dog stadig en flot film med masser af fart på, og det kunne måske have været gavnligt, om den af og til slappede lidt af, skruede lidt ned for baggrundsmusikken (der i øvrigt slet ikke passer til universet, selv om noget af det da lyder meget godt) og gav lidt plads til dialogen.

Måske jeg bare er kræsen, eller måske jeg bare har det problem, at jeg forsøger at få den nye Asterix til at være ligesom den gamle. Ser vi bort fra forandringerne, så står vi dog stadig tilbage med en ganske underholdende og superflot tegnefilm med fine stemmer både på dansk og engelsk (havde ik mulighed for at høre meget til den franske, desværre, kun på bonusmaterialet). Herfra får den 4 stjerner.

Lille Kylling (2005)

Lille Kylling, 2005.
Instruktør: Marc Dindal
Danske stemmer: Mathias Klenske, Sofie Gråbøl.

Det er ren Klodernes Kamp derude! Lille Kylling får et stykke af himlen i hovedet, formet som et skilt. Han advarer byen fra Rådhusets klokke og skaber vild panik, indtil de opdager, at det efter alt at dømme er falsk alarm. Lille Kyllings omdømme er ødelagt, og hans far er meget skuffet og pinligt berørt over sin søn. Lille Kylling sætter sig dog får at gøre sin far stolt af ham ved at spille baseball, men Den Grimme Ælling siger til Lille Kylling, at det vigtigste er, at ham og hans far får “talt ud”.

Lille Kylling var Disney-studiernes forsøg på at vise, at de godt kunne klare sig uden Pixar, men sandt at sige, så har filmen intet at byde på i forhold til successer som Biler eller De Utrolige, hverken når det kommer til originalitet eller animation. Det ligner i høj grad en tegnefilm, ikke meget pænere lavet end “Terkel i Knibe” i starten, men der sker dog en visuel udvikling, da UFO’erne kommer ind i billedet. Historien er kort og enkel, og det er egentlig meget godt. Forholdet mellem Lille Kylling og hans far er det bærende tema, men umiddelbart ikke særlig interessant eller fængende – gad vide, om børnene synes det?

Måske det havde hjulpet, hvis jeg havde set den amerikanske udgave. Ofte har man på fornemmelsen, man går glip af et par jokes, men der skulle dog nok også lidt mere end et par vitser til at redde de 81 minutter fra at være kedelige. Sød, af og til, men for det meste altså bare kedelig. 2 stjerner.

The Jacket (2005)

The Jacket, 2005.
Instruktør: John Maybury.
Medvirkende: Adrian Brody, Keira Knightley, Kris Kristoffersen, Jennifer Jason Leigh.

Join the Organization! The Organization needs you! Fight the good fight! Jack Starks bliver skudt i hovedet af en dreng i Irak og overlever på forunderlig vis, bliver sendt hjem til staterne, hvor han i 1992 vandrer rundt i kulden. Langt borte fra alting hjælper han en lille pige og en alkoholiseret mor med at fikse en bil, men umiddelbart efter rodes han ind i et mord, som han bliver dømt for, dog ikke til fængselsstraf, men til en behandling på et sindssygehospital. Der bliver han jævnligt iklædt spændetrøje, hvorefter man putter ham ind i en boks i væggen. Og derinde sker der mærkelige ting.

Man får hurtig stor medlidenhed med Adrien Brodys stakkels karakter i dette psykotiske drama, der først forsøger at hypnotisere én med stærke billeder og et irriterende score. Langsomt går filmen dog over og bliver en hel hyggelig affære med lysere og mere stille billeder og bedre musik. Filmen har på grund af fortællestilen en glad afslutning, dette på trods af en meget tragisk historie fyldt med løse ender, som måske kunne give én eller anden form for forløsning, hvis man da havde en chance for at kunne forstå dem.

Nogen har forsøgt sig rundt omkring på nettet, men de fleste fortæller teorier, der på ingen måder passer med filmens stil eller temaer. Dette er nok The Jackets største problem, den er for mystisk, så mystisk at det ikke engang er tillokkende at have plotelementerne til eftertanke, fordi der er hundredvis af tolkningsmuligheder. Hvad var det lige, der i virkeligheden skete? Det finder vi nok aldrig ud af, og man kunne godt have en stærk mistanke om, at manuskriptforfatterne heller ikke selv var 100 % sikre.

Med gode præstationer (fra især Brody) og et par overraskelser, fordi jeg på ingen måde kunne huske, hvad folk havde sagt om filmen, endte den med at være jævnt underholdende. Man gætter med undervejs, men da rulleteksterne endelig kommer, er man lidt skuffet over, at man ikke fik det skåret bare en lille smule mere ud i pap, fordi man tror (og håber) på, at der lå mere i detaljerne, end filmen nogensinde afslørede. 3 stjerner herfra.

Flightplan (2005)

Flightplan, 2005
Instruktør: Robert Schwenke
Medvirkende: Jodie Foster, Sean Bean, Peter Saarsgaard.

You just sleep, honey. When you wake up we’re somewhere else… Kyle Pratt (Foster) går tilsyneladende som den første passager ombord på et stort rutefly med sin datter, og kaptajnen (Bean) gør ubekymret klar til take-off. Mor og datter lægger sig (uheldig-tilfældigvis) til at sove, og da Kyle Pratt vågner, er datteren væk, det samme er hendes boarding card og taske, og ingen husker nogensinde at have set hende ombord.

Flightplan er en psykologisk thriller, der som sagt foregår på en flyvemaskine. I flere tusind meters højde er alting naturligvis altid lidt mere intenst, alligevel synes man ikke helt at koble på. Mens plottet folder sig ud, og man langsomt bliver lidt dummere og klogere på det store mysterium, undres man nemlig til stadighed over karaktererne, der alle synes at reagere meget utroværdigt, selv om det ser ægte nok ud (med følelser uden på tøjet og klingende klavermusik i baggrunden, der giver associationer til Beautiful Mind).

Hvordan tingene udfolder sig skal naturligvis ikke afsløres her, dog vil jeg dog fra min part udtrykke en blanding af skuffelse og lettelse. Slutningen er ikke sindssyg langt ude og trukket op fra en hat, som man først kunne have frygtet – og dog er der væsentlige huller i enkelte karakterers handlemåder, og den nødvendige baggrundshistorie virker i øvrigt meget vag. Tilbage sidder man med en middel thriller, som er relativt godt filmet, klippet og udført, men manuskriptet kunne godt have brugt en hånd. Ikke mindst det første kvarter var en rodet og interessedræbende affære, der i sidste ende ikke havde tjent sit formål alligevel. 3 stjerner.