Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Harry Potter and the Order of the Phoenix, 2007.
Instruktør: David Yates.
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Michael Gambon, Imelda Staunton.

You may not like him, Minister, but you can’t deny: Dumbledore’s got style. Voldemort er tilbage, stærkere end nogensinde, og har nu også fået magt over Dementorerne. Desværre vil ingen tro på Harry og Dumbledore, mindst af alle Ministeren for Magi, Cornelius Fudge, der af samme årsag sender den ulidelige Dolores Umbridge til Hogwarts for at få orden på sagerne. Hermione overtaler Harry til at undervise uden Umbridge’s vidende, og dermed formes Dumbledore’s Army, en gruppe elever, der ønsker at forberede sig på det uundgåelige opgør mellem de lyse og mørke kræfter.

Som det også har været tilfældet med de tidligere film, så er Order of the Phoenix en fastpaced genfortælling af de vigtigste elementer i bogen. Forklaringerne og alle de ting, der gør historien logisk sammenhængende og dybdegående interessant, er der ikke tid til i en film som denne, hvis man både skal se Dementor-angrebet, Weasley-brødrenes opgør med Hogwarts og den store konfrontation med Voldemort i slutningen af filmen.

Selv Fønixordenen, som bogen bærer titlen efter, er en utrolig kort affære i forhold til, hvor mange kapitler, der var centreret om den i bogen. Fordelen ved filmen er, at den sjældent virker langsommelig og kedelig, men ulempen er, at historien ikke giver mening og efterlader alt for mange ubesvarede spørgsmål. Disse ville man dog kunne finde svar på i bogen, og således må man betragte filmen: Som en reklame for bogen.

Daniel Radcliffe er igen tilbage som Harry Potter. Han er tydeligt for enhver lidt for gammel til rollen, men det affinder man sig hurtigt med. Den femte bogs Harry Potter var et emotionelt belastet pubertetsbarn, der gik amok og skabte sig på de mest upassende tidspunkter. Heldigvis har Yates valgt en mere udholdelig tilgang, hvor Harry Potter er i stand til at reflektere over sin frustration på en moden facon, så vi som biografgængere slipper for at krumme tæer, dels over karakteren og dels over Radcliffes mislykkede forsøg på at spille den. Uden anfaldene spiller han den dog aldeles fremragende.

Rupert Grint og Emma Watson er med undervejs, men har ikke mange replikker i denne film. Ron-figuren har ændret karakter, mindre komisk og mere venskabelig. Hvad Ron mangler i komik udfyldes i stedet af filmens b-skurk, den skrækkelige Umbridge, der portrætteres af Staunton som en lille fin, men småpsykopatisk dame, der elsker paragraffer og hader børn. Gambon, der i tidligere film har skuffet som Dumbledore, fordi han efter alt at dømme ikke fattede karakteren, har nu fundet en bedre og mere passende indgangsvinkel til den omsorgsfulde og vise troldmand.

En lidelse, der naturligis også skal med i denne anmeldelse, er Hollywood-syndromet. Eksempelvis, så slutter romanen i et trist og deprimerende mørke med forventningen om den forfærdelige tid, hele trolmandsverdenen går i møde, nu da Voldemort er stærkere end nogensinde - filmen, derimod, slutter nærmest optimistisk. Stemningen er fuldstændig ulogisk i forhold til de aktuelle forhold på dette tragiske tidspunkt i Harrys liv.

Den femte Harry Potter-film lider desuden under sine utallige løse ender. Yates har nedprioriteret de logiske sammenhænge for at skabe en vild troldmandsfilm med masser af effekter og fart. Som en forsmag på bogen er den fin, men i sig selv vil den formodentlig ikke give meget mening, hvis man ikke har læst bogen.

Men selv med disse alvorlige minusser taget i betragtning, så er underholdningen dog helt i top det meste af filmen, hvorfor den fortjener i hvert fald 4 stjerner.

A Cry in the Dark (1988)

A Cry in the Dark, 1988.
Instruktør: Fred Schepisi.
Med udgangspunkt i roman af: John Bryson.
Medvirkende: Meryl Streep, Sam Neill.

You know, what people don’t realise is how important innocence is to innocent people. Den australske familie, Chamberlain, tager på camping ved Ayer’s Rock, da en dingo springer i deres telt og stjæler deres spædbarn. Uden spor af barnet begynder spekulationerne og rygterne i medierne og i folkemunde. Familien Chamberlain er syvende dags adventister og har et religiøst syn på livet, mens dingoer menes at være aldeles tamme. Kan det tænkes at moderen i virkeligheden selv har dræbt barnet? Inden familien ved af det er der rejst sigtelse, og den australske befolkning har allerede dømt Lindy Chamberlain for barnemord.

Indrømmet, det er efterhånden en gammel film, men dens budskab om, hvordan et mediecirkus kan have indflydelse på en retssag, og hvordan pressen dikterer, hvem der er skyldige og uskyldige, er ikke mindre relevant i dag end i 1988. Filmen er, som det står på skiltet i indledningen, baseret på en sand historie og derfor endnu mere interessant.

Siden begivenhederne er det blevet alment kendt, at Chamberlain var uskyldige – selv om man måske kunne have diskuteret om ikke, det var en anelse uansvarligt at lade et spædbarn sove alene i et telt i en ødemark fyldt med dingoer. Dette er én af de afgørende præmisser for at kunne følge filmen i dens budskab og renselse af familien Chamberlain: At ingen havde nogen anelse om dingoers morderiske tendenser dengang, som man har i dag.

Plottet er medrivende, og man har hurtig stor sympati for skuespillerne. Meryl Streep er uden diskussion et kæmpestort talent og giver et ganske nuanceret billede af sin karakter, så man forstår, hvordan offentligheden har fået et ensidigt billede af Lindy Chamberlain. Sam Neill, der har lavet rigtig mange elendige film, kan også være stolt af at have denne præstation på CV’et. Trods det religiøse aspekt af karakteren, mange nok vil føle sig noget distanceret fra (f.eks. når han omtaler barnets død som Guds vilje), så formår han flere gange at vække kæmpestor sympati hos seeren. Taget i betragtning af at filmen er fra 1988, skal denne film have 4 stjerner.

(Note: Jeg er yderst subjektiv i denne anmeldelse, da jeg selv er syvende dags adventist.)

Råzone (2006)

Råzone, 2006.
Instruktør: Christian Christiansen.
Medvirkende: Laura Christensen, Stephanie Leon, Cyron Bjørn Melville.

Ja, jeg syns osse det her er ubehageligt, men et eller andet sted er jeg glad for, vi har fået den her snak her. Christina, for fanden. Du må fandeme tage dig sammen… Christina (Chrisensen), Cecilie (Leon), Trine og Pernille går i 9. klasse og synes uadskillelige. De crash’er private fester, eksperimenterer med sex og stoffer og skider på alle autoriteter. En dag misforstår Cecilie en situation og tror, at hendes fyr er utro med Christina. Inden nogen ved af det er der nådesløs krig mellem de 2 piger, der engang var bedste veninder.

Råzone er Christian Christiansens debutfilm. Den er lavet på et lavbudget, hvor skuespillerne lønnes afhængigt af filmens succes, og hvor kameraet er håndholdt. Derudover kan filmen virke primitiv i og med, at skuespillerne improviserer. Ideen med dette er, at så skulle handlingen synes mere autentisk, men resultatet bliver i stedet, at dialogen bliver ensformig og ofte decideret overflødig og kedelig.

Der er dog ingen tvivl om, at filmen er relevant, og at den tager nogle meget gode problemstillinger op. Der eksperimenteres med teenagepigers ondskab, sådan som den bobler op i en verden, hvor popularitet, ære og hormoner betyder et og alt. Autoriteterne i form af forældre, lærere og myndigheder tilhører en anden verden, man ikke føler sig en del af. Mens den giver et realistisk indblik i den sene folkeskoles begrebsverden, underholder den også for alle pengene.

Skuespillerne er dygtige, og mens Laura Christensen (som i virkeligheden er 23 år!) er en fryd for øjet, så er hun også en kanondygtig skuespillerinde. Hendes modpart, Stephanie Leon, har ikke de samme talenter, men gør sig også ganske udmærket – desværre falder hun lidt af på den ved det dramatiske klimaks, hvor hun virker decideret flad. En ganske udmærket film, der nemt kunne have sneget sig op på fem stjerner, havde det ikke været for nogle væsentlige fejl og mangler, både fortælleteknisk og skuespilmæssigt. Det bliver til 4 stjerner.

I øvrigt vil jeg lige nævne – og dette er ikke med i vurderinden – at der på DVD’en følger ganske udmærket bonusmateriale, der bl.a. tæller en alternativ slutning, en kort lille “on location”-dokumentar og så en gammel kortfilm på 1 times tid, instruktøren var inspireret af. Det meste af materialet (inklusiv filmen) har kommentarspor. Dette gør helt klart selve DVD’en mere attraktiv at investere i.

Fight Club (1999)

Fight Club, 1999.
Instruktør: David Fincher.
Medvirkende: Edward Norton, Brad Pitt, Helena Bonham Carter.

If you wake up at a different time in a different place, could you wake up as a different person? En fyr, der lider af søvnproblemer, fordriver tiden ved at møde op i forskellige selvhjælpsgrupper for at græde sin frustration ud. Da hans lejlighed bliver sprængt i luften, har han brug for et sted at være, og han møder Tyler Durden, en fyr der hjælper ham til at overskride sine egne grænser. Sammen laver de Fight Club, et koncept der hurtigt vinder stor popularitet.

Fight Club er én af de film, man ser endnu engang, når den er færdig, fordi den efter den magiske slutning synes at være blevet til en helt anden film. Den er fyldt med guldkorn og har ikke én stor morale at prædike til publikum, men muligvis en masse små, hvis man da kan finde dem. Tematisk set virker den i høj grad som en lang diskussion uden afslutning, men den bliver aldrig kedelig eller uinteressant af den grund. Med en humor, der er grov og et godt stykke fra mainstream, udforsker Fight Club nogle ideer og filosofier, samtidig med at den fortæller en rigtig god (om end noget urealistisk) historie.

Norton er i top, vækker vores sympati fra første voice over. Pitt spiller utilregnelig galning, hvilket han tidligere har vist sig god til (bare se 12 Monkeys). Carters mørke og mystiske kvindefigur, der ryger som en skorsten, passer også godt ind i fortællingen. Skuespillet holder i høj grad filmen kørende, selv om alle 3 primære karakterer er meget karikerede. Det skal nævnes, at filmen til tider er temmelig barsk, både på et voldeligt og seksuelt plan. 5 stjerner.