A Cry in the Dark, 1988.
Instruktør: Fred Schepisi.
Med udgangspunkt i roman af: John Bryson.
Medvirkende: Meryl Streep, Sam Neill.
You know, what people don’t realise is how important innocence is to innocent people. Den australske familie, Chamberlain, tager på camping ved Ayer’s Rock, da en dingo springer i deres telt og stjæler deres spædbarn. Uden spor af barnet begynder spekulationerne og rygterne i medierne og i folkemunde. Familien Chamberlain er syvende dags adventister og har et religiøst syn på livet, mens dingoer menes at være aldeles tamme. Kan det tænkes at moderen i virkeligheden selv har dræbt barnet? Inden familien ved af det er der rejst sigtelse, og den australske befolkning har allerede dømt Lindy Chamberlain for barnemord.
Indrømmet, det er efterhånden en gammel film, men dens budskab om, hvordan et mediecirkus kan have indflydelse på en retssag, og hvordan pressen dikterer, hvem der er skyldige og uskyldige, er ikke mindre relevant i dag end i 1988. Filmen er, som det står på skiltet i indledningen, baseret på en sand historie og derfor endnu mere interessant.
Siden begivenhederne er det blevet alment kendt, at Chamberlain var uskyldige – selv om man måske kunne have diskuteret om ikke, det var en anelse uansvarligt at lade et spædbarn sove alene i et telt i en ødemark fyldt med dingoer. Dette er én af de afgørende præmisser for at kunne følge filmen i dens budskab og renselse af familien Chamberlain: At ingen havde nogen anelse om dingoers morderiske tendenser dengang, som man har i dag.
Plottet er medrivende, og man har hurtig stor sympati for skuespillerne. Meryl Streep er uden diskussion et kæmpestort talent og giver et ganske nuanceret billede af sin karakter, så man forstår, hvordan offentligheden har fået et ensidigt billede af Lindy Chamberlain. Sam Neill, der har lavet rigtig mange elendige film, kan også være stolt af at have denne præstation på CV’et. Trods det religiøse aspekt af karakteren, mange nok vil føle sig noget distanceret fra (f.eks. når han omtaler barnets død som Guds vilje), så formår han flere gange at vække kæmpestor sympati hos seeren. Taget i betragtning af at filmen er fra 1988, skal denne film have 4 stjerner.
(Note: Jeg er yderst subjektiv i denne anmeldelse, da jeg selv er syvende dags adventist.)
