Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Harry Potter and the Order of the Phoenix, 2007.
Instruktør: David Yates.
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Michael Gambon, Imelda Staunton.

You may not like him, Minister, but you can’t deny: Dumbledore’s got style. Voldemort er tilbage, stærkere end nogensinde, og har nu også fået magt over Dementorerne. Desværre vil ingen tro på Harry og Dumbledore, mindst af alle Ministeren for Magi, Cornelius Fudge, der af samme årsag sender den ulidelige Dolores Umbridge til Hogwarts for at få orden på sagerne. Hermione overtaler Harry til at undervise uden Umbridge’s vidende, og dermed formes Dumbledore’s Army, en gruppe elever, der ønsker at forberede sig på det uundgåelige opgør mellem de lyse og mørke kræfter.

Som det også har været tilfældet med de tidligere film, så er Order of the Phoenix en fastpaced genfortælling af de vigtigste elementer i bogen. Forklaringerne og alle de ting, der gør historien logisk sammenhængende og dybdegående interessant, er der ikke tid til i en film som denne, hvis man både skal se Dementor-angrebet, Weasley-brødrenes opgør med Hogwarts og den store konfrontation med Voldemort i slutningen af filmen.

Selv Fønixordenen, som bogen bærer titlen efter, er en utrolig kort affære i forhold til, hvor mange kapitler, der var centreret om den i bogen. Fordelen ved filmen er, at den sjældent virker langsommelig og kedelig, men ulempen er, at historien ikke giver mening og efterlader alt for mange ubesvarede spørgsmål. Disse ville man dog kunne finde svar på i bogen, og således må man betragte filmen: Som en reklame for bogen.

Daniel Radcliffe er igen tilbage som Harry Potter. Han er tydeligt for enhver lidt for gammel til rollen, men det affinder man sig hurtigt med. Den femte bogs Harry Potter var et emotionelt belastet pubertetsbarn, der gik amok og skabte sig på de mest upassende tidspunkter. Heldigvis har Yates valgt en mere udholdelig tilgang, hvor Harry Potter er i stand til at reflektere over sin frustration på en moden facon, så vi som biografgængere slipper for at krumme tæer, dels over karakteren og dels over Radcliffes mislykkede forsøg på at spille den. Uden anfaldene spiller han den dog aldeles fremragende.

Rupert Grint og Emma Watson er med undervejs, men har ikke mange replikker i denne film. Ron-figuren har ændret karakter, mindre komisk og mere venskabelig. Hvad Ron mangler i komik udfyldes i stedet af filmens b-skurk, den skrækkelige Umbridge, der portrætteres af Staunton som en lille fin, men småpsykopatisk dame, der elsker paragraffer og hader børn. Gambon, der i tidligere film har skuffet som Dumbledore, fordi han efter alt at dømme ikke fattede karakteren, har nu fundet en bedre og mere passende indgangsvinkel til den omsorgsfulde og vise troldmand.

En lidelse, der naturligis også skal med i denne anmeldelse, er Hollywood-syndromet. Eksempelvis, så slutter romanen i et trist og deprimerende mørke med forventningen om den forfærdelige tid, hele trolmandsverdenen går i møde, nu da Voldemort er stærkere end nogensinde - filmen, derimod, slutter nærmest optimistisk. Stemningen er fuldstændig ulogisk i forhold til de aktuelle forhold på dette tragiske tidspunkt i Harrys liv.

Den femte Harry Potter-film lider desuden under sine utallige løse ender. Yates har nedprioriteret de logiske sammenhænge for at skabe en vild troldmandsfilm med masser af effekter og fart. Som en forsmag på bogen er den fin, men i sig selv vil den formodentlig ikke give meget mening, hvis man ikke har læst bogen.

Men selv med disse alvorlige minusser taget i betragtning, så er underholdningen dog helt i top det meste af filmen, hvorfor den fortjener i hvert fald 4 stjerner.