Honey (2003)

Honey, 2003.
Instruktør: Bille Woodruff.
Medvirkende: Jessica Alba, David Moscow, Mekhi Phifer.

Let me tell you something: If you make me miss my hook-up with miss Honey Daniels, I’m gonna barbeque your Big-Bird-looking, Men-In-Black-wannabe, driving Miss Daisy ass! Honey Daniels er bartender, men prøver at bryde igennem som pro danser. Instruktøren Michael Ellis ser hende danse på et diskotek og tilbyder hende et job i musikvideo-industrien. Endelig kører det for Honey, indtil hun opdager, at hendes virkelige drøm ikke er at blive berømt, men at hjælpe børnene “ad gaden” (ud af kriminalitet) ved at få dem til at engagere sig i det, de elsker allerhøjst: At danse.

Jessica Albas bedste rolle til dato er og bliver hendes karakter i tv-serien, Dark Angel, der samtidig var hendes debut. Hun er omtrent så dyb som en pizza, til gengæld har hun en god fysik og et englesødt smil, 2 ting, der bliver denne films redning. Honey har en sød historie (man fristes til at kalde det et eventyr), men der synes ikke at være meget realisme over den. Honey er mere et teaterstykke, måske en musical uden sangere, end det er en egentlig film. Den har nogle gode dance moves, men handlingen er og bliver en tand for triviel. 3 stjerner, fordi jeg er i mit gavmilde hjørne, og fordi jeg kunne lide Missy Elliotts replikker.

Wag the Dog (1997)

Wag the Dog, 1997.
Instruktør: Barry Levinson.
Medvirkende: Dustin Hoffman, Robert De Niro, Anne Heche.

What’s the thing people remember about the Gulf War? A bomb falling down a chimney. Let me tell you something: I was in the building where we filmed that with a 10-inch model made out of Legos. 14 dage op til det amerikanske præsidentvalg, kommer en sexskandale frem i lyset, og præsidenten – som vi aldrig får at se – står til at tabe valget. For at dække over sexskandalen fabrikerer en spindoktor (De Niro) sammen med en producent fra Hollywood (Hoffman) en falsk historie om en krig i Albanien.

Wag the Dog er god politisk satire fra 1997. Der er gået 10 år siden, og i mellemtiden har verden både været i Afghanistan og Irak, og den politiske virkelighed er en anden. Filmens primære påstand om at en regering med ganske få midler kan føre hele den amerikanske nation bag lyset er mindre realistisk i dag, hvor Internettet spiller en større rolle, og hvor medierne (også tv-stationerne) faktisk er med i fronlinjen både i Afghanistan og Irak, takket være mobilkameraer og modigere journalister. Humoren er stadig god, men selve plottet hører til for 10 år siden. Er man opmærksom på dette, så står man dog overfor en rigtig god, tankevækkende og ikke mindst dejlig kynisk oplevelse (sidstnævnte ses især i slutningen).

Jeg nød filmen, men primært på grund af humoren og de kreative twists i handlingen. Karakterne investerer man ikke noget særligt i, da de alle sammen er mere eller mindre karikerede og har et meget koldt forhold til politik og medieverdenen, der gør, at man har svært ved at sympatisere med dem på det seriøse plan. Alt dette taget i betragtning giver jeg den 3 stjerner, også fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke gad se den igen.

4 film om Hannibal Lecter

Den ledeste og mest frygtindgydende skurk i filmhistorien siges af mange at være Hannibal Lecter. Han optrådte første gang i Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) i skikkelse af Anthony Hopkins (Rettelse: Der findes en endnu ældre film om Lecter ved navn Manhunter - har dog ikke set den). Siden da er der blevet lavet hele 3 film, den seneste havde premiere her i 2007 og udkom på DVD for ikke så længe siden. Den rigtige Hannibal er skabt af forfatteren, Thomas Harris. Indtil fornylig havde jeg dog aldrig stiftet bekendskab med nogen af filmene. Det har jeg nu – og det vil jeg gerne sige lidt om her på filmbloggen.

Hannibal Rising, 2007.
Instruktør: Peter Webber.

Denne film er den nyeste i rækken, men er rent kronologisk den første i serien. Den starter under Anden Verdenskrig, da Hannibal er et lille barn. Sammen med sin lillesøster skjuler de sig i en hytte, som bliver invaderet af en række soldater, som i kulden vælger at spise hans lillesøster. Da jeg så filmen, havde jeg intet kendskab til de andre film i genren, men jeg forstår nu, at den satte det samme mål som den nye Star Wars-trilogi – at forklare skurken (Darth Vader / Hannibal Lecter).

Dette klarer den vel ganske udmærket, men spørgsmålet er, om man overhovedet er interesseret i at få ham forklaret, eller om man hellere ønsker at se ham som en gådefuld og mystisk sociopat. Gaspard Ulliel gør det ganske udmærket efter omstændighederne, han er troværdig og vækker følelser, men han er og bliver aldrig Anthony Hopkins’ fortolkning af Lecter-figuren, ikke engang som ung. Filmen foregår i en anden tid og er derfor af en noget andet genre, og fokuset er direkte på Hannibal på en måde, man ikke ser i de andre film. Jeg vil være gavmild og give den 3 stjerner, da den ellers er ret godt lavet.

Red Dragon, 2002.
Instruktør: Brett Ratner.

Man kunne have været i tvivl om, hvorvidt Brett Ratner var den rette instruktør til at instruere den anden Hannibal-film i rækken, når den første havde været sådan en succes, og når Ratner selv var kendt for de useriøse Rush Hour-film. Denne tvivl var dog ubegrundet, da Red Dragon blev en ganske god og underholdende thriller. Rent kronologisk er Red Dragon en prequel til den oprindelige Silence of the Lambs og slutter lige før, Jodie Foster angiveligt skulle komme ind i billedet som Agent Starling (mere om det senere).

Skulle nogen kunne spille op til Hopkins med samme kraft som Foster, så var Edward Norton nok det helt perfekte valg. Som intelligent og sympatisk efterforsker er man med ham lige fra start af, da han sidder på Lecters kontor, før den første store konfrontation. Filmen er flot, og man keder sig ikke. Rent psykologisk og på det intellektuelle plan virker den måske mere overfladisk end Silence of the Lambs, til gengæld er den spændende, og Hopkins er (som altid) i sit es. I øvrigt er Ralph Fiennes med og gør det ganske godt som utilregnelig morder. For den brede publikumsskare er dette muligvis den mest spiselige af de fire film. 4 stjerner.

Silence of the Lambs, 1991.
Instruktør: Jonathan Demme.

Som sagt er dette klassikeren, de andre film forsøger at hamle op med. Vi introduceres for Clarice Starling (spillet af Jodie Foster, inden hun ramte de 30), som er ung og grøn og usikker og næsten FBI-agent. Samtidig introduceres man første gang for Hannibal Lecter og der lægges ikke fingre imellem for at gøre ham til en meget, meget skræmmende mand. Det meste ligger dog i snakken, og hvor filmen ikke er eksplicit, dér er den meget beskrivende i sin dialog og i skuespillet. Taget i betragtning at den blev lavet i 1991 er den en ganske habil thriller, men så skal det heller ikke overdrives.

I forhold til de andre film i serien er den dog lige en tand mere intelligent i sin dialog. Den mystiske Hannibal Lecter, der på én gang synes meget, meget civiliseret, filosofisk og velformuleret, men som på samme tid er verdens mest frygtindgydende kannibal bliver her udforsket i dybden på en måde, som det aldrig vil kunne gøres igen. Dette gøres godt og grundigt i dialogen med Agent Starling, hvor man også har fornøjelsen af at se, hvordan han manipulerer og leger med folk, der har brug for hans hjælp. Dette aspekt af filmen var en udsøgt fornøjelse, men dog ikke nok til at løfte den fra de 4 stjerner efter min mening.

Hannibal, 2001.
Instruktør: Ridley Scott.

Den sidste film, rent kronologisk, var samtidig det første forsøg på at tage den legendariske morder op igen efter næsten 10 års hvile. Ridley Scotts tilgang var modsat de øvrige instruktørers meget mere klam og psykotisk. Billederne er slørede, musikken er irriterende og kameravinklerne er mærkelige, og nogen gange vises ting i slow-motion. Scott forstår at lege med mediet for at give den nye historie om Hannibal en speciel stemning, der på mange måder er stærkere, end man havde indsigt i mediet til at kunne præstere tilbage i 1991. Genren er gået mere over i gyset end i kriminalthrilleren. Filmen er da også mere eksplicit, og man får flere gange set nogle ting, de aldrig ville have vist i Silence of the Lambs.

Jodie Foster er blevet erstattet af Julianne Moore i rollen som Clarice Starling, der nu er erfaren FBI-agent (et godt valg til rollen, nu da Jodie Foster ikke selv tog den). Starlings karriere går dog ned ad bakke efter en mere eller mindre mislykket operation, og Hannibal (som er på fri fod) sender hende et venligt brev. Han render imidlertid rundt i Italien, hvor en gammel politimand genkender ham som én af FBI’s mest efterlyste mænd – og får den ide, at han selv vil fange ham for at indkassere dusøren. Filmens plot og spændingskurven lider lidt under at der er 2 historier, den skal nå at fortælle, og da den ene slutter forstår man dårligt, hvad der er tilbage, før den anden går i gang – og man ærgrer sig over, at den ikke bare sprang til den anden historie med det samme. Opbygningen trækker ned, og Scotts psykotiske tilgang er interresant først, men ikke i længden. 3 stjerner.

The Number 23 (2007)

The Number 23, 2007.
Instruktør: Joel Schumacker.
Medvirkende: Jim Carrey, Agatha Sparrow, Danny Huston.

Twenty-fucking-three! Walther får en bog af sin kone, som introducerer ham for en fyr, der minder frygtelig meget om ham selv – og pludselig opdager Walther, at alle de tal, han beskæftiger sig med til dagligt, i virkeligheden giver 23, hvis man lægger dem rigtigt sammen. Eller 32, som jo er 23 baglæns. Eller 5, som igen er tværsummen af 23. Og derfor får han drømme om at slå sin kone ihjel med køkkenkniven. (Nemlig ja!)

The Number 23 har nok noget af det dårligste plot, jeg nogensinde har set på film. Den er ulogisk hele vejen igennem, lige indtil man når det endelige twist, der i en god thriller ville få det hele til at give mening. Men i denne thriller gør det bare alt rodet endnu værre, og hvad er lige hele fidusen med det nummer, de hele tiden taler om?

Carrey spiller syg i hovedet, og man føler egentlig ikke meget sympati for hans karakter, og da hemmelighederne om ham kommer frem er man faktist praktisk talt bedøvende ligeglad. Birolleindehaveren Sparrow præsterer da også at virke temmelig flad. Derudover, så er begge karakterer mærkelige, da de begge handler spøjst i forhold til, hvad vi får at vide om dem som personer – hermed en tak til det elendige manuskript.

Billedsiden er meget pæn, musikken er middel, men det er ligegyldigt, for underholdningen er i bund, og tankevirksomheden må stå af. 1 stjerne.