Pirates of the Caribbean – At World’s End (2007)

Pirates of the Caribbean, 2007.
Instruktør: Gore Verbinski.
Medvirkende: Johnny Depp, Orlando Bloom, Keira Knightley.

Why should I sail with any of you? Four of you have tried to kill me in the past, one of you succeeded. Sørøvernes tid er ved at være omme. Captain Jack Sparrow (Depp er et sted, hvor levende normalt ikke har nogen adgang, men under genopstandne Davy Jones’ ledelse sejler William Taylor (Bloom) og Elizabeth (Knightley) ud på en farlig rejse for at få ham tilbage. Imens spekulerer Will over, hvordan han bedst kan få sin far gjort fri af Den Flyvende Hollænders forbandelse – hvis han kan.

Den sidste film i Pirates of the Caribbean-trilogien (som der dog muligvis kommer flere fortsættelser til, at dømme ud fra slutningen og diverse rygter) tager tråden op, præcis hvor Dead Man’s Chest sluttede. Ligesom sin forgænger har den humor og action og flade stereotyper, blandt andet den vattede Will Taylor og den fordrukne, men charmerende Jack Sparrow, der dog fylder knap så meget i denne som i forgængeren.

Filmens største problem er sådan set længden. Ligesom Spider-Man 3 faldt også denne blockbuster i fælden at inkludere flere handlingstråde, end nogen biografgænger kunne overskue. Flere af dem ville man uden problemer kunne skære væk, f.eks. historierne om troldkvinden og Barbossa og Capt Sao Feng (Chow Yun-Fat), og man ville stadigvæk have et nogenlunde fyldigt plot, der i sig selv kunne bære filmen.

Det står klart fra begyndelsen af filmen, at man ønskede at gøre dette kapitel en smule mørkere og i en instans også mere romantisk i forhold til sørøverlivet på havet. Dette er der ikke i sig selv noget i vejen med, men det kan virke som en lidt mærkelig blanding, når man det ene øjeblik er revet med af denne stemning og i det næste udsættes for slap-stick og uoriginale one-liners. Udover disse disney-øjeblikke er actionsekvenserne dog ganske underholdende. Kanoner flyver i alle retninger, og besætningen transporterer sig rundt med reb og svinger sværdene, mens det er vildt uvejr.

Alt i alt en mere underholdende film end 2′eren, men den kunne stadig have lært fra den første films beskedenhed. Filmen er alt for ambitiøs i de historier, den vil fortælle, udover de historier, den forsøger at runde af fra de tidligere film. Resultatet er, at den bliver minimum 40 minutter for lang. Derfor sniger den sig kun lige op på 3 stjerner.

The Shining (1980)

The Shining, 1980.
Instruktør: Stanley Kubrick.
Baseret på bog af: Stephen King.
Medvirkende: Jack Nicholson, Shelley Duvall.

Here’s Johnny! Jack Torrance, hans kone og hans søn passer et hotel i vinterperioden, mens Jack forsøger at skrive sin roman. En kraftig vinterstorm isolerer dem totalt, og sønnen, der har særlige evner til at se glimt af fortiden og fremtiden, fornemmer, at onde kræfter rumsterer på hotellet, og at disse er ved at få magt over hans far, der bliver mere og mere aggressiv.

The Shining er en gyserklassiker. Selv om den er baseret på en bog af Stephen King, så er Kubrick mere interesseret i visuel forførelse end personudvikling og bogens essentielle temaer om vold og afhængighed. Heldigvis var Kubrick netop manden, der forstod at bruge mediet. The Shining kan meget vel være den smukkeste gyserfilm, jeg har set, og 27 år senere er den stadig creepy, selv om den ikke er specielt skræmmende. Særligt kunne jeg godt lide den kreative ide med ofte at filme fra barnets perspektiv, når han kører gennem de store (tomme?) korridorer på det forladte hotel.

Filmen bliver aldrig kedelig, selv om den ellers er lang nok. Det skyldes til dels de flotte billeder, og så naturligvis at Jack Nicholson er så underholdende. Men overbevisende kan man nok ikke kalde ham i denne rolle, hvor han i starten skal forestille at være en almindelig familiefar. Problemet er, at han virkede rimelig skør fra start af, og derfor kommer forvandlingen ikke som det chok, det formodentlig var meningen.

I sidste ende har man set en masse pæne billeder, men til gengæld sidder man med et noget haltende plot med lidt for mange elementer, end Kubrick har kunnet nå at udforske. 3 stjerner.

Shoot ‘Em Up (2007)

Shoot ‘Em Up, 2007.
Instruktør: Michael Davis.
Medvirkende: Clive Owen, Paul Giamatti, Monica Bellucci.

What’s up, Duck? En bums (Owen) sidder og venter på bussen, da en gravid kvinde med veer løber panisk forbi ham. En mand med en pistol stiger ud af bilen, løber efter hende, mens han råber: “Du er død, Kælling!” Bumsen tøver et øjeblik, før han bestemmer sig for at gå ind og tage kampen op. Det bliver starten på en lang affære, hvor han sammen med en prostitueret (Bellucci) forsøger at forsvare en baby mod en sadistisk gangster (Giamatti). Ikke meget historie, men masser af blodig, kreativ og humoristisk action.

Shoot ‘Em Up starter lige på og hårdt, og der går ikke mange minutter efter første actionsekvens er ovre, før den næste begynder. Undervejs fodres man med stupide ordspil og one-liners, man har hørt tusind gange før i utallige andre film. Det gode ved Shoot ‘Em Up er, at det i længden bliver så dårligt, at det nærmest er morsomt, og samtidig kan der ikke herske nogen tvivl om, at det hele er overlagt. Det er faktisk meningen, at der skal være et ton klichéer, for disse er filmens egentlige substans. Det eneste tidspunkt, man kan blive lidt i tvivl om, hvorvidt klichéen er meningen, er i en scene, hvor Belucci forsøger at vise følelser – denne scene erstattes dog hurtigt af en hed elskovsscene, som glider over i mere plat action, og filmen er hurtigt tilgivet.

Filmen vil falde perfekt i nogens smag, mens andre vil sige, at den var spild af tid. Grundlæggende er det et spørgsmål om smag og humør. Men hvad skaberne af denne film har forsøgt at lave, det har de gjort næsten uden fejl: En masse bang-bang krydret godt med Owens kyniske charme, Belluccis osende sexappeal og Giamattis maniske ondskab. Herfra får den ikke mindre end 4 stjerner.