Napola – Elite für den Führer, 2004.
Instruktør: Dennis Gansel.
Medvirkende: Max Riemelt, Tom Schilling.
I 1942 lægger en boksetræner mærke til den fattige Friedrichs store boksetalent og får ham optaget på en meget disciplinær skole, hvor unge mænd uddannes til nazister. Her bliver nationalsocialisme og socialdarwinisme banket ind i de unge sind, der samtidig udfordres til at glemme tillærte værdier som fx medmenneskelighed. Friedrich er optimistisk og glad for de karrieremuligheder, skolen giver ham, men får sig samtidig en ven, Albrecht, der udover at være søn af en højtrangerende soldat, har en indre integritet og menneskelighed, der synes at stride mod skolens normer.
Napola er en beskeden dramafilm, der på fantastisk vis forstår at skildre de etiske dybder i de få personer, historien er centreret om. Den viser individuel menneskelighed, når det ser bedst og værst ud, og den viser endnu en dimension af Anden Verdenskrig og Hitlers regime, der kan være med til at udvide ens historiske horisont. Frem for alt, så er de unge tyske skuespillere branddygtige, ikke mindst Riemelt, der spiller Friedrich. Man vil blive rørt, og nogen vil helt sikkert græde.
Det skal siges, at dette ikke er noget mesterværk, men det er en god historie med forskellige aspekter, der helt sikkert vil tiltale de fleste. På nogle punkter kan den måske godt kritiseres for sin prioritering af hvilke dele af historien, den vil fortælle. F.eks. starter den med at skildre hovedpersonens baggrund og fokuserer lidt på hans far – og derfor kan det virke underligt, at vi ikke ser hans far igen resten af filmen. Og sådan er der flere sidehistorier, der ikke synes at være integreret nok i det større hele, som om den primære historie ikke var stærk nok.
Men for de ustrukturerede mennesker vil det næppe gøre særlig meget. Det er en underholdende og interessant film, meget stemningspræget og med skidegodt skuespil. Og så er det jo i det hele taget godt at se endnu en tysk film om Tysklands mørke fortid – det har jeg stor respekt for. 4 sikre stjerner.
