There Will Be Blood, 2007.
Instruktør: Paul Thomas Anderson.
Medvirkende: Daniel Day-Lewis, Paul Dano, Kevin J. O’Connor.
Here, if you have a milkshake, and I have a milkshake, and I have a straw. There it is, that’s a straw, you see? You watching?. And my straw reaches acroooooooss the room, and starts to drink your milkshake… I… drink… your… milkshake! Daniel Plainview er en meget kapitalistisk oliesheik, der får et tip fra en ung mand om, at der på hans families grund er olie. Plainview opsøger grunden med sin søn og køber den af familien, men ligger snart i konflikt med den unge mands bror, en religiøs fanatiker, der kun ønsker at samarbejde med Plainview i det omfang, det gavner hans lille sekt.
Blood var interessant for amerikanerne, fordi ingen film så levende og troværdigt har skildret en essentiel del af deres fortid, nemlig kapitalisternes kamp om olien. Filmen er først og fremmest et portræt af den fiktive figur, Plainview, og det magtbegær og den egoisme, der driver ham. Denne præstation fra Daniel Day-Lewis synes til gengæld også at være filmens eneste store plus, selv om det i sig selv også var nok til at markere den til oscaruddelingen.
Udover dette, så lider filmen under at være ufattelig langtrukken. Den har et meget mærkeligt score, til tider ligefrem irriterende. Som fortælling er den interessant, men som seer mangler man nok nogle flere at kunne sympatisere med, da frontfigurerne synes ualmindeligt usympatiske og til tider patetiske.
Hvad Anderson vil sige med filmen, og hvad man skal slutte af blodsudgydelserne, som fremhæves i titlen, er mig en gåde, der nok aldrig vil blive besvaret. Dialogen var dog særdeles underholdende, ikke mindst i finalen. Filmen skal have ros for at være original, men den gik på mange punkter lige over hovedet på mig. 4 stjerner.
juli 9, 2008 kl. 11:52 am
Den bedste film jeg nogensinde har set. Det som anmelderen ikke fik med, var Pt Andersons had til de to grundpiller i America, Kapitalismen og kirken. Han fremhæver dette synspunkt ved at lave en film der starter med en ond mand (kapitalist). Han bliver ondere og ondere igennem filmen, på trods af at han flere gange har muligheden for at indse sine fejl og blive et godt menneske. Som han modstykke har vi en præst (kirken) der i starten virker som om at han skal være filmens gode person. Sådan går det ikke da han også bliver mere og mere rådden før filmes unikke afslutning. PT Anderson leverer en film hvor tilskueren konstant venter på forløsning, men den bliver ondere og ondere, fedt akkompagneret af musikken der ganske rigtigt flere gange trykker på alle nerver og næsten er uudholdeligt ond. 10/10
juli 9, 2008 kl. 12:13 pm
Tak for bidraget. Et værdigt bud på en fortolkning.