Jumper (2008)

Jumper, 2008.
Instruktør: Doug Liman.
Medvirkende: Hayden Christensen, Samuel L. Jackson, Diane Lane, Jamie Bell, Rachel Bilson.

You think it could go on like this forever? Living like this with no consequences? There are always consequences! David opdager som teenager, at han kan “hoppe” (teletransportere sig) fra sted til sted. Som det første hopper han til nogle banker og starter dermed en ny luksuriøs livsstil, indtil den dag, da en vred Paladin – folk, der slår Jumper’e ihjel uden synlig grund – finder ham og forsøger at dræbe ham. Da tænker David, at det er det perfekte tidspunkt til at tage på romantisk ferie med barndomskæresten.

Efter The Bourne Identity (2002) kunne man med god grund have troet, at der ventede Liman en strålende karriere med fede actionfilm, der udover at have god action også havde en realistisk (eller i hvert fald troværdig) kant. Desværre ser det ikke ud til, at han kan gentage successen. Mr. & Mrs. Smith (2005) havde action og sex appeal, men ikke så meget andet. Denne film har en masse special effects og en meget nuttet skuespillerinde, men et usammenhængende plot og et talentløs cast.

Først forventes det af os, at vi har sympati for filmens hovedperson – en uansvarlig playboy, der handler mere og mere umoralsk, som handlingen skrider frem (røver en bank, transporterer en klassekammerat i fængsel, opsøger en pige trods det at han stræbes efter livet). Dernæst forventes det, at vi skal forstå den fjendtlige gruppe, hvis oprindelse, motivationsgrundlag, overlegne teknologi kun snakkes om i bisætninger.

Derudover sidder man med en masse spørgsmål til personernes relationer, ikke mindst når det gælder forholdet mellem David og Millie (Bilson), hvor man ikke helt fatter, hvad fortidens hændelser har af implikationer for, hvor de står nu. Man får da heller aldrig en egentlig afklaring på dette. Det hjælper heller ikke på plottet, at dialogen virker unaturlig, hvilket nok skyldes en blanding af Christensens mangel på evne og Goyer’s fesne manuskript. (Godt Nolan selv tog del i at skrive manuskriptet til Batman Begins!)

Trods alle disse minusser skal filmen have ros for, at der er fart over feltet, at den sådan set ser flot ud, men for mig er det en ringe trøst, og konceptet med at teletransportere sig har da også i selv en vis charme. Desuden bliver filmen da også lidt underholdende ved, at den er så dårligt udført. Det er kun med nød og næppe, den kommer op på 2 stjerner.

Læg en kommentar