28 Weeks Later, 2007.
Instruktør: Juan Carlos Fresnadillo.
Medvirkende: Robert Carlyle, Catherine McCormack, Harold Perrineau.
Step 1: Kill the infected. Step 2: Containment. If containment fails, then Step 3: Extermination. Et halvt år efter udbruddet af en virus, der på få sekunder kan forvandle et menneske til et voldeligt og rasende rovdyr, er et lille område i London blevet afskærmet og sikret med amerikansk militær, så englændere igen kan vende “hjem” og genstarte deres tilværelse. Det går selvfølgelig galt (ellers var det jo ikke en gyser).
Det er begrænset, hvad jeg husker fra 28 Days Later, som jeg for øvrigt heller ikke så starten af, udover at det var en ganske vellykket zombiefilm. Den skilte sig ud fra diverse amerikanske film med sin rystende kamerateknik, der gjorde det hele mere intenst – en teknik også brugt på film som Bourne Supremacy – og den fornyede så at sige zombiegenren ved at gøre bæsterne blodige, ilde tilredte og hurtige. Det samme kendetegner i høj grad 28 Weeks Later, selv om vi nu befinder os i et miljø, der går for at være sikret mod de inficerede (ordet ‘zombie’ forekommer aldrig).
Dette giver en god ro i starten af filmen (efter den indledende etape, altså), indtil smitten slipper ind, og det viser sig, at “et sikret område” er det sidste sted, man ønsker at være. Filmen mestrer både at være stille og nervepirrende og hurtig og intens. Til tider bliver den grafisk, men aldrig så længe ad gangen, at det smager af absurd dyrkelse af gore (blod og indvolde), som det f.eks. var tilfældet i Hostel.
I det store og hele, både når det kommer til opbygning, spændingskurve, handlingen, stemningen (som også sættes af glimrende musik), er 28 Weeks Later en rigtig god gyser og spændingsfilm. Én af de få. 4 stjerner.
