Drag Me to Hell (2009)

Drag Me to Hell, 2009.
Instruktør: Sam Raimi.
Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long, Lorna Raver.

I desire the SOUL of Christine Brown. We will FEAST upon it while she festers in the grave! Christine arbejder i en bank og giver en dag afslag til en gammel dame, der har brug for et lån, for at kunne blive forfremmet. Damen viser sig at være lidt af en heks og kaster en fæl forbandelse på Christine, der betyder, at hun inden længe vil blive trukket direkte ned i helvede.

Sam Raimi havde sit store gennembrud med den billige gyser, The Evil Dead. Med denne lille gyser leger han igen med dæmoner på en mørk og humoristisk måde. Filmen er jævnt skræmmende med nogle effektive choks, dog går den også af og til lidt over gevind i sin CGI-animation, hvor det ser direkte falsk ud. Som historie er den ikke nødvendigvis konsistent, og der gives kun halve forklaringer på de chokerende ting, hun kommer ud for (til forskel fra “The Ring,” hvor der er et rationale bag de forskellige ting). Skuespillerne giver ganske udmærkede præstationer, og der er mange morsomme øjeblikke undervejs. Slutningen er fremragende. 4 stjerner.

X-Men Origins: Wolverine (2009)

X-Men Origins: Wolverine, 2009.
Instruktør: Gavin Hood.
Medvirkende: Hugh Jackman, Liev Schreiber, Danny Huston.

Wow. Koo-koo-ka-choo got screwed. Logan’s kæreste bliver slået ihjel af Logans bror, Victor, og Logan beslutter sig for at hævne sig. Stryker overtaler ham til at medvirke i et eksperiment, der giver ham et metalskelet, så Logan får lidt stærkere klø’r, end han tidligere har været vant til.

Jeg fangede ikke historien i denne film. Det var ikke, fordi den var indviklet, men store dele af den virkede bare ikke væsentligt. Det handlede først og fremmest om at etablere et fjendskab mellem de to brødre. Dernæst mellem Logan og Stryker. Der skulle så desuden introduceres en masse forskellige personer med forskellige superkræfter, så der kunne laves grundlag for flere actionsekvenser, og dem er der mange af – nogle af dem mere velfungerende end andre.

De to vigtigste relationer i filmen er Logans forhold til hans bror og hans forhold til hans kæreste. Dette er historiens skelet for at bruge en passende metafor – desværre er det ikke metalstærkt. Selv om Liev Schreibers og Hugh Jackmans skuespil ikke fejler noget, så får man aldrig rigtig lejlighed til at se dem være autentiske dramaskuespillere med hinanden. Deres dialog består overvejende af trivielle one-liners (“uhh, shiny”, “look what the cat dragged in”), og det er svært at forstå, hvad det er for et venskab, de skal have forestillet at have mistet, da den ene bror er en skurk på 2D-faconen. Hvad angår Logans lille viv, så er der mere drama i luften – desværre har hun ikke talentet til at bære rollen. At der kommer vand ud af øjnene overbeviser mig ikke om, at du græder, lille ven. Kemien mellem hende og Logan er tæt på ikke-eksisterende.

Derfor er dette en dårlig film. Plottet i sig selv kunne måske godt have været bedre, det kunne også have været værre. Men karaktererne fejler bigtime, og derfor bliver vi aldrig revet med af fortællingen. Det eneste tidspunkt, jeg virkelig følte jeg kunne relatere til én af karaktererne, var da Victor sagde: “Oh, I’m sorry, you must’ve confused me with someone who gives a shit.” 2 stjerner.

(Næh, så er denne lille film langt bedre.)

Blandede film – part one

Her er nogle af de film, jeg så i 2009, som jeg anmeldte på min anden filmblog. For at få denne blog tilbage på sporet vil jeg blot nævne dem kort og uddele et par karakterer.

Toy Story 2
Bedre end den første. Man får større indsigt i både Woody og Buzz Lightyears baggrundshistorier, og så er den jo som alle andre PIXAR-film flot, humoristisk og fyldt med action. 4 stjerner.

The Devil’s Advocate
En film om fristelser (sex, penge og magt), hvor Al Pacino slår sig løs som en værre Satan. Den har en fantastisk finale, især hvis man godt kan lide dialog. 5 stjerner.

Firestarter
Herlig lille 80’er film med Drew Barrymore som barnet, der har det med at sætte ild til ting med tankens kraft. Én af de få vellykkede Stephen King-gysere. 4 stjerner.

Quantum of Solace
Én af de kedeligste James Bond-film, jeg nogensinde har set. Starter fint, men efterhånden savner man noget fylde i form af stærkere karakterer eller humor eller mere velfungerende action, der ikke bare forsøgte på at efterligne Bourne-filmene … 2 stjerner.

Tropic Thunder
Der er meget god humor i denne noget alternative krigskomedie, men den mangler desværre også noget substans (karakterer vi kan sympatisere med) for at kunne fastholde interessen helt. Det er den kunst, Apatow mestrer, som Stiller mangler. 3 stjerner.

The Green Mile
Der er mange grusomme ting i The Green Mile – en anden vellykket Stephen King-film – men filmen slutter alligevel på en positiv node med en vis implicit optimisme og tro på mirakler. Lang, men fascinerende historie. 5 stjerner.

Capote
Hvis ikke denne film havde Philip Seymor Hoffmans stærke præstation at læne sig opad, så er jeg ikke sikker på, jeg havde overlevet dens længde (selv om jeg ikke vil kalde den decideret kedelig). Det er i dens sidste minutter, den taler allerkraftigst, muligvis nogle af de stærkeste scener jeg nogensinde har set. 4 stjerner.

Clerks 2
Kevin Smith har en fin humor, der oftest kommer til udtryk i den sarkastiske dialog, men Clerks 2 kommer aldrig til at stå lige så stærkt som dens forgænger. Især slutningen, der synes at trække ud, trækker filmen ned… 3 stjerner.

Eagle Eye
Magen til hullet og ustimulerende plot samt dårligt skuespil skal man godt nok lede længe efter. Jeg kunne aldrig tage denne film alvorligt, men jeg kunne så heller ikke finde det i mig selv at le af den. 1 stjerne. 

The Curious Case of Benjamin Button
Mange David Fincher-fans var skuffede over denne film, men jeg var mere end godt tilfreds. Fincher er en god historiefortæller, og denne mærkelige historie bliver fortalt på en smuk, elegant og ikke mindst stemningsfuld måde. 5 stjerner.

Taken
Liam Neeson er mere bad-ass end Jason Bourne og Jack Bauer til sammen – ej okay, måske ikke, men han er godt deroppe af – i denne forrygende actionfilm, der tilgengæld mangler samvittighed og ender med at blive over-the-top voldsforherligelse. Historien er heller ikke prangende. 3 stjerner.

The Mist
Til trods for den habile instruktør, der har bragt os The Green Mile og Shawshank Redemption, så formår denne film aldrig helt de ting, den sætter sig for. CGI-monstrene skræmmer ikke. De psykologiske elementer virker forcerede. Slutscenen er dog modig og fortjener al respekt. 2 stjerner.

Det var alt for denne gang.

Dorland Film siger “God Morgen”!

Okay. Jeg indrømmer det. Bloggen her har sovet alt, alt for længe. Det er der bestemte grunde til, men nu vil jeg vække den til live igen. Forklaringen er den, at jeg flyttede mine filmanmeldelser til denne konto:

http://www.pointblog.dk/?go=dfilm

Trist, jeg ved det. Det er en side, hvor man får point ved at skrive blog indlæg og kommentere på andres, osv.. Jeg har tjent mange point derinde og har nu råd til slik eller en DVD eller noget i den retning, hvis jeg skulle ha’ lyst til det. Imidlertid er jeg blevet træt af deres blogging service. Der er for lidt frihed i forhold til udseendet, og det hele stinker i det hele taget bare af kapitalisme.

Så nu kommer jeg tilbage! (Yay!) Jeg indser, jeg måske ikke har særlig mange besøgende her længere, men det gør nu ikke noget. Jeg anmelder film her for egen fornøjelses skyld. Og jeg vil snart bringe et overblik over nogle af de film, jeg har anmeldt inde på den anden blog, som også fortjener en lille plads herinde.